LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier         


Albrecht von Wallenstein

Albrecht von Wallenstein
Albrecht Eusebius Wenzel von Wallenstein (eller Waldstein) (24. september 1583 - 25. februar 1634), hertug af Friedland og Mecklenburg, fyrste af Sagan, kejserlig generalissimus under Trediveårskrigen.

Wallenstein blev født på fædrenegodset Hermanic som efterkommer af en lidet jordrig tjekkisk adelsslægt, hvis navn var taget fra stamborgen Waldenstein eller Waldstein ved Turnau. Faren og moren, født Smiricky, var utrakister (en særlig sekt inden for husitterne, hvem nydelsen af nadveren i begge skikkelser var indrømmet).

Forældreløs 14 år gammel blev Wallenstein af sin katolske morbror Albrecht Slavata von Koschumberg sendt til jesuiterskolen i Olmütz. Han trådte her over til den katolske lære uden dog at omfatte den med synderlig iver. Senere besøgte han det protestantiske universitet i Altdorf og foretog derefter en længere rejse gennem Tyskland, HOlland, Frankrig og England til Italien, hvor han opholdt sig længe i Padova og Bologna, særlig beskæftiget med matematik og astronomiske studier.

Ved hjemkomsten gik han i østrigsk krigstjeneste, kæmpede mod tyrkerne i Ungarn, blev 1604 kaptajn og giftede sig med en ældre enke Lucretia von Landeck, som ved sin død 1614 efterlod ham store landejendomme i Mähren, omtrent samtidig med at han arvede 14 godser efter sin onkel.

Ved tjekkernes rejsning 1618 svigtede han sine landsmænd og flygtede, da hans regiment forlod ham, med krigskassen til kejseren, som overdrog ham kommandoen over et i Flandern for Wallensteins regning hvervet rytterregiment, der deltog i felttoget i Böhmen 1619-20. Da kampen var endt, viste Wallensteins samvittighedsløshed og havesyge sig i det hæsligste lys, han bedrog skamløst et familiemedlem for mødreslægtensstore ejendomme og tilvendte sig ved aldeles ublu fordringer for ydede tjenester under krigen godser til en værdi af 5 millioner fl. og betalte dem med næppe 1-1½ millioner i ægte mønt. Han fik herved blandt andet godserne Friedland og Reichenberg.

1623 ægtede han grev Harrachs datter Isabella og trådte derefter i nærmere forbindelse med kejserhoffet. Ved svigerfarens indflydelse fik han sine sammenskrabede godser, som han styrede glimrende, anerkendt som fyrstendømme, og blev selv ophøjet til fyrste.

Da Christian 4. af Danmark og Norge rykkede i Marken som kredsobert for den nedersaksiske kreds, tilbød Wallenstein kejseren at stille en hær i Marken for egen regning. I maj 1625 fik han hvervepatent på 20.000 mand samt titel af generaloberst feldhauptmann. Samtidig blev han hertug af Friedland.

Han skulle samarbejde med Tilly, uden at det dog var nærmere fastslået, hvem der førte overkommandoen, når de var samlede. Dette gav anledning til splid mellem dem. Wallenstein rykkede først frem efter Tillys uheld ved Nienburg i september 1625 og tvang derved Christian 4. til at dele sin hære.

1626 opererede Wallenstein mod greven af Mansfeld, slog ham ved Roslau 25. april og fulgte senere efter Mansfeld og Christian af Braunschweig ved deres angreb ind i Schlesien og Ungarn, dækkede de kejserlige arvelande, men blev til almindelig misfornøjelse i sine vinterkvarterer til midsommertid 1626. Han tog da de erobrede byer tilbage og kastede resterne af den protestantiske hær op mod Østersøens kyst, hvor den blev splittet eller taget til fange. Han forenede sig derefter med Tilly i Holsten, men opbragt over Wallensteins overmodige holdning drog Tilly tilbage over Elben og overlod til Wallenstein at besætte og udplyndre den jydske halvø.

Kejseren, som alt havde forlenet ham med den schlesiske fyrstendømme Sagan, forlenede ham nu med hertugdømmerne Mecklenburg-Schwerin og Mecklenburg-Güstrow. Wallenstein nærede stolte planer om at gøre sig til herre over Østersøen. Han lod sig udnævne til general over det baltiske Hav, men den dansk-norske flåde hindrede virkeliggørelsen af disse drømme. Han ville så besætte alle byer ved Tysklands østersøkyst, men mødte en uovervindelig modstand ved Stralsund, som først fik dansk, senere svensk hjælp. Wallenstein indså nu, at der intet mere var at vinde på denne afsides krigsskueplads, og bevægede selv kejseren til at indvilge i freden til Lübeck 1629.

Wallensteins overmod og gridskhed krænkede de tyske fyrster. Hans virksomhed for kejserens suverænitet var dem meget imod, hans 100.000 mand stærke hær var en rædsel for katolikker som for protestanter. På kurfyrstedagen i Regensburg 1630 bevægede derfor kurfyrsterne den svage kejser til at afsætte Wallenstein. Han adlød uden modstand, opløste sin hær og trak sig tilbage til sin fyrstelige residensstad Gitschin, hvis pragtfulde slot blev fuldendt samme år.

