LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier            England            Englands kongerække         


Alfred den Store
Alfred den Store (849 - 28. oktober 901), konge af England (871-901), sønnesøn af Egbert af Wessex, der havde forenet de syv angelsaksiske småriger.

Alfred besøgte allerede som barn Rom og så også ved Karl den Skaldedes hof den højere kultur, for hvilken han siden virkede så meget i England. Efter faren Ætherwulfs død (860) hjalp Alfred sine ældre brødre i kampene mod de normanniske vikingers angreb, men gennemgående sejrede dog danskerne, og de var nåede til at rette deres angreb mod rigets hovedland Wessex, da Alfred selv besteg tronen (871). Flere år igennem varede kampen, landet blev hærget forfærdelig, og til sidst måtte Alfred i vinteren 877 søge skjul i de store skov- og sumpstrækninger på rigets vestgrænse; sagnet har udstyret hans hvileløse omflakken med mange rørende træk. Til sidst fandt han tilflugt på den lille ø Æthelney, der ligger ved floderne Parrets og Thones sammenløb; på dette vanskelig tilgængelige sted forskansede han sig, og herfra udsendte han i foråret 878 en stævning til sine tro mænd om at møde til et nyt forsøg på at fravriste vikingerne sejren. Det lykkedes virkelig nu Alfred at bibringe vikingerne et føleligt nederlag ved Æthandun, hvorefter deres konge Gudrum lod sig døbe og sluttede fred mod at få afstået den østlige del af England, der nu kaldtes Danelagen.

Freden var dyrekøbt; men den blev benyttet af Alfred til at læge de sår, som den lange krig havde skabt i hans land. Ro og orden vendte atter tilbage; rigets inddeling i shirer og hundreder blev gennemført, domstolene begyndte igen at virke, og Alfred samlede tidligere love med sine egne i en lovbog. Agerbruget fremmedes; London rejste sig igen af sine ruiner, handelen blomstrede op, og Alfred sørgede også for tilvejebringelsen af en flåde, der kunne holde vikingerne i tømme. Mest interesserede han sig dog for sit folks religiøse og moralske opdragelse; han samlede ved sit hof lærde mænd både fra England og Frankrig, og selv tog Alfred ivrig del i oplysningsarbejdet. Han oversatte således Orosius' verdenshistorie, Bedas engelske kirkekrønike, Gregor den Stores hyrdebog og Boethius' skrift om filosofien som livets trøsterinde.

Den store konge døde 28. oktober 901; hans ven Asser, biskop af Sherburne, har skildret hans liv. Alfred står som en af verdenshistoriens ædleste skikkelser; begavet som digter og lærd, som hærfører og statsmand virkede han altid med sit folk som mål, en engelsk Karl den Store uden de enkelte uheldige træk, der pletter dennes billede.