Aristoteles
Aristoteles (384 f.Kr. - 333), oldtidens største og alsidigste filosof og videnskabsmand, født i Stagiros, en by på det thrakiske Ghalkidike (deraf navnet Stagiriten), død i Chalkis.

Fra faren Nikomachos, livlæge hos kong Amyntas 2. af Makedonien, arvede han en levende Interesse for naturforskning. Fra 367 levede Aristoteles i Athen som discipel af Platon, fra hvis standpunkt han efterhånden fjernede sig, dog uden at forholdet mellem dem led derved. Efter Platons død (347) tilbragte Aristoteles 3 år hos sin ven Hermeias, hersker i det lilleasiatiske Atarneus, hvis adoptivdatter Pythias han ægtede. Senere indgik han desuden en forbindelse med Herpyllis, der fødte ham sønnen Nikomachos.

Fra 342 levede Aristoteles ved Filip af Makedoniens hof som lærer for hans søn Alexander, efter hvis tronbestigelse han snart (335) vendte tilbage til Athen. I gymnasiet Lykeions spadseregange samlede han talrige elever og tilhørere om sig, hvoraf skolen fik navnet den peripatetiske. Hans forelæsninger var af dobbelt art, esoteriske og eksoteriske. Om morgenen samlede han nemlig en snævrere kreds af disciple til strengt eksakte (esoteriske) undersøgelser om metafysik, fysik og dialektik, mens han om aftenen for en videre kreds i populær form behandlede mere praktiske emner hentede fra retorik, sofistik og politik.

Den uhyre masse af videnskabeligt materiale, som Aristoteles under sit 13-årige virke i Athen behandlede i foredrag og bearbejdede i talrige skrifter, skaffedes ham for en stor del af Alexander den Store, der ikke alene ved sin gavmildhed satte ham i stand til at erhverve sig et rigt bibliotek, men også fra Asien forsynede ham med et rigt stof af dyr og planter. Forholdet til Alexander blev dog en tid køligere, da Alexanders nevø og plejesøn Kallisthenes blev henrettet (323).

Som makedonerven var Aristotels ilde anset i Athen, og efter Alexanders død blev Aristoteles anklaget for ugudelighed, men flygtede, inden dommen faldt, til det eubøiske Chalkis (322), for, som han sagde, at forhindre athenerne i for anden gang at forsynde sig mod filosofien. Her døde han af en mavesygdom. En siddende portrætstatue i Palazzo Spada i Rom, en kopi af en udmærket græsk original giver et idealiseret billede af tænkeren.

Aristoteles' skrifter
Angivelserne om antallet af Aristoteles skrifter varierer mellem 400 og 1.000. Oldtiden skelnede mellem esoteriske (strengt videnskabelige) og eksoteriske (for et bredere publikum bestemte) skrifter af Aristoteles. Af de bevarede tilhører størstedelen den første klasse. Da Aristoteles ikke betragtede logikken eller, som han selv kaldte den, analytikken som en del af filosofien, men kun som redskab til filosofisk erkendelse, sammenfattede allerede hans skole de logiske skrifter under benævnelsen Organon. Samlingen omfatter 6 mindre skrifter: Kategorierne, Om udlægningen, Den første og den anden Analytik, Topikken og De sofistiske slutninger.

Retorikken er repræsenteret ved et værk af stor vigtighed, Rhetorwa i 3 bøger, af hvilke de to første behandler det taleriske bevis og dets hovedsætninger mens den tredje sysler med retorikkens sproglige og stilistiske side. Uægte er derimod et andet retorisk værk, Rhetorica ad Alexandrum. Af poetikken, som omfattede 2 bøger, er kun bevaret den første, som behandler tragedien og eposet. Den anden handlede om komedien. Denne »første æstetik« har fået større almindelig betydning og indflydelse end noget andet skrift af Aristoteles. Under naturvidenskaben henhører »Fysikken« i 8 bøger, der behandler grundbegreberne i det aristoteliske system. Til den slutter sig to bøger om tilblivelse og undergang, De generatione et corruptione. Psykologien repræsenteres af De anima (»om sjælen«) i 3 bøger, hvori Aristoteles udvikler sin lære om sjælens væsen, evner og egenskaber, som han delvis betragter fra et fysiologisk standpunkt; hertil slutter sig en del småskrifter, der sammenfattes under benævnelsen Parva naturalia. På naturhistoriens område var Aristoteles virksomhed epokegørende, idet han empirisk behandlede såvel den organiske som den uorganiske verdens fænomener. Dog findes der ikke bevaret noget værk af ham om den uorganiske natur. Hovedværket er Historia animalium i 10 bøger, hvoraf de 2 sidste dog er uægte. Af værket De plantis haves en græsk bearbejdelse af en latinsk tekst, som igen går tilbage til en arabisk oversættelse fra grundsproget. Under matematikken hører De insecabilibus lineis og Quaestiones mechanicae sammen med De plantis og under anvendt naturvidenskab De coelo i 4 bøger om himmellegemerne og deres bevægelser og Meteorologica i 4 bøger om luftens fænomener.

Metafysikken danner filosofiens højeste trin og behandler tilværelsens sidste grund og princip; imidlertid er såvel indhold som form i høj grad uensartet, så at den i sin nuværende form ikke kan hidrøre fra Aristoteles selv. Navnet metafysik skyldes den omstændighed, at værket i systemet kom efter fysikken. Af overvejende praktisk karakter er skrifterne om etik og politik. Af de 3 værker, der bærer navnet Etik, er dog kun den nichomachiske af Aristoteles selv, mens den såkaldte eudemiske skyldes hans discipel, rhodieren Eudemos, og Magna moralia er et yngre kompendium. »Politikken« giver i 8 bøger med etikken som forudsætning læren om statens formål og grundlag, en fremstilling af de forskellige regeringsformer, meddelelser og domme om de vigtigste forfatninger og deres stiftere, endelig idealet af en stat og læren om opdragelsen som grundlag derfor.

Af 158 beskrivelser af statsforfatninger, som Aristoteles havde forfattet, er kun bevaret den af Athens forfatning. Den indeholder dels en historisk oversigt med mange værdifulde oplysninger, dels en skildring af forfatningen på Aristoteles tid (cirka 325). Værket Oeconomica i 3 bøger er uægte. Til de historiske skrifter hører et brudstykke af en filosofiens historie, som dog ikke kan være ægte. Det samme gælder i alt fald til dels om 6 bevarede breve.