Carl von Linné

Carl von Linné, Alexander Roslin, 1775.
Carl von Linné (23. maj 1707 - 10. januar 1778) (på latin og engelsk Linnaeus) var naturforsker og læge, og blev en af oplysningstidens største skikkelser i Sverige.

Hans væsentligste indsats var ved opstillingen af seksualsystemet med inddeling af planter, som blev fremlagt som systema naturae. (udgivet 1735 i Leiden). Carl von Linné indførte også dobbeltnavnsystemet for planter og dyr.

Carl von Linné gennemgik sin uddannelse gennem studier i Holland og England fra 1735-1738, og blev fra 1741 professor i naturhistorie i Uppsala, og forstander for den botaniske have. Carl von Linnés originale botaniske have kan fortsat ses i Uppsala.

Giftede sig i 1739 med Sara Morea, og blev slået til ridder i 1755.

Livsbeskrivelse
Carl von Linné blev født i Råshult i Stenbrohult Sogn i Småland. Hans far var præsten Nils Linnæus, hvilket navn sønnen beholdt til 1755, da han af kongen ophøjedes i adelsstanden og antog navnet von Linné. 10 år gammel kom han i Wexiö Skole, hvor han dog kun gjorde ringe fremgang, eftersom studiet af planter og dyr optog hele hans interesse; endog efter at han var kommet på gymnasium, gik det i de fleste fag så ringe, at hans lærere alvorlig drøftede, om han ikke bedre egnede sig til et håndværk. Kun skolens rektor havde forståelse af Linnés interesser og bragte ham i forbindelse med lægen og lektoren Rothmann, der bevirkede, at Linné fik tilladelse til at blive læge, mens forældrene helst havde set ham som præst; Rothman tog sig af ham og meddelte ham de første elementer i medicinen.

1727 blev Linné student i Lund, og i huset hos lægen K. Stobæus, der var naturvidenskabeligt interesseret, læste han Vaillants skrifter om planternes køn og blomsternes struktur. Da forholdene for det medicinske studium ikke var gode i Lund, fortsatte Linné 1728 sine studier i Uppsala, hvor han 1729 gjorde bekendtskab med og blev en art botanisk amanuensis hos domprovsten Olof Celsius. En af hans lærere var Olof Rudbeck den Yngre, for hvis sønner han blev informator, omtrent samtidig med, at han 1730 blev vikar for faren. De nævnte videnskabsmænd skaffede ham midler til en botanisk rejse til Lapland; efter hans tilbagekomst blev retten til at holde forelæsninger imidlertid frataget ham, da han ikke havde den dertil fornødne akademiske grad.

1734 foretog han med støtte fra landshøvdingen i Dalarne, Niels Reuterholm, en botanisk rejse i dennes provins, og i Falun lærte han sin senere hustru, Sara Moræus, at kende. April 1735 rejste Linné til Holland for at tage doktorgraden i medicin. Han blev der i 3 år og udgav først sit berømte Systema naturae (1735) på 14 foliosider. Lægen og botanikeren Hermann Boerhaave, hvis varme og beundrende venskab fik en afgørende betydning for Linnés fremtid, bragte ham i forbindelse med den rige direktør for Det Ostindiske Kompagni, Dr. G. Clifford på Hartecamp ved Haarlem, hos hvem han blev huslæge og havedirektør for 1.000 gylden om året, fri bolig og betjening; her beskæftigede Linné sig nu med bestemmelsen og ordningen af planterne i den store og på eksotiske vækster rige slotshave, ligesom han også på Cliffords bekostning foretog en betydningsfuld rejse til London, hvor han stiftede bekendtskab med flere af datidens berømtheder, af hvilke han især sluttede varmt venskab med bryologen Dillenius. Efter tilbagekomsten til Hartecamp udfoldede Linné en meget betydelig litterær virksomhed; her udarbejdede han det store værk Hortus Cliffortianus (1736, med 37 tavler), den berømte Fundamenta botanica (1736), Flora Lapponica (1737), Genera plantarum (1737) og Critica botanica (1737), i alt henimod 200 på latin trykte ark.

Efter disse to lykkelige og for videnskaben så betydningsfulde år drog han til Leyden, hvor han ordnede Akademiets have og udgav sit om forbavsende belæsthed vidnende værk Classes plantarum (1738). Han længtes nu hjem og kom efter en kort rejse til Paris, hvor han besøgte brødrene Antoine og Bernard de Jussieu, tilbage til Sverige 1738; her forlovede han sig og nedsatte sig som praktiserende læge i Stockholm; giftede sig 1739 og fik efterhånden en særdeles god stilling. I forening med andre stiftede han samme år Videnskabsakademiet i Stockholm og blev dets første ordförande.

1741 kom Linné imidlertid først på sin rette plads; da opnåede han, trods modstand og chikanerier, professoratet i medicin og botanik i Uppsala, og en mere end trediveårig glansperiode oprandt nu for denne bys universitet. Ved sine rejser, ved sine udenlandske bekendtskaber og især naturligvis ved sine overlegne og klare skrifter var han en berømt mand ude; hans venlige natur og begejstrende undervisning ikke mindre end hans store kundskabsfylde gjorde ham hurtig til det samme hjemme.

