Anund Jakob
Anund Jakob, konge i Sverige, blev først ved folkets rejsning sin fads, Olav Skotkonges, medstyrer og dernæst ved farens død (cirka 1022) enekonge. Ligesom Olav var Anund Jakob kristen; i dåben havde han fået det fremmede navn Jakob. Kristendommen gjorde også fremskridt; men endnu var landet dog overvejende hedensk.

Sammen med sin svoger, kong Olav Haraldssøn i Norge, modarbejdede Anund Jakob Knud den Stores erobringspolitik. Mens Knud var i England, rustede den svenske konge en stor flåde og forenede sig med nordmændene til strandhug på Danmark. Knud kom dog hurtigt sit land til hjælp, og de to konger trak sig tilbage til Helgeå i Østskåne. Her angreb Knud dem, men var ikke heldig (1026). Ikke des mindre måtte de to konger opgive deres planer og skilles. Da Olav senere under forsøget på at genvinde sit tabte rige kom til Sverige, gav Anund Jakob ham en del af sin hird til hjælp (1030).

Fra den tid kom Anund Jakob ikke til at gribe ind i de andre nordiske landes historie; kun modtog han Svend Estridsen, da han flygtede for Magnus den Gode. Svenskerne mindedes ham som den, der med strenghed overholdt lov og ret, og Adam af Bremen gav ham eftermæle som »den kristelige konge«. Anund Jakob døde cirka 1047. Hans enke Gunhild, der var hans søskendebarn, ægtede derpå sin anden fætter, Svend Estridsen; men denne gang modsatte kirken sig et sådant frændeægteskab.