Med skadefro glæde iagttog Wallenstein herfra Gustaf Adolfs sejrgang og kejserens stigende vanmagt. Han trådte i forhandlinger med den svenske konge og rigets andre fjender, men afbrød dem igen, da kejseren i sin nød henvendte sig til ham som eneste redningsmand og gjorde ham store tilbud. I april 1632 modtog Wallenstein den tilbudte kommando over hæren, men på hårde vilkår. Ingen i riget måtte have en kommando, jævnbyrdig hans. Han fik ret til at konfiskere, til at føre diplomatiske forhandlinger og fuldstændig uindskrænket kommando over hæren.

Wallenstein kastede hurtig sakserne ud af Böhmen og vendte sig derefter mod Nürnberg for at møde svenskerne, som var trængt frem i Bayern til München. 2. september 1632 afslog han Gustaf Adolfs forsøg på storme lejren ved Fürth og vendte sig derefter mod Sachsen for at drage Gustaf ADolf efter sig ud af Bayern. 16. november 1632 mødte hærene til kamp ved Lützen. Svenskerne beholdt valpladsen, men Gustaf Adolf faldt.

Wallenstein drog derefter i vinterkvarter i Böhmen til hen på våren 1633. Han optrådte i et og alt som selvstændig fyrste, lod kejserne i stikken og varetog kun rigets interesser, når de stemte med egne. Han drog ind i Schlesien, åbnede fredsforhandlinger med Sverige og Sachsen og bevilgede sidstnævnte rige en våbenhvile. Også med Frankrig forhandlede han, men afslog dog foreløbig Richelieus tilbud om den bøhmiske kongekrone. Pludselig afbrød Wallenstein alle forhandlinger, rykkede på ny i marken, sejrede over svenskerne ved Steinau og kastede dem ud af Schlesien. Hans tropper trængte ind i Brandenburg, indtog Görlitz og Bautzen, Frankfurt og Landsberg.

Hans fuldstændige ligegyldighed for det tyske riges interesser vakte dog stadig stigende forbitrelse, navnlig hans vægring ved at yde den hårdt trængte kurfyrste af Bayern hjælp. Kejseren beordrede til sidst mod aftalerne Wallensteins underfører Aldringer til at gå til Bayern. Kejserens forbund med Spanien var Wallenstein meget imod. Han så deri kun en yderligere udfordring til Frankrig. Wallensteins anseelse led knæk, da han forsømte at undsætte Regensburg, og hans togt gennem Böhmnen til Cham (i november) blev uden frugt. Han tog derefter vinterkvarter i Böhmen og nægtede at adlyde kejserens befaling til at rømme de kejserlige arvelande.

I januar 1634 lod han ved en sammenkomst i Pilsen sine oberster vide, at han agtede at nedlægge kommandoen på grund af Wien-hoffets intriger, men lod sig dog bevæge til at blive, mod at de lovede ham troskab, selv når kejseren afskedighede ham. 24. januar underskrev kejseren virkelig hans afsked, men meddelte dog kun dette til en lille kreds af fortrolige samt til de alt vundne generaler Piccolomini, Gallas og Colloredo. 20. februar lovede Wallenstein ikke at foretage sig noget mod kejserens ønske, men alt to dage forinden havde kejserne udstedt et nyt afskedspatent, bestemt til at offentliggøres, og som løste alle officerne fra deres troskabspligt mod Wallenstein, fordi han var ved at danne en sammensværgelse.

Besætningen i Prag gik straks over til kejserne og nægtede at adlyde Wallenstein, som aldrig helt havde afbrudt forhandlingerne med sine modstandere. Han trak sig nu tilbage til slottet Eger for at forene sig med hertug bernhard af Sachsen-Weimar. Oberst Buttler sluttede sig på vejen til ham med et dragonregiment. 24. februar nåede Wallenstein Eger, hvis kommandant Gordon og overvagtmester Leslie han anså for fuldt pålidelige. De trådte dog snart i forbindelse med Buttler og bestemte sig efter nogen vaklen til at myrde Wallenstein. Under et gæstebud hos Gordon blev Wallensteins nærmeste venner Ilow, Kinsky og Terzka myrdet, samtidig med at en kaptajn ved Buttlers regiment, Devereux, trængte ind i Wallensteins kvarter hos byens borgmester og stødte ham med en partisan i brystet. Liget blev bragt til borgen til de andre dræbte, senere til Gitschin. 1785 blev det bisat i Münchengrätz. Hans godser blev delt mellem kejserens venner.

Wallenstein efterlod sig kun en datter, Marie Elisabeth. Wallenstein var høj og mager med gullig ansigtsfarve, indesluttet og kold i sin omgang med andre. Han forstod at samle store hære om sig ved at give sine soldaters mord og plydrelyst frit spillerum, skønt hvert brud på disciplinen blev straffet med umenneskelig hårdhed. Han var en fremragende feltherre, en snu politiker, men selvisk til det yderste, grusom, når han fandt det nødvendigt, grådig, troløs og i høj grad overtroisk. Navnlig mente han at kunne læse sin egen og andres skæbne i stjernernes og lod undertiden sine handlinger påvirke heraf.