Adam Wilhelm Moltke (25. august 1785 - 15. februar 1864), greve, dansk statsmand og godsejer, var søn af statsminister grev Joachim Godske Moltke til Bregentved.
Han tog juridisk embedseksamen 1805, blev 1809 assessor i Højesteret, 1812 deputeret i Rentekammeret og 1816 desuden medlem af Finansdeputationen samt af Statsgælddirektionen.
1818 arvede han efter faren grevskabet Bregentved og blev 1831 Finansminister og 1845 Præsident i Rentekammeret.
Både som godsejer og som minister nød Moltke et fortjent ry for samvittighedsfuldhed og retsindighed, og alle, der kom i personlig berøring med ham, skattede hans store elskværdighed, men nogen fremragende mand var han ikke, og han har hverken i sin særlige administrationsgren eller med hensyn til ledelsen af landets almindelige politik sat dybere spor.
Sin egentlige historiske betydning fik han først gennem Martskrisen 1848, da han, som ved det gamle ministeriums tilbagetræden havde erklæret sig for ikke væsentlig uenig i de af Bardenfleth hævdede anskuelser om monarkiets forfatningsforhold, under de bevægede forhandlinger på Christiansborg Slot 22. marts lod sig overtale til at danne det ny ministerium, i hvilket det var blevet en nødvendighed, at de nationalliberale »folkeledere« optoges.
Moltke gjorde herved sit land en meget betydelig tjeneste, idet han lettede overgangen fra den gamle til den ny statsskik og såvel udad- som indadtil betog det hele præget af en voldsom omvæltning. Det ministerium, for hvilket »Bregentveds Moltke« sad som præsident, kunne ikke ret vel antages for revolutionært, hvor meget man end fra slesvigholstensk side udråbte det som værende netop det.
I anskuelser stod Moltke sikkert i mangt og meget sine ny kolleger fjernt, men han havde erkendt nødvendigheden af under de forhåndenværende forhold at slå ind på demokratisk-konstitutionelle veje og at gøre et alvorligt forsøg med Ejder-politikken, og i begge henseender fulgte han uden at vakle den vej, han een gang havde betrådt. Han tiltrådte såvel det program, der indeholdtes i svaret til den slesvig-holstenske deputation, som, det demokratiske grundlovsforslag, regeringen senere fremlagde, og hans navn står under Grundloven af 1849.
I øvrigt var han heller ikke i Martsministeriet nogen initiativets mand, og lige så lidt kom han, da han i Novemberministeriet ombyttede Finansministeriets portefølje med udenrigsministeriets, til at påtrykke Danmarks udenrigspolitik noget bestemt præg.
Hans ledelse gik mere ud på at holde sagen hen og vinde tid end på at stride sig frem til et bestemt mål.
Den tendens hen imod helstatspolitikken, som blev fremherskende i den sidste del af hans virksomhed som premierminister (statsminister), skyldes heller ikke ham, men Reedtz, som august 1850 afløste ham som udenrigsminister, og navnlig Bluhme.
Da denne havde forberedt overgangen til det ved Januarkundgørelsen af 1852 betegnede system, mente Moltke heller ikke at kunne følge med længere og indgav 27. januar 1852 sin og ministeriets demission.
Han havde fra 1849 været medlem af Landstinget og blev senere medlem såvel af det ved Ørsteds Forordning af 26. juli 1854 skabte som af Oktoberforfatningens Rigsråd, men uden i nogen af disse forsamlinger at spille nogen fremtrædende rolle.