LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier         


Anders Arrebo
Anders Christensen Arrebo (1587 - 1637), dansk digter, født i Ærøskjøbing, død som sognepræst i Vordingborg 1637.

Første gang, Anders navn træffes, er, da han i en meget ung alder 1608 udnævnes til prædikant på Københavns Slot, en stilling, som imidlertid snarere bragte ham indflydelsesrige bekendtskaber end øjeblikkelig personlig fordel; idet foruden ham fandtes en hofpræst, der var knyttet til de kgl. herskabers personer, og slotsmenigheden var kun lille. Med den energi og myndighed, der synes at have været karakteristisk for Anders' personlighed, har han imidlertid ikke ligget på den lade side, men benyttet sine naturlige evner - og da først og fremmest sin »poetiske vena« - til at bane sig vej til mere ansete poster. 1610 erhvervede han sig magistergraden, og de følgende år besynger han kong Christians Seyrvinding udi Smaalandene samt udgiver det smukke sørgedigt Jeg så to dejlig roser stå over dronning Anna Catharina. Utvivlsomt har disse digte skaffet ham gunst fra højeste side.

1612 forflyttes han som slotspræst til Frederiksborg, og 4 år efter kaldes han til sognepræst for Nikolai Menighed i hovedstaden. Af de tvende prædikensamlinger, som hans søn besørgede udgivne efter hans død, får man begreb om hans evner som prædikant. Han synes at have været ikke så lidt af en »folkelig« taler, stilen er jævn og dagligdags, og de anvendte lignelser så naturlige, at de nu forekommer os plumpe. Anders har utvivlsomt høstet megen anerkendelse for sin virksomhed; da han kun 31 år gammel kaldtes til biskop for Trondhjems Stift. Den hurtige forfremmelse synes imidlertid at være steget Anders til hovedet, og hans optræden her i de første år af hans virksomhed har ret forståelig kunnet skaffe ham de mange fjendskaber på halsen, som skulle blive hans ulykke. Han var mere betænkt på at få sine embedsindtægter ordnede og forøgede end at varetage sine gejstlige forretninger og optrådte ved mange lejligheder alt for selvrådig. Som et udslag af denne lyst til at kunne tillade sig alt var det vel også, at han ved et bryllupsgilde på Hevne tilsidesatte sin værdighed og trådte »Jægerdansen« med, hvor sædelighedens strengeste fordringer ikke blev overholdte, ligesom han ved en senere lejlighed afførte sig sin sammarie, slog trommen og noget beruset istemte en alt andet end gejstlig vise. Der var vel næppe mange, som i den tidsalder, hvor man ikke tog det så nøje med formerne, virkelig har følt sig forargede ved dette optrin; men hans fjender, deriblandt hovedsagelig fogden Peder Lauritsen, der ved flere lejligheder havde måttet »holde lyset« for Anders' slagfærdige og noget bidende tunge, udspredte det rygte, at bispen havde gjort sig skyldig i utugtigt forhold. Dette kunne Anders ikke lade blive siddende på sig. Efter i København at have henvendt sig til kansler Christian Friis, der vedblev at være Anders beskytter hele hans levetid, anlagde han sag mod Peder Lauritsen ved Rådstueretten i Trondhjem for falsk beskyldning. Da lensmanden Tage Thott imidlertid ikke var gunstig stemt mod Anders, af hvem han troede sig fornærmet, og under sagens gang på uretfærdig vis syntes at favorisere den indstævnte, forlod Anders med en udfordrende ytring retten. Dette forbedrede naturligvis ikke hans stilling. På en herredag i Bergen det følgende år (1622) blev sagen genoptaget under kongens præsidium, og, skønt de udslyngede beskyldninger fandtes ganske ubevislige, blev Anders dog for sit øvrige forhold, »hvilke fagter og gebærder allesammen ere imod den høviskhed og ærbarhed, som en superintendent og biskop har at følge, og aldeles intet med hans kald gemæs«, dømt til at have sit embede forbrudt. Nu kom en trængslens tid for Anders. Pludselig så han, der 1611 havde ægtet Else Jørgensdatter fra Malmø og havde flere børn, sig berøvet sit sikreste eksistensmiddel. Muligvis har det været i håb om understøttelse af sine slægtninge, at han drog til Malmø, hvor han forblev i fire år. Nøden gjorde ham atter til digter; 1623 udkom Kong Davids psalter, sangviis udsat, den første oversættelse af betydning af dette reformatorernes yndlingsværk. Det lykkedes Anders at få kongeligt privilegium på dette arbejde for derved at sikre sig mod eftertryk, og hans vellykkede forsøg synes atter at have forskaffet ham kongens nåde. 1625 får han tilladelse til at søge et bondekald; borgerne i Malmø havde imidlertid fået ham kær, og da deres egen præst netop var død, henvendte de sig til Anders for at bede ham anmode kongen om Malmøs præstekald. Han opsøgte da også kongen personlig i Tyskland, men mødte et barsk afslag, dog med den formildelse, at han måtte søge et kald i en af de »gemene kjøbstæder, dersom de ikke haver formeget lyst til klammer«. 1626 fik han da sognekaldet i Vordingborg, hvor han forblev til sin død, og i hvis kirke hans portræt endnu findes. Her fik han gode stunder til på kansler Christian Friis’ tilskyndelse at udarbejde det værk, Hexaëmeron, der altid vil sikre Anders en plads i den danske litteraturs historie, men som dog først så lyset 1661, udgivet af sønnen, Christian Arrebo.



Hexaëmeroner en delvis oversættelse af den franske digter du Bartas’ digt La premiere Semaine, men Anders Arrebo stillede sig meget frit over for opgaven. du Bartas’ digt er ganske i den franske renæssancedigtnings stil. I 6 sange skildres skabelsen efter Biblen med mange sidespring af didaktisk og religiøs Art. La Semaineer skrevet i den stil, der kaldes »kunststil«, og som navnlig tyskeren Opitz gjorde bekendt i Norden ved sin lille Buch von der deutschen Poeterey (1624). Idet Arrebo oversatte dette arbejde, indførte han denne stil i vor litteratur. Man har derfor villet kalde ham »den danske digtekunsts far«, en benævnelse, der dog savner al berettigelse, da den danske digtning hurtig vandrede ad andre baner end kunstdigtningens. Ja, selv Arrebo slog sig i dette arbejde ofte løs fra originalens stil. Hvad versemålet angår, følger han originalens (alexandrinerne) undtagen i første sang, hvor han har gjort sig arbejdet endnu sværere ved at skrive dobbeltrimede heksametre. Når Arrebo jævnt og frisk skriver om norsk natur (som i indledningen til de 6 sange), da er han ganske sig selv. Og det er disse partier, der giver Hexaëmeronpoetisk værd Det er her, man ikke uden ret har fundet lighed med folkevisetonen. Den samme jævne tone genfinder man i oversættelsen af Davids salmer, til hvilke Arrebo har knyttet nogle firlinjede rimbønner, der rammende og fyndige angiver hver enkelt salmes hovedtanke. Også her havde Arrebo anvendt megen flid på versebygningen, en af de fordringer, der stod øverst på kunstdigtningens program. I det originale digt Christian IV’s Seyrvinding udi Smaalandene når Arrebo en flugt og korthed i udtrykket, der i den historiske digtning først genfindes 100 år senere hos Sorterup.