Alexander den Store

Buste af Alexander den Store, British Museum
Alexander den Store (356 f.Kr. - 323), konge af Makedonien, søn af kong Filip. Hans mor Olympias var en datter af den epirotiske konge Neoptolemos, der nedledte sin herkomst fra Achilleus. I en alder af 13 år fik han filosoffen Aristoteles som personlig lærer, og det lykkedes denne at udvikle hans geniale evner og karakter i en god retning. Alexander selv følte sig inderlig knyttet til Aristoteles, og den beundring for den helleniske kultur, som han hele sit liv igennem var opfyldt af, må sikkert føres tilbage til hans lærers indflydelse. Alexander havde en åben og oprigtig karakter, forbundet med evne til at vælge de rette mænd. Undertiden løb hans lidenskaber af med ham, men han skammede sig da ikke ved bagefter at tilstå sin fejl. Hans energi og ærgerrighed var parret med et personligt mod og en selvopofrelse, som satte ham i stand til at løse de vanskeligste opgaver.

Alexanders ydre var tiltrækkende, og i legemlige færdigheder stod han ikke tilbage for nogen. I slaget ved Chaironeia (338) gjorde hans personlige tapperhed udslaget. Forholdet mellem far og søn var i de følgende år mindre godt, da Filip forskød Olympias. Der kom dog en forsoning i stand, inden Filip døde (336).

Alexanders herredømme og Makedoniens nyvundne magtstilling var ved tronskiftet udsat for store farer, som det dog lykkedes ham at afværge ved klog og energisk optræden. Hellenerne, der havde håbet at generhverve deres selvstændighed, måtte sende gesandter til Korinth, hvor det allerede af Filip planlagte togt mod Persien blev vedtaget og Alexander udnævnt til overfeltherre. Kun spartanerne holdt sig tilbage.

For at sikre Makedonien mod nord overskred Alexander i foråret 335 Balkan og tvang de omkringliggende stammer til at bede om fred. Derpå bragte han de andre nabofolk til ro. Under hans fraværelse havde det rygte udbredt sig i Grækenland, at han var faldet i kampen mod illyrierne, og navnlig Athen og Theben beredte sig med persiske subsidier til opstand. Men ganske uventet stod Alexander foran Thebens mure, og da hans fredstilbud blev afvist, blev Theben taget med storm, byen jævnet med jorden og alle thebanere med kvinder og børn blev solgt som slaver, 30.000 i alt. Thebens skæbne bragte det øvrige Hellas til fornuft; athenerne bad om nåde og fik gunstige vilkår.

Alexander anvendte vinteren til at ruste sin hær og indsatte Antipatros til rigsforstander i Makedonien under sin forestående fraværelse. I begyndelsen af foråret 334 brød Alexander op fra Makedonien. En flåde på 160 treradårede skibe overførte hæren, der talte 30.000 mand fodfolk og 5.000 ryttere, til Asien. På marchen imod øst mødte han ved floden Granikos en persisk hær, bestående af 20.000 ryttere og et lige så talrigt fodfolk, især græske lejetropper. Trods overgeneralen Parmenions råd lod Alexander sin hær overskride floden og storme den modsatte bred, hvor det persiske rytteri var opstillet. Han kom selv flere gange i livsfare og reddedes kun ved makedoneren Kleitos' bistand, men sejren blev afgjort makedonernes, og hans egne tab var kun ringe. Sejren ved Granikos havde vigtige følger: Lydiens hovedstad Sardes overgav sig frivillig, og den persiske besætning forlod Efesos. Derimod måtte Milet tages med storm.

Mens den persiske flåde trak sig tilbage til Samos, opløste Alexander sin flåde for ikke at splitte sine kræfter. På den fortsatte march gennem kystlandet mødte han alvorlig modstand i Halikarnassos, der kommanderedes af grækeren Memnon. Denne så sig dog nødsaget til at lade byen i stikken og gik om bord på flåden for at rette et angreb på Makedonien, der kunne være blevet farligt nok, hvis ikke døden havde bortrevet ham.

