LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier            Italien            Romerske kejsere         


Augustus

Augustus, statue i Louvre, Paris
Augustus (Gajus Julius Caesar Octavianus) (23. september 63 f.Kr. - 19. august 14. e.Kr.), den første romerske kejser, hed oprindelig Gajus Octavius og var en søn af prætoren Gajus Octavius i dennes ægteskab med Atia, en datter af Julius Cæsars yngre søster Julia.

Mistede allerede sin far i året 58. Moren, der giftede sig med Augustus' grandonkel, Lucius Marcius Philippus, opdrog ham omhyggelig, og den lovende dreng vandt også sin mægtige grandonkels gunst, således at denne adopterede ham og indsatte ham til sin hovedarving.

I det øjeblik, da Cæsar blev myrdet (15. marts 44), opholdt Octavian sig i Apollonia i Illyrien for her at uddanne sig i retorik under ledelse af taleren Apollodor. Han ilede til Rom, hvor Antonius imidlertid havde tilegnet sig magten og aldeles ikke havde lyst til at dele den med den attenårige yngling.

Med stor snildhed lykkedes det Octavian at vinde folkets yndest og få Senatet til i ham at se et redskab egnet til at knække Antonius' myndighed. Cicero mæglede det unaturlige forbund, og inden årets udgang havde Antonius måttet forlade Rom, mens Octavian samlede tropper imod ham.

Sammen med konsulerne Hirtius og Pansa drog han 43 imod Antonius ved Mutina (Modena). Antonius blev overvundet, begge konsulerne faldt, og da Senatet nu søgte at skubbe Octavian til side, faldt det ham let at skaffe sig konsulværdigheden i Rom, fordi den hær, han stod i spidsen af, var ham trofast.

Alene kunne han dog ikke modstå på den ene side Antonius, på den anden Brutus og Cassius, der med stor hærmagt stod i Makedonien, og han valgte da naturligt nok imod Cæsars mordere at forene sig med Antonius og Lepidus. På et møde ved Bononia (Bologna) sluttedes det andet Triumvirat, der straks fulgtes af forfærdelige proskriptioner og umådelige pengeudpresninger.

Året efter besejredes Brutus og Cassius ved Philippi (42), og mens Antonius fuldendte Østens underkastelse, vendte Octavian tilbage til Italien. Her måtte han kæmpe med Antonius' hustru, Fulvia, og hans bror, Lucius Antonius, men sejrede i denne såkaldte perusinske krig (40) og udjævnede snart efter det spændte forhold til sin medtriumvir ved forliget i Brundusium. Efter dette skulle Antonius have Østen, Octavian Vesten, mens Lepidus blev indskrænket til Afrika.

Da Fulvia var død, ægtede Antonius Octavians ældre søster, Octavia. Mens Antonius i de følgende år mistede sin anseelse ved uheldige kampe mod partherne og ved sit udsvævende liv hos dronning Kleopatra af Ægypten, gik Octavian stedse fremad. Det lykkedes ham at gøre ende på Sextus Pompejus' herredømme over Sicilien (36), og han holdt sin hær samlet og øvet ved felttog imod illyrier og dalmatier.

Forgæves søgte den ældre Octavian at stifte fred. Til sidst satte Octavian igennem, at Antonius blev berøvet sin magt, mens der erklæredes krig mod Kleopatra, og takket være især Agrippas feltherredygtighed blev slaget ved Actium. (2. september 31) et fuldstændigt nederlag for Antonius, der året efter døde for sin egen hånd i Alexandria. Efter at have erobret Ægypten kunne Octavian i året 29, som rigets utvivlsomme eneherre, vende tilbage til Rom. En mægtig tredages triumf fejredes, og fredens tilbagevenden forkyndtes ved, at Janustemplet lukkedes.

