LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier            Danmark         


Absalon
Absalon (1128 - 21. marts 1201), dansk statsmand, biskop og hærfører, var søn af Asser Rig og Inge, sønnesøn af den store sjællandske høvding Skjalm Hvide og yngre bror til Esbern Snare. Sin barndom tilbragte han på fædrenegården Fjenneslevlille, hvor også Knud Lavards søn Valdemar opfostredes. Her lagdes grund til det venskab, der fik så rige følger i Danmarks historie.

Drengen blev dygtig i al slags idræt og hærdedes til mageløs udholdenhed, men samtidig gav han sig i lag med boglige studier og lyttede til sagnene om fædrenes heltegerninger. De stolte minder lyste des stærkere, fordi Absalons barndomsår var en mørk tid for fædrelandet, og de gav Absalon den luende begejstring for Danmarks saga og drivkraften til hans egen historiske gerning.

I sine ungdomsår oplevede han, at kong Erik Lam og hans far døde i munkekutten. Selv ønskede han at vie kirken sine kræfter, og mens Valdemar kastede sig ind i tronstriden mellem Svend og Knud, drog Absalon til Paris, der netop havde vundet ry som lærdommens ypperste sæde. Han er sikkert den første dansker, der har studeret i Seine-byen. Latinlæsningen, de filosofiske og teologiske forelæsninger og disputereøvelserne skærpede Absalons forstand, men tillige modtog han stærke indtryk af det kirkelige opsving, som havde abbed Bernard af Clairvaux til fører. Selv trådte han ind i præstestanden, og han kom i forbindelse med tidens bedste mænd. Samtidig tog han lære af Frankrigs politiske forhold. Han så det fremadstræbende kongedømme i dets pagt med præstestanden, og den store statsmand, abbed Suger af St. Denis, er blevet hans forbillede.

Senest 1156 kom Absalon tilbage til Danmark, hvor der nu var tre konger. Absalon og Esbern fulgte Valdemar, og de blev af ham sendt i et vigtigt ærinde til hans medkonge, Knud (vinteren 1156-57). Ved Svends og Valdemars forligsmøde i Odense var Absalon eneste vidne. Under blodgildet i Roskilde var Absalon til stede, da overfaldet skete. I mørket greb han den døende Knud i sine arme. Han troede, det var Valdemar. Men da Knud havde udåndet, mærkede han fejltagelsen og sprang op. Koldblodig gik han ud af hallen midt mellem Svends krigere, men på gaden blev han standset og ville være blevet dræbt, om en af Svends mænd ikke havde holdt sine fæller tilbage. Absalon fik nu en hest og red til Fjenneslev. Kort efter kom Valdemar til gården som såret flygtning, og ved fru Inges snilde og Esberns vovemod slap han over til Jylland. Da han her havde sejret over Svend og var blevet enekonge i landet, begyndte det store samvirke mellem ham og Absalon til Danmarks genrejsning. Endnu i 1157 fik han ved sin indflydelse Absalon valgt til biskop i Roskilde. Dermed havde Absalon fået en stilling, hvor han ret kunne udfolde sin mægtige personlighed. Han tog straks fat på at stoppe tingtrætterne, der ofte førte til vold og mord samt opløse al den indbyrdes kamp, som var tronkrigens efterveer, og Svends tilhængere vandt han ved mildhed og højsind.

