LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier            USA            Amerikanske præsidenter         


Andrew Jackson
Andrew Jackson


Præsident nr.:7
Præsidentperiode:4. marts 1829 - 4. marts 1837
Efterfulgte:John Quincy Adams
Efterfulgt af:Martin van Buren
Fødselsdato:15. marts 1767
Fødselssted:Waxhaw, South Carolina
Dødsdato:8. juni 1845
Død i:The Hermitage, Nashville, Tennessee
Gift med:Rachel Donelson Robards
Erhverv:Advokat, soldat
Politisk parti:Demokraterne
Vicepræsident:John C. Calhoun (1829-1832)
Martin Van Buren (1833-1837)

Andrew Jackson (15. marts 1767 - 8. juni 1845) var den 7. amerikanske præsident (1829-1837). Hans øgenavn var Old Hickory.

Han var af irsk byrd, faderløs ved fødselen og mistede sin mor 1781; indsugede som barn et stærkt had til England på grund af de engelske troppers adfærd under Frihedskrigen og fik kun en dårlig undervisning (lærte aldrig at skrive engelsk nøjagtig). Han kom 1785 på et sagførerkontor og blev 1788 selv sagfører i det vestlige Nordcarolina; det senere Tennessee. Som offentlig anklager var han virksom til at fremme retsordenen i dette landskab med dets nybyggerbefolkning og udmærkede sig desuden som officer i militsen i kampene mod indianerne, der gav ham tilnavnene »Den Skarpe Kniv« og »Stålpilen« for hans dristigheds skyld. 1796 var han medlem af den forsamling, der gav den ny stat en forfatning, og dens første repræsentant i Kongressen; 1797-98 unionssenator og 1798-1804 dommer i Tennessee, men bosatte sig derefter som landmand ved Nashville.

Han var af et heftigt og stridbart sind, havde flere dueller, men var god mod sine slaver. Under krigen mod England 1812-15 førte han statens milits med stor kraft og dygtighed, undertvang Creek-indianerne, der var Englands forbundsfæller, og indtog på egen hånd Pensacola i Florida, hvor engelske krigsskibe var anløbet. Endelig slog han 8. januar 1815 den engelske hærs angreb på skanserne ved New Orleans tilbage og tilføjede den et tab af 2.000 mand, skønt hans egen styrke kun var 6.000 mod 14.000 og kun tabte en snes mand. Han vandt i denne krig æresnavnet Old Hickory efter en art valnøddetræ, men dømtes for sin egenrådighed til en bøde af 1.000 dollar (der først tilbagebetaltes 1842). 1818 rykkede han ind i Florida, som da var opfyldt af alskens flygtninge og eventyrere, tog landet i besiddelse, endnu før Nordamerika havde købt det af Spanien, og bragte snart orden, hvor der var vildt kaos; 1821-23 var han guvernør i det nydannede territorium. Han blev derefter på ny unionssenator for Tennessee indtil 1825; var 1824 demokraternes kandidat ved præsidentvalget, men fik kun 3/8 af stemmerne. Derimod valgtes han 1828 og på ny 1832 som den første præsident fra »Vesten« og stod ved sit »folkelige« væsen og sin mangel på dybere indsigt i stærk modsætning til sine fintdannede forgængere. Under ham blev den store udfejning af embedsmænd alene efter politiske hensyn gjort til regel (2.000 afsattes i løbet af et år, imod 74 i de hidtil forløbne 40 år), da byttet naturlig burde tilfalde sejrherrerne ved valget, og der lagdes derved grund til en fordærvelig korruption. Ligeledes fik han ved tvang indianerne flyttet over på den vestlige side af Mississippi og støttede i denne sag staten Georgia mod unionens Højesteret, da han var opfyldt af grænseboernes almindelige fordomme mod den røde race. Derimod optrådte han, skønt personlig modstander af Toldtariffen af 1828, med stor kraft over for Sydcarolina, da dets indbyggere december 1832 ville nægte dens gyldighed for deres stat, og tvang dem til lydighed, men fremmede derefter en ny toldlov med gradvis medsættelse af beskyttelsen. Endelig førte han fra første færd en bitter kamp mod Nationalbanken, der formentlig centraliserede pengemagten til skade for friheden, standsede ved sit veto 1836 fornyelsen af dens privilegier og fremkaldte derved den store pengekrise 1837 med dens talløse fallitter. Med lige kraft optrådte han 1831 over for Frankrig og fremtvang en erstatning af 5 millioner dollar for nordamerikanske skibe, som blev opbragt under kejserdømmets krige.