Som lærer havde Linné overordentlig fremragende evner; fra Danmark, Norge, England, Tyskland, Holland, Schweiz, ja endog fra Amerika, kom studerende for at lære af ham, og da han 1759 var rector magnificus, var der ved Uppsala universitet. ikke mindre end 1.500 studenter imod højest 500 før hans tid. Til sine ekskursioner, som i sommertiden foregik onsdag og lørdag, havde han sædvanlig en tilslutning af et par hundreder mennesker, og om aftenen fulgtes han gennem hele staden af disse blomstersmykkede ynglinge med pauker og trompeter. Når han i ferien boede på sit landgods Hammarby, en mils vej fra Uppsala, hvor han havde anlagt sig et naturhistorisk museum, flyttede en mængde af hans elever ind på de omliggende bondegårde for at kunne nyde godt af hans vejledning.

Selv rejste Linné ikke mere uden for Sverige; men mange af hans berømteste elever drog på forskningsrejser dels i Europa, dels i andre verdensdele; således rejste Ternstrøm til Ostindien, Hasselqvist til Palæstina, Forskål til Ægypten og Arabien, Torén til Malabar-Kysten, Osbeck til Kina, Thunberg (der senere blev Linnés efterfølger ved universitetet) til Japan. På denne måde bragtes betydelige samlinger til veje, talrige nye arter opdagedes, og materialet til videnskabelige, systematiske studier øgedes bestandig.

Linnés videnskabelige betydning er overordentlig; ikke alene hæver han sig langt op over sin samtid, men påtvinger den efterfølgende periode sit præg. At videnskaben efterfølgende er slået ind på andre baner, som Linné til dels næppe anede eksistensen af, blandt andet på grund af mikroskopets daværende ufuldkommenhed, kan ikke forundre; han var dog den, der lagde grunden for den botaniske videnskabs senere udvikling. Linné ejede en glimrende iagttagelsesevne, og trangen til at ordne lå ham i blodet; evnen til kort og klart at give en beskrivelse, ikke alene i den botaniske, men også i den zoologiske videnskab, hvor så meget før hans tid lå i kaos, var i ganske fremragende grad givet ham. Han havde i højeste grad den systematiske sans. I Philosophia botanica (1751), et af hans mest fremragende værker, en art kommentar til ovennævnte Fundamenta og i meget lange tider den almindelig anerkendte, botaniske lovbog, fremtræder disse Linnés egenskaber med stor tydelighed.

For at kunne ordne alle planter på anskuelig måde opfandt Linné det berømte, efter ham opkaldte Linneiske System (»Seksualsystemet«, første gang offentliggjort 1735 i Systema naturae), og det blev det herskende i botanikken indtil langt ned i vor tid. Planterne er her ordnede i »klasser« og disse igen delt i »ordener« efter befrugtningsorganernes forskellige tal-, størrelses- og fordelingsforhold; det er således kun et kunstigt, men rigtignok et overmåde sindrig udtænkt og meget nyttigt system. Dets unaturlighed var Linné sig selvfølgelig bevidst; men han havde også øjet åbent for det naturlige system, som han selv havde givet en begyndelse i Philosophia botanica, hvor han har opstillet 67 naturlige plantefamilier.

Linné har tillige den største fortjeneste af den systematiske nomenklatur, idet han fuldstændig har gennemført (både i zoologien og botanikken) den såkaldte binominære benævnelse af enhver art. Mens tidligere forfattere i det mindste meget ofte benyttede mange ord til at kendetegne arten, anvender Linné kun to: et, der udtrykker slægten (for eksempel Viola), og et vedføjet, der angiver arten (for eksempel odorata), altså Viola odorata L. (= martsviol), til forskel blandt andet fra Viola canina L. (= markviol).

I Species plantarum (1753) er den nye nomenklatur gennemført, og 7.300 nye arter beskrevne (4. meget forøgede udgave besørgedes af Willdenow, Berlin 1830). Også har Linné fortjeneste af at have foreslået en masse terminologiske udtryk og givet begreberne skarpe definitioner. Den i vore dage på grundlag af udviklingslæren og arvelighedsforskningen rådende opfattelse af artsbegrebet var dog naturligvis Linné ukendt; for ham var arterne legemliggjorte ideer, konstante former fra skaberens hånd.

I de nævnte og andre skrifter har Linné nedlagt en overordentlig rig fylde af ikke alene morfologiske, men også biologiske og økologiske iagttagelser af blivende værdi, ligesom han i Flora Lapponica har været godt på vej til at give grundlaget for plantegeografien. Også hans skildringer fra rejser i Sveriges forskelligste egne er i flere retninger af høj rang.

Slægten Linnæa er af Gronow opkaldt efter ham.

Hans inddeling af dyreriget indeholdt seks grupper:

Navn (dansk) Navn (latin) Bemærkninger
Pattedyr Quadrupedia Quadripedia = »De firfodede«
Fugle Aves
Padder Amphibia omfattede også visse slanger
Fisk Pisces omfattede også hvaler
Insekter Insecta omfattede også tusindben og visse krebsdyr
Orme Vermes en zoologisk rodekasse af alle andre dyr (fladorme, bløddyr, visse krebsdyr)