Hans største nationale opgave var dog at samle danskerne til venderkampen; idet venderne var herrer i sund og bælt, de havde lagt Fyn og Jyllands østkyst øde, og de havde sat sig fast på de sydlige øer, så Danmark var bragt til afgrundens rand. Personlig indledede Absalon den ny tid ved en sejr over venderne. Det var i foråret 1158, at han hørte om deres vikingefærd i Vestsjælland. Han kastede sig da imod dem med sine svende og slog dem ved Boslunde. Men gjaldt det større togter, var det svært at overvinde danskernes vante slaphed. Straks efter, da det første vendertogt skulle udgå, lod Valdemar sig kue af folkets dumpe selvopgivelse, og gav flåden hjemlov; men han måtte høre bitre ord af Absalon derfor. Fra 1159 blev det imidlertid alvor med vendertogterne, og Absalon var sjælen i denne kamp. I begyndelsen nøjedes man med raske små vikingefarter; men under disse opdrog Absalon sine landsmænd til at kæmpe og sejre. Ved angreb var han forrest, ved tilbagetog bagest, han færdedes, hvor faren var størst, og han vidste råd, når alle veje syntes lukkede. Imellem togterne holdt han selv vagt med sine skibe; end ikke vinterkulden ændsede han. Allerede 3. vendertogt (1160) tog større sigte, og her gik man frem i forståelse med sachserhertugen Henrik Løve. Da ingen anden turde påtage sig en eventyrlig sendelse til hertugen, meldte Absalon sig straks til det farlige ridt gennem venderlandet, og i god behold kom han tilbage til den bekymrede Valdemar. Ved dette togt kom Rügen under dansk højhed; men foreløbig fik Valdemars herredømme her dog kun kort varighed. Ved 4. vendertog (1162) fik danskerne foden indenfor på det vendiske fastland, men dette vakte Henrik Løves modstand. Samtidig udbrød der strid mellem kong Valdemar og ærkebiskop Eskil. Forgæves søgte Absalon at mægle, han kunne ikke afværge Eskils ydmygelse og landflygtighed.

Meget mod Absalons vilje spildtes der også tid og kræfter ved Valdemars møde med kejser Frederik 1. i Burgund (1162). Absalon optrådte frygtløst over for kejseren, men måtte til sin harme se Valdemar hylde ham som lensherre. Snart vandt han dog større indflydelse på sin ven, drog ham bort fra den kejserlige kirkepolitik og understregede bruddet ved at styrke Dannevirke med Valdemarsmuren. Også de følgende år udrettedes der meget lidt ved venderkampen. Rügen, som efter Henrik Løves tilskyndelse var faldet fra, avede man dog ved to raske hærgetogter (1166). For øvrigt svækkedes man af det spændte forhold til sachserhertugen, af fejde med Erling Skakke i Norge og af Buris' opposition. En tid talte Absalon Buris' sag og håbede at vinde ham, men Buris' forræderi ødelagde alt. Erling Skakke angreb forgæves Absalon ved Havn. Senere var Absalon med på Valdemars 2. Norgestogt (1168), og da ledingsmændene ville vende om ved Vikens kyster, udvirkede Absalon, at togtet fortsattes langs Norges kyst helt op til Trøndelagen; men det var kun en demonstration, ikke noget erobringstogt. I disse år, da man var truet fra alle sider, skabtes der et nyt kystværn: Vordingborg, Sprogøborg, Kalundborg og så videre. På holmen ved Havn, som Valdemar havde skænket ham, rejste Absalon en stærk Kridtstensborg, og han omgav den opblomstrende by inden for borgen med mure. Derfor har Absalon det ypperste navn i Københavns historie.

Imidlertid havde Absalon udsonet Valdemar med Eskil, og efter hjemkomsten sluttede den gamle ærkebiskop sig ivrig til sin yngre kaldsfælles store gerning. Nu genoptoges vendertogterne med fuld kraft. Rügen var atter faldet fra; men det glimrende 11. vendertog (1169) lagde øen varigt under Danmark. Det var Absalon, der erobrede klinteborgen Arkon, der syntes uindtagelig, og fik den anden hovedborg, Karenz, til at overgive sig uden sværdslag. Gudebillederne splintredes og brændtes, røboerne døbtes, det hele gennemførtes på een gang. Det var en vel tjent løn, da paven lagde Rügen ind under Absalons bispestav.

En stor sejr af anden art vandt Absalon på Ringstedmødet 1170, da han og Eskil begravede Knud Lavard og kronede kongebarnet Knud. På dobbelt vis sikrede kirken således Valdemarernes trone. Tilmed brød Absalon nu helt nye veje som forsvarets leder. Da danskerne nemlig tog hele byttet fra Rügen, hidsede Henrik Løve venderne til planmæssige vikingetogter mod Danmark, og nøden var stor; men Absalon udtog hvert 3. skib af ledingen, bemandede dem med ungt mandskab og skabte derved jævnsides den sædvanlige leding en fast udliggerflåde. Samtidig dannedes en stående elitehær af stærkt væbnede hærmænd, og man for mod venderne både i øst og vest.

