Ansgar
Ansgar (801 - 3. februar 865), »Nordens Apostel«, var en franker fra Picardie.
5 år gammel mistede han sin mor og blev nu sat i skole i klosteret Corbie (latin Corbeia). Et fromt barn var han; i sine drømme så han åbenbaringer fra Gud, og tidlig aflagde han klosterløfterne. Den mægtige Karl den Stores død (814) gjorde et overvældende indtryk på drengen; han drømte, han blev ført til skærsildens pinsler og himmerigets herlighed, og ventede herefter at dø som martyr.
Som ung munk forestod han sammen med Vitmar klosterskolen i Corbie. Abbed Adalhard lod imidlertid Ansgar og nogle andre munke drage til et nyt kloster blandt de endnu halvt hedenske sakser (823); som moderklostret hed det Corbeia, i saksisk gengivelse Korvey. Også her blev Ansgar skoleforstander; men nu modtog han præstevielsen, og hans prædikantvirksomhed blandt sakserne er blevet ham forskole til den nordiske missionsgerning. Til denne kaldtes han ved det store omslag i Danmarks politiske stilling over for Frankerriget. 2 gange havde allerede den danske kong Harald hos kejser Ludvig den Fromme søgt hjælp mod sine medbejlere; nu kom han (826) for 3. gang, og endelig overtalte Ludvig ham til at lade sig døbe. Det gjaldt da at finde mænd, der ville følge Harald til Danmark for at opretholde ham i den ny tro og forkynde Evangeliet for hedningerne. Ingen meldte sig til den farefulde gerning. Da mindedes Vala, Adalhards bror og efterfølger, den fromme munk i Korvey. Der blev sendt bud efter Ansgar, og han påtog sig hvervet; en ældre klosterbroder, Autbert, lovede at gøre ham følge.
Ved høsttid 826 fulgte de da med Harald og hans mænd ned ad Rhinen. Den danske konge viste straks munkene ringeagt, og deres mission i Danmark havde kun mørke udsigter, især da Haralds omflakken hindrede dem i rolig virken. De grundlagde en kristen skole for 12 drenge, men de fleste af disse var kun løskøbte trælle. Syg vendte Autbert tilbage til Korvey, hvor han døde, og Harald veg fra sit fædreland for at nøjes med sit frisiske len. Dermed var den danske mission afbrudt.
Gennem Frankerrigets Handelsforbindelse med Sverige åbnedes der imidlertid snart efter en ny missionsmark for Ansgar. Efter Ludvig den Frommes opfordring og styrket ved et drømmesyn, drog han (830) sammen med Vitmar over Østersøen; rejsen gjaldt egnen omkring Mälaren. Overfaldet undervejs af vikinger måtte de springe fra borde og mistede al deres ejendom. Efter en lang og hård vandring nåede de til Björkö ved Mälaren, blev vel modtaget af kong Bjørn og fik lov til at forkynde deres lære.
Flere svenskere lod sig døbe, fremfor alle Hergejr Jarl, som snart blev midtpunktet for den unge menighed. Efter l½ års virksomhed vendte Ansgar og Vitmar tilbage. Kejseren, hvem de overbragte et runebrev fra kong Bjørn, modtog dem med ære, og Ansgar blev fra ringe munk ophøjet til at være ærkebiskop af Hamborg (831). Hans høje værdighed var imidlertid kun en ærestitel. Det nyoprettede ærkesæde manglede ikke blot lydbispedømmer, men også et virkeligt stift, og var en ringe og udsat by. Til støtte fik Ansgar da Abbediet Turholt i Flandern, hvor han ofte levede i stilhed med sine disciple, blandt dem Rimbert.
Pave Gregorius 4. overrakte Ansgar palliet og delte den nordiske mission mellem ham og ærkebiskop Ebo af Reims, der fordum havde missioneret ved Danmarks grænse. Ebo betroede sin part, Sverige, til sin frænde Gauzbert. For mission i Danmark glippede alle betingelser. Frankervælden gik til grunde i indre splid; i Danmark sad Hårik, den fordrevne kong Haralds sejrrige fjende, som enekonge, og hans undersåtter hærgede Frankerrigets kyster.