Efter Kariens underkastelse gik Alexander gennem Lykien og derpå videre mod nord og nåede ved vintertid Frygiens hovedstad Gordion, hvor i foråret 333 alle troppekorpsene forenedes. Derefter overskred han Halys og rykkede gennem Kappadokien frem til det kilikiske Pas, hvis besætning rømmede indgangen. I Tarsos blev han angrebet af en heftigt feber, men frelstes af sin læge Filippos.

Perserkongen, Dareios Kodomannos, havde imidlertid opbudt en hær på cirka ½ million, og mens Alexander langs kysten drog videre mod syd, var den persiske hær gået gennem det amaniske Pas, hvor man ventede Alexanders fremrykning, og stod på den kun henimod 5 kilometer brede slette foran byen Issost dækket af floden Pinaros. Alexander vendte øjeblikkelig om, gik i fjendens påsyn over floden og rettede et kraftigt angreb på persernes centrum, så at Dareios efter en hidsig kamp tog flugten og først standsede bag Eufrat (november 333). Henved 100.000 barbarer blev nedsablet. Alexanders egne tab var ubetydelige. Blandt fangerne var Dareios' mor Sisygambis og hans dronning Stateira, som Alexander behandlede med den største hensynsfuldhed.


Alexander den Stores imperium, A History of the Ancient World

Han gik videre til Fønikien, hvor han kun ved Tyros, der lå på en ø, mødte hårdnakket modstand. Men efter 7 måneders belejring lykkedes det ham at besejre byen (august 332). I Palæstina åbnede Jerusalem sine porte, og efter erobringen af fæstningen Gaza lå vejen til Ægypten ham åben. Satrapen Mazakes overgav ham landet uden sværdslag. Ægypterne, der var forbitrede over det persiske despoti, vandt Alexander helt for sig ved at vise deres guddomme ærefrygt. Ligesom han i Jerusalem havde hyldet Jahve, ofrede han her til Apis i Memfis, mens der samtidig afholdtes væddekampe i gymnastik og musik efter hellenisk mønster. Han lagde grunden til Alexandria og foretog derpå en ekspedition til Ammons helligdom i den libyske ørken, hvor oraklet efter sigende hilste ham som gudens søn.

Dareios, hvis gentagne fredstilbud Alexander havde afvist, samlede i foråret 331 på sletten ved Babylon sine stridskræfter, der skal have udgjort en million fodfolk og 40.000 ryttere. Fra Memfis drog Alexander tilbage til Tyros og overskred derpå med 40.000 mand fodfolk og 7.000 ryttere Eufrat og Tigris. I nærheden af det gamle Ninive, ved Gaugamela, ikke langt fra Arbela, stødte han sammen med Dareios. 1. oktober 331 stod det afgørende slag, som ved Alexanders energiske indgriben endte med makedonernes sejr. Dareios flygtede til Medien. Babylon overgav sig frivillig, og Alexander lod de af Xerxes ødelagte helligdomme genopbygge. Også Susa faldt uden vanskelighed i hans hænder. Derpå gik marchen til det egentlige Persien. I hovedstaden, Persepolis, skal byttet have beløbet sig til 120.000 talenter, og for at hævne persernes ødelæggelser i Grækenland lod Alexander den gamle kongeborg gå op i luer.

Først i foråret 330 kunne Alexander fortsætte forfølgelsen af Dareios, som endnu en gang agtede at prøve krigslykken. Men på rygtet om Alexanders nærmelse flygtede han videre og blev på flugten fængslet af Baktriens satrap, Bessos, der håbede at arve hans magt. Ved Budskabet herom fremskyndede Alexander sin march og nåede de flygtende. Bessos sårede Dareios dødelig og fortsatte derpå sin flugt. Alexander fandt kun Dareios' lig (juli 330), som han lod begrave i Persepolis under kongelige æresbevisninger.

Alexander betragtede sig nu som Dareios' legitime efterfølger og vedblev derfor at forfølge hans mordere, der havde tilhold i de nordlige provinser. Efter at have underkastet sig Hyrkanien og Parthien brød han op til Baktrien, hvor Bessos under navn af »kong Artaxerxes« havde samlet sine tropper, men måtte undervejs gå imod syd for at dæmpe en opstand i det nylig erobrede Arien, hvor Alexandreia Arion (nu Herat) blev anlagt. Ligeledes besattes Drangiana og Arachosien, i hvilket sidste landskab et andet Alexandria (nu Kandahar) kom til at bære hans navn.