På et togt mod Pommern (1170) havde Absalon ved sin dristighed nær sat alt på spil. Trods den vældige kraftudfoldelse afstod man til sidst halvdelen af tributten fra Rügen til Henrik Løve, og i en fejde med Pommern (1176-78) havde man ham derfor atter til forbundsfælle. Grum var den kamp, Absalon førte i det nylig kristnede land, men hans energi var uimodståelig. Ved et lynsnart togt på kun 9 dage tvang han til sidst Pomrerfyrsterne til at købe fred. Med vendernes overfald på Danmark var det nu for altid forbi. Ved selvsamme tid steg Absalon til den højeste kirkelige værdighed. Eskil fik pavens minde til at nedlægge sit embede og kåre sin efterfølger, og på et bevæget møde i Lunds Domkirke kårede han Absalon til ærkebisp, men Absalon vægrede sig og stred imod, da kannikerne med magt ville sætte ham i Eskils stol (1177). Begge parter appellerede til Rom, og paven bød Absalon overtage ærkesædet, men tillod ham tillige at styre Roskilde Stift; så måtte Absalon tiltræde det ny embede (1178).

Hans modstand viste sig dog velbegrundet. Skåningerne rejste sig mod hans sjællandske frænder, der nu sad som fogeder på skånske gårde, Absalon blev fordrevet og måtte ty til væbnet opbud fra de andre landsdele. Først efter hårde kampe ved Dysjeå og Lommeå var han atter herre (1180-82). Samtidig tyngedes han af sorg over Valdemars død. Men den unge kong Knud var Absalons fostersøn, og Absalon fik større magt end nogen sinde. Han lod Knud undgå al lenshylding over for den tyske kejser, og med overlegen dygtighed udnyttede han svaghederne i den tyske rigsstyrelse til at skabe Danmark en stormagtsstilling ved Østersøen.

Hertug Bugislav fejdede mod Jarimar, Danmarks tro lensfyrste på Rügen, og trods våbenstilstand forberedte han et overfald; men brat kom Absalon sin vendiske ven til hjælp og overraskede Bugislav i Rügensundet (2. Pinsedag 1184). Det blev den største søsejr, danskerne nogen sinde har vundet. Med vidunderlig kraft gjorde Absalon nu nye krigstogter mod Pommern; til sidst måtte Bugislav udrede store summer og give sig ind under Danmark (22. vendertogt, 1185). Ved snild, men hensynsløs politik lagde man samtidig Obotriterfyrsterne under sig, og således blev Knud »vendernes konge«.

Snart brød Absalon åbenlyst med den tyske kejser og lod venderne forurolige grænserne, mens stauferne var optaget af korstog og af de italienske forviklinger. Og hvad der var vundet, sikrede Absalon ved sin fasthed, den gang biskop Valdemar blev landsforræder og ville gøre sig til konge under tysk højhed (1192). Absalon trodsede kirkerettens bud for at redde sin livsgerning: Han kastede den indviede biskop i fængsel, ænsede ikke pavens bønner og trusler og fylkede sejrrig de danske bisper til værn om tronen.

