LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier         


Albert af Riga
Albert af Riga var domherre i Bremen og blev 1199 valgt til biskop i Livland, hvor han skulle redde den fra Bremen grundlagte, kristelige nybygd. Albert samlede nu en korsfarerhær, i Danmark stillede Knud Valdemarsøn og Absalon sig gunstig til foretagendet, og den tyske konge Filip af Schwaben tilsagde ham støtte. Albert landede i Livland (1200), brød hedningernes modstand, grundlagde Riga, som han gjorde til sit bispesæde (1201), og stiftede sammen med missionsbispen Theoderik »Kristi Ridderskabs Orden« eller »Sværdbrødrene« til evig kamp mod de vantro (1202).

I Tyskland samlede Albert ny pilgrimsskarer; 13 gange drog han frem og tilbage over Østersøen. 1206 var alle liver døbte, 1208 måtte letterne følge deres eksempel. Tilmed fik Albert Livland til len af kejserriget (1207) og var dermed tysk rigsfyrste; men han måtte afstå 1/3 af landet til sværdridderne, og dette blev indledning til idelige stridigheder mellem bispen og ordensbrødrene.

Fra 1208 måtte Albert foretage hårde kampe med esterne. Han henvendte sig da til Danmark, hvor korstogstanken var oppe; ærkebiskop Anders Sunesøn blev pavelig missionslegat (1212), og grev Albert af Orlamünde støttede Albert ved et korstog (1217). Valdemar 2. krævede dog på forhånd herredømmet over Estland, om det blev erobret. Mens danskerne nu udførte deres berømte, sejrrige togt 1219, gik Albert selv syd for Düna, underkastede sig Semgallen og grundlagde et nyt bispedømme der. Snart opstod der tvist om Estland, og Albert måtte til sidst godkende den danske konges højhed både over Estland og Livland (1221); dog gav Valdemar atter afkald på Livland, men Albert måtte frafalde ethvert krav på Estland. Danskernes herredømme svækkedes imidlertid ved oprør af esterne, der kaldte russerne til hjælp, og fremfor alt ved den store konges fangenskab. Nu kunne Albert uhindret indsætte sin bror til biskop i Reval, og det lykkedes ham omsider at dæmpe esternes rejsning. Allerede længe havde bispedømmet Riga været fritaget for al ærkebispelig overhøjhed, og nu ordnedes forholdene af den pavelige legat, Vilhelm af Modena (1224); 3 af de 5 estiske provinser blev Danmark fradømt. Albert erobrede Øsel, som Danmark gjorde krav på, og grundlagde et bispedømme her (1227).

Albert havde således ved sin død (1229) nået sit mål; han var herre fra Den Finske Bugt til Litauen, og han havde med sit sjældne organisationstalent grundlagt Østersøprovinsernes germanisering. Hans 2. efterfølger, Albert 2. Suerbeer (død 1272), blev til løn for sit frafald fra Frederik 2. gjort til ærkebisp (1246), så at Riga fra den tid var ærkesæde.