Caspar Bartholin
Caspar Bartholin (12. februar 1585 - 13. juli 1629), læge og teolog, født i Malmø.

Allerede som dreng blev han bemærket på grund af sine udmærkede evner. 1602 blev han student, og 1604 begyndte han sin store udenlandsrejse, som dengang hørte med til uddannelsen. Han berejste de fleste af Europas lande og fik på denne rejse flere gange tilbud om professorater, som han dog afslog.

1610 kreeredes han til dr. med. i Basel og rejste hjem det følgende år, da han blev professor i latin ved Københavns universitet. 1613 blev han prof. med.

1623 var han meget syg og lovede da, hvis han kom sig, at hellige sig til teologien og blev da også det følgende år prof. theol. 1626 blev han dr. theol.

Bartholin var, som det vil ses af de stillinger, han beklædte, en type på tidens videnskabsmænd, lige lærd og dygtig i mange forskellige videnskaber. Han fik størst betydning ved sine lærebøger, der ved deres form og gode ordning af stoffet blev meget udbredt i den gennembrudstid, han levede i. Det er dels hans filosofi i lærebøger i logik, fysik, metafysik og etik, og dels hans anatomiske lærebog Institutiones anatomicæ (Wittenberg 1611), der fik betydning. Den sidste udkom i adskillige udgaver, til dels bearbejdede af hans søn, og oversattes på mange sprog, det siges endog på indisk.

Han var gift med Anna Fincke, en datter af prof. med. Thomas Fincke, og blev ved hende stamfar til en slægt, hvoraf ikke mindre end 12 personer blev professor ved Københavns universitet.