Efter den tid træder Absalon mindre frem som statsmand. Han modtog gæstfrit ærkebiskop Erik af Nidaros og de andre norske bisper, som var flygtede for Sverre, men han greb ikke direkte ind i Norges forhold. Absalon fik sin frænde Peder Sunesøn gjort til biskop i Roskilde og medhjælper i ærkestiftet (1191); men helt opgav han dog ikke styrelsen af sine kære sjællændere. De kirkelige pligter trådte nu mere i forgrunden. Her havde Absalon også udført en stor gerning. Med sine sjællændere sluttede han 1171 den overenskomst, der kaldes »den sjællandske kirkeret«, og gennemførte for første gang bispetienden, men tillod bønderne at vælge deres sognepræster og gav også på andre områder afkald på de kanoniske krav. Ligeledes havde han del i den tilsvarende »skånske kirkeret«. Som ærkebisp virkede han myndigt og urokkeligt for præsternes cølibat og for mere ensartet gudstjeneste, der tillige højnedes ved den franske kirkemusik. Hans levende sans for det festlige gav sig også udtryk i kirkernes udstyr: Lunds Domkirke fik sit statelige tårnparti og rig skulpturudsmykning, men også landsbykirkerne fik knejsende tårne, undertiden tvillingtårne (Merløse, Fjenneslev, flere skånske kirker), og ypperlige kalkmalerier (Fjenneslev, Væ); med Absalon slog også den ny sjællandske teglstenskunst igennem.

Fremfor alt har Absalon dog et stort navn i Danmarks klosterhistorie. Fra Paris hentede han sin berømte ven Vilhelm og satte ham til at reformere det udartede kannikesamlag på Eskilsø. Senere flyttede han klosteret til Æbelholtog gjorde det ved rige gaver til et af Danmarks største. Derimod fik Asserbo Kloster, som han grundlagde for franske karteusere, kun kort levetid. Cistercienserne yndede han særlig. Det sygnende Sorø omdannede han 1161 til et stort cistercienserbo, og da han skænkede det størstedelen af sine mange godser, fik det førstepladsen blandt de danske klostre; han rejste også ny klosterbygninger, og Sorø Kirke står endnu som et minde om Absalon. Ligeledes omdannede han den lille stiftelse for benediktinernonner ved Vor Frue Kirke i Roskilde til en anseligt cistercienserkloster, og det modtog store offergaver, da Absalon havde begravet sin myrdede frænke Hellig Margrethe i kirken. Ved nonner herfra grundlagde han Bergen Kloster på Rügen, ved munke fra Esrom havde han alt tidligere grundlagt Dargun og Kolbaz på det vendiske fastland, og ved klosterbrødre fra Sorø stiftede han Ås i Halland. I Sorø Kloster tilbragte han sine sidste levedage. Her uddelte han sit løsøre: Sølvskåle, skindkapper, heste og så videre, og betænkte rigelig de landflygtige norske bisper. Jordegodset var alt tidligere fordelt; Havn med sit store tilliggende havde han skænket Roskilde Bispestol. I Sorø drog han sit sidste suk, og dér fik han sin grav.

Absalons personlighed var ualmindelig rig. Saxo kan i samme åndedræt kalde ham »viking« og »fædrelandets far«. Så myndig han end var, så var han i fremtræden såre beskeden. I levevis var han jævn; havde han ledige timer, fældede han ved i skoven, og den store folkefører var i den dybe grund et ydmygt menneske; han satte et krucifiks over sin trone, for at folk ikke skulle knæle for ham, men for Kristus. I sin nidkærhed og i sin foragt for blødagtighed kunne han gå for vidt; hans hærfærd var stundom hård, og i sit testamente tilbagekalder han en ubillig dom. Men hans sjæleliv er båret af højhed og renhed og mægtig fædrelandskærlighed. Ingen i Danmarks historie har som Absalon præget sin samtid. Han hævede landet fra dyb fornedrelse til enestående magt og storhed og lykke. Han skabte det inderligste samvirke mellem de to store kulturmagter, kongedømmet og kirken, og hele den samfunds-harmoni, som kendetegner Valdemarstiden. Med hærmandsklassen fremkaldte han en krigsadel, som øgede forsvarsevnen og samtidig lettede byrden for den øvrige befolkning, så fredelig dont kunde trives trods de mange krigstogter, ja tage stort opsving. For at binde hærmændene så stærkt som muligt til kongen, skrev han et lille skrift om vederloven. I åndslivet banede han vej ved pariserstudierne. Der gik nu en hel strøm af unge danskere til Frankrig, og de udmærkede sig i de boglige kunster. Fremfor alt skabte han et storladent nationalt værk, idet han lod Saxo skrive danesagaen og selv for en stor del gav ham stoffet. Den er det ypperste mindesmærke for Absalon.