LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier         


Anaxagoras
Anaxagoras, græsk filosof (cirka 500 f.Kr. - 428), betegner afslutningen på den ioniske naturfilosofi. Omkring 40 år gammel kom han til Athen, som netop da, efter at persernes angreb på Hellas lykkeligt var afslået, voksede frem til at blive åndeligt og politisk midtpunkt i den græske verden, og Anaxagoras trådte i nært venskabsforhold til Perikles, der var athenæernes fører gennem en menneskealder.

Ved den peloponnesiske krigs udbrud, da Perikles' stjerne begyndte at dale, vendtes folkestemningen også imod hans venner; Anaxagoras anklagedes for gudsbespottelse og måtte forlade Athen. I Lampsakos ved Hellespont levede han endnu et par år og afsluttede her sit liv, der fra først til sidst havde været viet til forskning.

I modsætning til de ældre ioniske naturfilosoffer, men i lighed med sine samtidige, Empedokles og Leukippos, antog Anaxagoras ikke et enkelt, for alt til grund liggende urstof, men en mangfoldighed af selvstændige stoffer med hvert sin bestemte kvalitet. Guld og kød er for ham usammensatte stoffer, hvorimod de enkelte elementer og urstoffer, som andre tænkere antog, var en blanding af alle stoffer, hvori de enkeltes egenskaber ikke kunne fremtræde. Stofferne adskilles og forenes på andre måder, og heri består det, man opfatter som opståen og forgåen; stofmassen forbliver altid den samme. Fra begyndelsen af var verden kaos, det vil sige, at alle stoffer var sammenblandede, og i denne masse opstod på et enkelt punkt en kredsbevægelse, der videre forplantede sig og tiltog i hastighed; jorden som det tungeste stof lejrede sig i midten, stenmasser rev sig under bevægelsen løs fra den, slyngedes ud i rummet og blev, glødende af den voldsomme fart, til de lysende himmellegemer. En uovervindelig vanskelighed for denne teori om verdens opståen lå deri, at på den ene side stoffet altid har været til og der ikke gives nogen opståen og forgåen, og alligevel verden skal have en begyndelse i tiden, men denne vanskelighed deler Anaxagoras' system med alle andre kosmogonier. Den anden vanskelighed, at få den bevægelse til at opstå, som fører ud over kaos, løste Anaxagoras på en for ham ejendommelig måde. I analogi med det enkelte menneske, i hvem forstanden, tanken fremtræder som kilden til liv og bevægelse, tænkte han sig altet sat i bevægelse af en verdenstanke, der er den kraft, der gennemtrænger og råder i alt, men dette ny princip blev for Anaxagoras aldrig andet end en puppe i sit svøb. Det blev kun en endnu halvt materiel kraft, der udefra satte maskineriet i bevægelse, ikke i virkeligheden et indre alt iboende livsprincip, idet Anaxagoras forklarede alle de enkelte naturfænomener på rent mekanisk vis, og selve verdenstankens indgriben er også af mekanisk natur; dog er den ikke heller at opfatte som et selvstændigt personligt væsen, der udefra styrer verden. Anaxagoras har vel med sit princip for første gang i græsk filosofi indført et spiritualistisk moment, men han var endnu så bundet af den ioniske naturfilosofi, at han ikke var i stand til at gennemføre den ny tanke i dens konsekvenser. Af Anaxagoras' forklaringer på enkelte naturfænomener er mange træffende rigtige og vidner om megen skarpsindighed og usædvanlig iagttagelsesevne. Han lærte, at månens natur var som jordens, og at den fik sit lys fra solen, han forklarede korrekt månefaserne og sol- og måneformørkelser og gav en rationel forklaring på Nilens oversvømmelser.

Med etiske spørgsmål beskæftigede Anaxagoras sig ikke, og når han forvistes fra Athen, fordi han krænkede statsreligionen, så refererer denne anklage sig blot til hans forklaringer på naturfænomener, som ellers henførtes til overnaturlige årsager; religiøse spørgsmål har ikke været behandlet af ham, og det er ikke heller rigtigt, når der tillægges ham allegoriske fortolkninger af de homeriske digte. Ved sin tankes utrættelige energi, sin ubøjelige redelighed og en fuldstændig vien af al sin kraft i forskningens tjeneste med foragt for alle livets ydre goder indtager Anaxagoras en høj plads blandt de græske tænkere. Af hans filosofiske værk er kun nogle brudstykker bevarede.