LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier            Danmark         


Carsten Niebuhr
Carsten Niebuhr (17. marts 1733 - 26. april 1815), dansk rejsende, født i Hadeln i Hannover, død i Meldorf i Ditmarsken.

Niebuhr, der tilhørte en velhavende marskbondeslægt, måtte som mindreårig forrette bondearbejde, men fik tidlig interesse for landmåling, således at han, da han blev myndig, straks begyndte at anvende sine ikke videre store midler på sin uddannelse, særlig i denne retning. Han blev 1755 elev i et gymnasium i Hamborg og kom 1757 til universitetet i Gottingen. Her vakte han snart opmærksomhed, og professor J. D. Michaelis anbefalede ham til Bernstorff som fortrinlig egnet til at deltage i den ekspedition til Arabien, som den danske regering efter tilskyndelse af Michaelis dengang forberedte, og for hvilken F. C. van Haven, der studerede i Gottingen, var udset til leder. Imens denne skulle være ekspeditionens filolog, bestemtes Niebuhr til dens astronom og naturhistoriker. Begge fik statsstøtte i 1½ år til at forberede sig, og Niebuhr benyttede tiden til at sætte sig grundig ind i forskellige fag, der ville være af betydning på rejsen. 1760 kom Niebuhr til København og blev udnævnt til løjtnant i Ingeniørkorpset. 7. januar 1761 afsejlede han, der af Bernstorff beskikkedes til togtets skatmester, med de andre deltagere på orlogsskibet Grønland til Dardanellerne, herfra gik de først til Konstantinopel og derfra til søs til Alexandria. I Ægypten ligesom senere på Sinaihalvøen foretoges vigtige botaniske, fysiologiske, arkæologiske og geografiske undersøgelser.

Niebuhr aftegnede således en hel del hieroglyfiske indskrifter på genstande fra oldtiden, der var ført til Kairo og sås i gader og på pladser - hvorpå man i september 1762 i Suez indskibede sig for at nå Sydarabien. 29. december gik man i land i Loheia, hvorfra rejsen over land gik til Mokka. Her døde v. Haven, der ikke længe efter fulgtes af Forskål, som døde, inden man nåede Saná, hovedstaden i Yemen. Niebuhr gennemsøgte store strækninger af det af europæere ikke tidligere undersøgte land i løbet af 8 måneder og ville gerne have fortsat sine undersøgelser her, men omstændighederne tvang ham til 23. august 1763 at gå om bord i Mokka på et skib, der førte de rejsende til Bombay. På rejsen døde ekspeditionens tegner, maleren G. W. Baurenfeind, og snart efter ankomsten lægen C. C. Cramer. Niebuhr var nu ene tilbage af ekspeditionens medlemmer med en svensk tjener, der dog bukkede under på den videre rejse.

Niebuhr blev 14 måneder i Bombay, undersøgte blandt andet ruinerne på øen Elefanta og så videre, og afsejlede derpå til Maskat i Arabien, Omans hovedstad. Herfra sejlede han over til Bender-Bushir i Persien, hvorfra han rejste til Shiras, hovedstaden i Farsistan, det gamle Persis. Fra Shiras drog han til levningerne af det gamle Persepolis, hvis ruiner han nøje undersøgte. Særlig gjorde han sig det til opgave at tage nøjagtige afskrifter af de kileindskrifter, der var indhuggede på ruinerne, og om hvis indhold og oprindelse ingen vidste besked. Arbejdet var yderst besværligt; hans syn svækkedes i det blændende sollys; han måtte udstå savn af enhver art, men alligevel tabte han ikke modet og arbejdede videre, indtil alle indskrifter i første kolonne og flere af de øvrige, der bestod af langt talrigere tegn, end der fandtes i første kolonne, var nøjagtig gengivet. Hans afskrifter er så pålidelige, at såvel Grotefend som Rask og andre af dem kunne finde grundlaget for en tydning af kileskriften, og Niebuhr korn herved til at lægge grundvolden til det videnskabelige arbejde, der for os har afsløret først oldpersernes og siden babyloniernes og assyrernes gamle sprog og skrift, og som derigennem har lært os disse gamle kulturfolks glemte historie at kende.

Fra Persepolis gik Niebuhr tilbage til Bustur, sejlede derfra til Basra, hvorfra han over Bagdad, Mosul, Diarbekr kom til Aleppo. Herfra gik han til Cypern, Jaffa, Jerusalem og Damask. Igennem Lilleasien rejste han til Konstantinopel, hvorfra han ad landevejen i november 1767 nåede tilbage til København. I København modtoges Niebuhr med megen udmærkelse såvel af hoffet som af Bernstorff og af de lærde. Han udnævntes til ingeniørkaptajn, og udenlandske lærde selskaber kappedes om at optage ham som medlem.

1772 udgav han Beschreibung von Arabien og derefter Reisebeschreibung von Arabien (2 bind, 1774-78). Bogen udkom også på fransk, og på andre sprog. Længe efter hans død (1837) udgav Gloyer og Olshausen efter hans optegnelser en 3. del om hans rejser i Palæstina og Syrien. Derefter udgav han de botaniske arbejder, som hans afdøde rejsefælle Forskål havde forfattet. Hans astronomiske iagttagelser udkom først 1800 (i F. X. Zachs Monatschrift). De vakte stor opmærksomhed; blandt andet optog Institut de France ham derefter til medlem. Da militærtjenesten trættede ham, og da han 1778 frygtede at ville blive sendt til Norge for at lede langvarige opmålinger, søgte han og fik embedet som landskriver i Sønderditmarsken, hvor han tilbragte resten af sine dage. Niebuhr var i højeste grad skikket til det hverv, der faldt i hans lod, at være videnskabelig rejsende. Af det meget ukendte, han så, formåede han med et klart blik at fremdrage det, der havde størst videnskabelig betydning, og at beskrive det kort, bestemt og nøjagtig.