Snart strømmede ulykkerne over Ansgars hoved. Ludvig den Fromme døde (840), riget spaltedes, og Turholt blev inddraget af den vestfrankiske konge, Karl den Skaldede, der ikke ænsede Ansgars ret, fordi han var den østfrankiske kong Ludvigs undersåt. Værre endnu blev det, da en stor vikingeflåde under Hårik selv stævnede op ad Elben og hærgede Hamborg; dér lå Ansgars kirke i aske, klosteret ødelagt, kirkens prydelser var røvede, og bogsamlingen kastet i luerne. Ansgar selv var undsluppet halvnøgen og uden kappe; helgenlevningerne havde han dog givet sig tid til at redde. Samtidig fik han bud om, at svearne havde jaget missionærerne ud af landet; men han mistede ikke modet. Foreløbig fandt Ansgar og hans munke ly på gården Ramsola i Verden Stift, og snart efter tilbød kong Ludvig den Tyske ham bispedømmet Bremen (845). Efter langvarige betænkeligheder tog han omsider imod det, og på et kirkemøde i Mainz 847 blev ærkestiftet Hamborg opløst og fordelt mellem bispedømmerne Bremen og Verden. Denne afgørelse beroligede dog ikke sindene. Kongen og bisperne vedtog da, at Ansgar skulle beholde bispedømmet Bremen, men have ærkesædet Hamborg tilbage og holde bispen i Verden skadesløs med dele af Bremens stift (849 eller 850). Endnu havde Ansgar dog kontroverser: Ærkebisp Gunthar i Køln vægrede sig ved at godkende ordningen, der mindskede hans magtområde; under et stærkt politisk tryk måtte han dog til sidst falde til føje (860).
Før sin død søgte Ansgar at sikre ærkesædets fremtid. Den store pave Nicolaus 1., der havde skarpt blik for missionens tarv, kundgjorde i en bulle, at Hamborg og Bremen skulle udgøre eet stift, således at Hamborg blev ærkesædet, og Køln skulle ikke have nogen ret over det nye stift (864).
I Danmark, der før syntes lukket for kristenforkyndelsen, var missionen imidlertid blevet genoptaget. Straks efter overfaldet på Hamborg slog Hårik nemlig om, og i løbet af de følgende år udviklede der sig et venskabeligere forhold mellem Danmark og det tyske rige. Denne Ændring i den politiske stilling skyndte Ansgar sig at udnytte; han optrådte nu som den ansete stormand, hvem statsforhandlinger var betroede, og ved rige gaver vandt han kongen og hans høvdinger. Han fik udstrakt frihed til at forkynde kristendom; Hårik selv lånte gerne øre til hans ord, men hensynet til det hedenske folk hindrede ham i offentligt trosskifte. Så vidt gik kongen dog, at han gav Ansgar en grund ved Hedeby eller Slesvig, rigets ypperste handelsplads, hvor Ansgar kunne rejse den første danske kirke.
Danskere, der havde ladet sig døbe eller primsigne (korstegne) i den frisiske by Dorstad, fik derved et samlingspunkt, og kristne købmænd kom nu trygt til byen og øgede dens handel. Så højt satte Hårik Ansgars troskab og indsigt, at han lod ham overvære sine rådslagninger med høvdingerne og fulgte hans råd. Også den svenske mission kom efter Gauzberts fordrivelse atter under Ansgar. Hergejr Jarl havde holdt sammen på menigheden; men han måtte døje hån og spot af hedningerne og trængte til støtte. Ansgar sendte derfor præsten Ardgar til Björkö; men snart efter døde Hergejr, og Ardgar vendte tilbage. Da besluttede Ansgar selv at drage derop (853). Med anbefaling fra Hårik kom han til Björkö og blev vel modtaget af kong Olav; men kongen kunne dog ikke give ham fred uden folkets minde. Tingforsamlingen, der skulle tage bestemmelse om Ansgars skæbne, blev stormende, men Ansgar nåede da sit mål. Han fik endog bygget en kirke og indsatte Eribert til præst der.