1. januar 27 nedlagde Octavian sin overordentlige statsmyndighed, men Senatet tillagde ham hædersnavnet Augustus og overdrog ham prokonsularisk myndighed i alle de provinser, hvori der stod tropper. Dertil føjedes i året 23 den tribuniciske og konsulariske myndighed, samt endelig efter Lepidus' død (12) stillingen som pontifex maximus. Således var der i hans person - under republikanske former - samlet en fuld monarkisk magt. Folket var så godt som berøvet al myndighed, og Senatet, formelt sidestillet med kejseren, var i virkeligheden ham ganske underlegent i magt.

Det urokkelige grundlag for kejserens myndighed var den stående hær, 25 legioner eller med hjælpetropperne omtrent 300.000 mand. disse ophold sig ude ved grænserne. I Rom og byens nærmeste omegn var kun stationeret 9 kohorter prætorianer, hver på 1.000 mand og 200 ryttere.

Ganske i modsætning til romernes traditioner var Augustus dog meget tilbageholden, hvad ny landvindinger angår. Han indskrænkede sig til at fuldende undertvingelsen af de allerede erobrede provinser og til omfattende grænsereguleringer. Således blev der fra 27 til 19 næsten uafbrudt ført krig i Spanien. I Østalperne blev salassierne besejret (25). Partherne blev tvunget til atter at lade Armenien komme under romersk højhed (20), og de udleverede de romerske fanger og felttegn, som de havde erobret i krigene 53 og 36. Vigtigst var kampene ved Rhin og Donau. Ikke blot blev alle landene mellem Donau og Alperne underkastede ved lange og blodige krige, men Augustus synes tillige at have næret den plan at skyde rigets grænse frem fra Rhinen til Elblinien. Hans stedsønner, Drusus og Tiberius, kæmpede her mange år igennem, og en tid så det ud til, at forehavendet skulle lykkes, indtil Varus' nederlag over for Arminius bragte Augustus til helt at opgive den påtænkte grænsefremskydning.

Disse krige førtes dog så langt fra rigets centrale dele, at de ikke forstyrrede den ro og sikkerhed, der føltes her, og som var så kærkommen efter de foregående menneskealdres borgerkrige. På alle måder arbejdede Augustus på at læge de sår, som de indre krige havde givet riget. Rom forskønnedes ved talrige nybygninger og restaurationer, landeveje anlagdes, kolonier grundlagdes, i provinsernes styrelse gennemførtes mangfoldige forbedringer. Snart kom riget også i en blomstrende forfatning, og den store litterære guldalder kastede glans over Augustus regeringsperiode.

Til den grusomhed, der havde plettet hans yngre år, er der siden intet spor. Med stort mådehold brugte han sin magtfylde, og han gav, ved selv at leve sædelig og fordringsløst, romerfolket det bedste eksempel. Havde Augustus kun lidt af Cæsars genialitet, besad han dog den klareste indsigt i, hvad tiden trængte til, og fandt også midler til at løse de vanskelige opgaver, som han mødte. Selv ophavsmanden til alt, hvad der udførtes i hans regeringstid, har han med rette givet sin tidsalder navn.

Augustus var gift tre gange, med Clodia, Scribonia og Livia, og hans tredje ægteskab, der varede fra 38 f.Kr. til hans død, var, hvad ægtefællernes indbyrdes forhold angår, fuldt lykkeligt. Ellers havde han store sorger i sit familieliv. Hans eneste barn Julia, Scribonias datter, ægtede først Augustus søstersøn, Marcellus, der døde 23 f.Kr., så Agrippa, og efter dennes død (12) Tiberius, Livias søn i første ægteskab. Men det sidste ægteskab blev ulykkeligt, og Julia hengav sig til sådanne udsvævelser, at faren var nødt til at forvise hende fra Rom. Hendes to sønner med Agrippa, Gajus og Julius Cæsar, døde som små, og Augustus blev således tvunget til at vælge den ham meget usympatiske Tiberius til efterfølger, hvem han også i sin alderdom overlod stedse mere af regeringens byrder.

Augustus døde i Nola i Campagnen 19. august 14. e.Kr. At hans sidste ord skulle have været spørgsmålet: »Har jeg ikke spillet min rolle godt«, er vistnok en opdigtelse.