LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier            Danmark         


Barthold Georg Niebuhr
Barthold Georg Niebuhr (27. august 1776 - 2. januar 1831), tysk historieskriver og preussisk statsmand, Carsten Niebuhrs søn, født i København, død i Bonn.

Sin barndom tilbragte han i Meldorf i Holsten og studerede derefter 1794-96 i Kiel. 1796 kom han igen til København, hvor han blev sekretær hos finansminister Grev Schimmelmann, senere ved det kongelige bibliotek. 1798-1800 opholdt han sig i England og Skotland og foretog studier i forskellige retninger. Efter sin tilbagekomst blev han assessor i Kommercekollegiets ostindiske bureau, 1804 bankdirektør og kommitteret i Kommercekollegiet. Da han imidlertid snart følte sig tilsidesat, tog han imod et tilbud fra preussisk side og udnævnt 1806 til meddirektør for Søhandelsselskabet i Berlin samt til bankdirektør. I de følgende år, som på grund af Napoleons overmagt i Europa var så vanskelige for Preussen, udfoldede Niebuhr en meget stor og gavnlig virksomhed, navnlig i finansielle sager; han udnævntes blandt andet til gehejmestatsråd.

Ved siden af sin embedsvirksomhed havde han dog stadig haft tid til at beskæftige sig med historiske og sproglige studier, og 1810 blev han kongelig historiograf. Samme år begyndte han at holde forelæsninger over den romerske historie ved Berlins Universitet. Snart kom han dog atter ind i den politiske virksomhed; 1814 ledede han fra preussisk side forhandlingerne med England om subsidier, og 1816-23 var han preusssisk gesandt i Rom og førte som sådan betydningsfulde forhandlinger med pavestolen om den katolske kirkes stilling i Preussen. Senere bosatte han sig i Bonn, hvor han fra 1825 til sin død holdt forelæsninger ved universitetet uden dog at være fast knyttet dertil. Niebuhrs videnskabelige hovedværk er hans Römische Geschichte, hvoraf 2 bind udkom i Berlin 1811-12, 3. bind derimod først efter hans død (1832). Efter hans død udgaves tillige de forelæsninger, han havde holdt i Bonn, nemlig Vorträge über römische Geschichte (3 bind, 1846-48), Vorträge über alte Geschichte (3 bind, 1847-51), Vorträge über alte Länder- und Völkerkunde (1851), Vorträge über römische Alterthümer (1858) samt Vorträge über das Zeitalter der französischen Revolution (1845). Hertil kommer endvidere 2 bind afhandlinger (1828-43) og Nachgelassene Schriften nichtphilologischen In-halts (1842). Endelig har han udgivet Fronto (1816) og andre oldtidsforfattere samt været med til grundlæggelsen af det filol. tidsskrift Rheinisches Museum og Corpus scriptorum historiæ Byzantinæ.

Uagtet Nieburhs videnskabelige virksomhed i en stor del af hans liv nærmest var en bibeskæftigelse for ham, er den dog af gennemgribende betydning, så at han endog kan betegnes som banebryder for den moderne historiske kritik. Han omstyrtede den tidligere naive tro på rigtigheden af romernes historiske traditioner, som han anså for opståede af gamle heltedigte, og gav sin samtid et helt nyt syn på den romerske historie. For ham var romerne kun mønsterværdige, så længe de var et bondefolk i smag med de ditmarskere, blandt hvilke han havde tilbragt sin barndom, og så længe de endnu besad alle republikanske dyder. Hans egen politiske virksomhed bidrog også til at åbne hans øjne for mangfoldige forhold i Roms ældre historie; for romerstatens senere udvikling havde han derimod ingen sympati. Betegnende er det også, at hans eget ophold i Rom var ham i høj grad ubehageligt. Størst betydning har unægtelig Niebuhrs negative kritik af den romerske historieoverlevering, uagtet han navnlig i sine senere år søgte at supplere den ved af de senere historikeres beretninger at udsondre de ældre kilder. Hans kritiske metode er af andre historikere med stor fremgang blevet anvendt på den nyere historie, men selve Niebuhrs hovedopfattelse af den romerske historie kan ikke længere glæde sig ved synderlig tilslutning.