Ligestillingen med de besejrede, hidtil så foragtede orientalere og den asiatiske pragt, hvormed kongen nu omgav sig, avlede imidlertid misfornøjelse hos de makedoniske stormænd, og da Parmenions søn Filotas havde fortiet en mod Alexanders liv rettet sammensværgelse, blev han som medskyldig dømt til døden af en krigsret og henrettet. Kort efter blev Parmenion ved snigmord ryddet af vejen i Ekbatana. Fra Arachosien fortsattes marchen mod nord til Hindukush, som Alexander midt i vinterens hjerte (330 -29) overskred på stier, der nåede til en højde af cirka 4.000 meter. Således stod han uventet i Baktrien, så at Bessos måtte flygte mod nord. Alexander gik nu over floden Oxos (Amu) ind i landskabet Sogdiana, hvor Bessos blev udleveret af sine hjælpere. Alexander lod ham piske og i lænker slæbe til Baktra. Alexander besatte hovedstaden Marakanda og gik videre til floden Jaxartes (Sir). På det nordligste punkt for marchen anlagdes det »yderste Alexandria«.

Den påfølgende vinter (329-28) tilbragte Alexander i Zariaspa, nær ved Baktra, hvor Bessos blev dømt, lemlæstet og henrettet. Ikke længe efter dræbte Alexander ved et drikkelag sin redningsmand, Kleitos, som havde tirret ham ved dristig spot. 327 ægtede han den baktriske fyrstedatter Roxane. Den makedoniske konge forvandledes mere og mere til asiatisk despot. Selv af makedonerne forlangtes det ved perserhoffet brugelige knæfald. En slægtning og discipel af Aristoteles, Kallisthenes, der fulgte Alexander om historiograf, nægtede hånlig at vise ham denne ære og blev tillige med to pager, der beskyldtes for at have sammensvoret sig mod kongens liv, dømt til døden.

Dels for at beskæftige makedonerne, hos hvem utlfredsheden ulmede, dels for selv at vinde større berømmelse brød Alexander endnu 327 op med 120.000 fodfolk og 15.000 ryttere for at underlægge sig Indien. Efter at have overskredet Indus mødte han kong Poros, der med en mægtig hær, som blandt andet talte 180 elefanter, stod på Hydaspes' østlige bred. I maj måned 326 blev Poros overvundet og jaget på flugt, men fik senere sit rige udvidet tilbage og blev en tro vasal. Ved Hydaspes lagde Alexander grunden til to nye byer, Bukefala på den vestlige, Nikaia på den østlige bred. Derpå gik marchen imod øst over Akesines og Hydraotes til Hyfasis, men inden denne flod blev overskredet, vægrede Alexanders udmattede tropper sig ved at følge ham videre mod øst til Ganges-flodens opland, hvortil hans videbegærlighed og ærgerrighed lige mægtig drog ham. Da alle hans overtalelser ikke hjalp, vendte han om i efteråret 326.

Mens Alexander med kernen af hæren indskibede sig på en flåde, der stilledes under Nearchos' kommando, førte Krateros og Hefaistion hver på sin bred af Hydaspes hovedhæren imod syd. I mallernes land mødte man alvorlig modstand, og Alexanders eget liv svævede i stor fare. Da Indus-deltaet var bragt til underkastelse, lod Alexander Nearchos fortsætte sejladsen langs kysten, mens han selv drog gennem Gedrosien, hvor hæren udstod frygtelige savn og lidelser, og det tilgrænsende Karmanien, hvor han igen forenede sig med Nearchos og Krateros.

Flåden sejlede nu videre til Eufrats og Tigris' munding, mens Hefaistion førte en del af hæren langs kysten til landskabet Persis, hvorhen Alexander selv med det adelige rytteri og de letbevæbnede nåede gennem bjergene. I hans fraværelse havde Satraperne i Persis og Susa gjort sig skyldige i grove misbrug, De blev begge henrettede.