Ved sin tilbagekomst til Danmark fandt Ansgar forholdene sørgeligt forandrede. Den gamle Hårik var faldet i kampen mod en Frænde (854). Hans efterfølger, den unge Hårik, lod sig lede af hedenske høvdinger, særlig jarlen Hove, og lukkede de kristnes kirke i Hedeby. Uvejret trak dog over, Hove faldt i unåde, og Ansgars ven, jarlen Borkar, udvirkede, at Ansgar atter fik adgang til riget, og kirken blev genåbnet.
Så vidt gik den unge Hårik, at han tillod de kristne i Hedeby at have en kirkeklokke, skønt hedningerne troede, at den forjog landvætterne, og i Ribe gav han Ansgar en grund, hvorpå den anden danske kirke blev rejst. Ansgar stræbte selvfølgelig at få kongen omvendt. Ganske vist ville Hårik ikke lade sig døbe, men han sendte gaver til pavestolen. Nicolaus 1. svarede med et brev (864), hvori han udtaler sin glæde over Håriks tilnærmelse og formaner ham kraftig til at forlade den mørke hedendom. Til Sverige sendte Ansgar to danskfødte mænd.
Var Ansgars kristne plantning i Norden kun ringe og forkrøblet, havde den dog livskraft nok til at udholde den følgende tids storme, i alt fald i Danmark. Også ved styrelsen af ærkestiftet satte Ansgar sig et smukt eftermæle. Han fuldendte stenkirken i Bremen, grundlagde flere klostre og byggede et herberg for fremmede og syge. Selv besøgte han nødlidende og løskøbte fanger.
For eneboere havde Ansgar den største ærefrygt; således opsøgte han oftere den fromme kvinde Ljudberg i Bode-dalen øst for Harz. Selv trak han sig, så ofte han kunne, tilbage i ensomhed for at leve i stille betragtninger. Efter den hellige Martinus’ forbillede bar han hårskjorte på sit legeme, og hans drik var kun vand, indtil han for ikke at fristes til hovmod blandede nogle dråber vin deri.
Ansgar var arbejdsom til det yderste. Under salmesangen i bispegården knyttede han fiskegarn, og egenhændig afskrev han mange bøger. Selv udarbejdede han kun Pigmenta (»Offerrøgelse«), jævne og lidet originale småbønner, og en beretning om jærtegnene ved den hellige Wilhads grav i Bremens Domkirke.
Ansgar var en barnlig natur, glødende i sin tro, stolende på, at Gud ledede ham gennem drømme, et blødt og sværmerisk stemningsmenneske, fjern fra kaldsfællernes hovmod, og des bedre skikket til missionsfærd, mere munk end prælat, omgængelig over for de nordiske konger, lempelig i sin fremfærd over for hedendommen. Martyriets palme vinkede ham stadig som højeste og skønneste løn. Det var ham derfor en sorg, da han i slutningen af 864 mærkede, at en tærende blodgang ville blive hans helsot. Hans disciple måtte trøste ham med, at et liv i lidelse, forsagelse og fare også er et martyrium. Efter at Ansgar havde ordnet sit stifts anliggender og lagt de tyske bisper og kong Ludvig den nordiske mission på sinde, døde han. Snart efter blev han fejret som helgen.
Ansgars kæreste discipel, den frankiske Rimbert, som blev hans efterfølger på ærkebispestolen, udarbejdede kort efter sammen med en anden discipel et mindeskrift om den afdøde ærkebisp. Dette værdifulde »Ansgars Levned« (Vita Anskarii) er bedst udgivet af Dahlmann i Pertz’ Scriptores II og derefter i skoleudgaver (sidst Hannover 1884); det er oversat på dansk af Ley (1837) og P. A. Fenger (1863, omarbejdet af H. Olrik 1885 og 1911).