LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier         


Apélles
Apélles (græsk), måske oldtidens berømteste maler, levede på Alexander den Stores tid, sidste halvdel af 4. århundrede f. Kr. Han var fra Kolofon i Lilleasien og undervistes først af hjemlige lærere, navnlig Eforos fra Efesos, senere af den sikyoniske malerskoles hovedmester, Pamfilos, og drog siden om i den græske verdens byer, således blandt andet Korinth og Athen.

Af Filip af Makedonien kaldtes han til hovedstaden Pella, og trådte som hofmaler i endnu nærmere forhold til sønnen Alexander. Intet af Apélles billeder er bevaret; heller ikke nogen senere kopi kan med sikkerhed eftervises. Imidlertid haves fra oldtiden en del efterretninger. Fortrinsvis yndede han at male den enkelte figur. Af Alexander havde han malet en række billeder: til hest, på stridsvogn, fremstillet med sejrsgudinden eller endog som Zeus' søn med lynet. Fremdeles nævnes andre billeder, hvori en enkelt figur beherskede fremstillingen, Artemis blandt nymfer, for eksempel eller den af havet opstigende Afrodite, der med hænderne kryster vandet af håret; overkroppen var helt synlig, mens underkroppen skimtedes gennem havvandet. Billedet var meget berømt og synes endog at have fremkaldt statuariske efterligninger; det udførtes for Kos og erhvervedes siden af kejser Augustus for 100 talenter.

Allegorien anvendte Apélles i billeder som Alexander med krigens personifikation lænket slæbende efter sin stridsvogn, eller »bagtalelsen«, som både renæssances og senere tiders kunstnere har genfremstillet (Lukianos har beskrevet billedet). Han arbejdede endnu kun med de 4 gamle hovedfarver i tempera-teknik. Som særlig karakteristisk nævner oldtidens hans billeders uopnåelige ynde og rytme. Forskellige anekdoter viser ham som en mand af vid og udpræget kunstnerisk selvfølelse. Han var tillige forfatter af en lærebog.