For at fremme sammensmeltningen mellem Orienten og Occidenten ægtede Alexander foruden Roxane Dareios' ældste datter, Stateira (Barsine) og Ochos' yngste datter, Parysatis. Samtidig tog 80 makedoniske stormænd og over 10.000 andre makedonere sig persiske hustruer, som Alexander gav en rigelig medgift. Men da han ville lade 30.000 asiater oplære i makedonisk krigskunst og indrullere i hæren, brød misfornøjelsen ud i åbent oprør (juli 324), og først da Alexander havde ladet 13 af de værste urostiftere gribe og henrette, angrede makedonerne deres opsætsighed og fik tilgivelse. 10.000 veteraner blev med rige gaver hjemsendte under Krateros.

Mens Alexander i Babylon rastløs syslede med planer til infrastrukturens og handelens fremme ved opdagelsesrejser, havnebygninger og anlæg af nye veje og byer, blev han overfaldet af en febersygdom, som inden 14 dage gjorde ende på hans liv (i forsommeren 323) i en alder af 32 år. To år senere førtes hans lig til Memfis, men senere overførtes det til Alexandria og bisattes i et tempel, der kom til at bære hans navn. Englænderne førte 1802 sarkofagen til London, hvor den blev opstillet i British Museum

Skønt døden bortrev Alexander i hans bedste alder, havde han allerede som hersker og organisator gjort sig fortjent til eftertidens beundring. De besejrede folk havde han vundet for sig ved respekt for deres institutioner og retfærdighed i forvaltningen. Handelssamkvemmet mellem nationerne udviklede sig efter en hidtil ukendt målestok. Industrien havde fået nyt liv ved de store pengesummer, som hidtil havde ligget unyttede hen i Persiens skatkamre. Den græske kultur var blevet udbredt til alle steder i det uhyre rige ved anlæg af nye byer, og gennem alle disse foranstaltninger var vejen banet for en sammensmeltning af Østens og Vestens folk med deres før så skarpt adskilte religiøse og politiske forestillinger.

I sin velmagtsperiode havde den græske verden tilbageslået Østens angreb og udviklet sin kultur til den højeste kulmination. Det blev en halvgræsk makedoner forbeholdt at lade den helleniske kultur sejrende gennemtrænge det erobrede Asien, omend mange forskellige forhold bevirkede, at denne kulturs produkt, den hellenistiske, ikke i eet og alt blev sit ophav værdigt.

Hovedkilderne til Alexanders historie er Arrian og Plutarch, der (navnlig den første) fulgte de af Ptolemaios, Lagos' søn, og Kassandreieren Aristobulos givne fremstillinger, som de alene mente at kunne tillægge troværdighed. Men ved siden deraf fandtes der en mere retorisk historieskrivning om Alexander, der udgik fra flere af hans ledsagere på togtet, og denne kender vi gennem Diodoros Curtius og Justinus' udtog af Pompeius Trogus. Om Alexander dannede der sig tidlig et rigt udviklet sagn, der især bearbejdedes med forkærlighed af middelalderens digtere i Orient og Occident.

Allerede i Alexanders levende live blev hans smukke og karakteristiske ydre genstand for alsidig kunstnerisk gengivelse, blandt andet ved maleren Apelles og billedhuggeren Lysippos. For det pålideligste billede af ham regnes en nu i Louvre opstillet marmorherme, det eneste, der er sikret ved en indskrift. Dennes skrifttræk tilhører den augusteiske tid. Størst lighed hermed har en buste i grev Erbach's samling og en maske i British Museum, der er behandlede af Starki et særligt skrift. Et hoved i det kapitolinske Museum fremstiller Alexander idealiseret i retning af det guddommelige, mens en buste i Firenze, den såkaldte »døende Alexander«, fjerner sig så langt fra de mere nøgterne fremstillinger, at såvel dens oprindelse som dens betydning er genstand for den stærkeste tvivl. En i Herculaneum fundet rytterstatuette af bronze (nu i Neapel) antages at gå tilbage til et stort arbejde af Lysippos, der forestillede overgangen over Granikos. Betydeligere er en mosaik, fundet i Pompeji, der fremstiller slaget ved Issos.

Af moderne arbejder kan nævnes Sodomas fresker i Villa Farnesina i Rom (Alexanders bryllup med Roxane og Dareios' familie for Alexander), Jerichau's relief (Brylluppet med Roxane), ødelagt ved Christiansborg Slots brand 1884, og Thorvaldsens Alexandertogt.