Artemisia
Artemisia, datter af Lygdamis, dronning over Halikarnassos og Kos, deltog med ære i Xerxes' togt mod Grækenland; i slaget ved Salamis reddede hun sig kun ved at bore et af persernes skibe i sænk og således skabe indtryk af at stå på grækernes side. Efter en senere beretning skal hun have taget sig af dage på grund af ulykkelig kærlighed.


Artemisia, dronning af Karien, gift med sin bror Mausollos, der døde 353 f.Kr.; til begges ære oprejstes et gravmæle, Mausoleion. På Rhodos lod hun opføre et andet mindesmærke. Artemisia døde 350.