LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier            Forfattere         


Charles Dickens
Charles Dickens
Charles Dickens (7. februar 1812 - 9. juni 1870), engelsk romanforfatter, født i Portsmouth, hvor faren var kontorist i flådens tjeneste, død på Gad's Hill Place ved Rochester. Familiens økonomiske forhold var på den tid langtfra gode, men da Dickens var to år, flyttede den efter et mindre interregnum i London til Chatham, hvor den boede cirka 5 år, og her falder sikkert de lykkeligste år af Dickens barndom. Han var noget svagelig og kunne således ikke altid deltage i de andre børns leg. Til al held ejede faren et lille bibliotek med Don Quixote, Gil Bias, bøger af Defoe, Goldsmith, Fielding og først og fremmest Smollett, der er den, der har påvirket ham mest. Kunne han ikke altid være med i kammeraternes friluftslege, havde han andre udveje til at gøre sig gældende, han kunne fortælle historier og var første mand i deres teaterforestillinger. Faren var i mange henseender en brav mand, men øjensynlig ganske blottet for begreb om penge eller penges værdi. Sønnen kaldte ham selv the prodigal father og har, dog vist noget frit, skildret ham i David Gopperfield som Wilkins Micawber; mens han senere i Mrs. Nickleby har givet os et tilsvarende billede af moren, fra hvem han dog nok havde arvet sin iagttagelsesevne og måske også sin sans for det komiske. Efter en forholdsvis lykkelig periode i Chatham flyttede familien til London, og nu begyndte der en hård trængselstid for den lille Dickens. Farens kreditorer lod ham sætte i Marchalsea gældsfængslet. Mrs. Dickens forsøgte en tid at holde familien oppe ved at åbne en pigeskole, der dog ingen elever fik, og sønnen blev anbragt som arbejder på en blanksværtefabrik. Det var en meget bitter tid for ham, og senere i livet tænkte han kun med gru på denne sin fornedrelses tid. Hele familien måtte flytte ind i Marchalsea fængslet, mens Dickens lejede sig et værelse hos en Mrs. Roylance (forbilledet for Mrs. Pipchin i Dombey & Søn), hvorfra han hver søndag besøgte familien i fængslet; senere hen flyttede han familien nærmere, til en familie, der er foreviget som The Garlands i The Old Curiosity Shop, og herfra kunne han daglig aflægge sit besøg i fængslet.

Hans hovedfornøjelse i denne tid - som altid senere - var at vandre rundt i Londons gader, og her fik han ligesom Sam Weller i Pickwick Papers sin værdifuldeste undervisning ved at iagttage dens typer og opsuge dens hele atmosfære i sin sjæl. Londons gader blev både hans skole og hans universitet, og en meget betydelig del af hans skikkelser og Interiører skyldes hans iagttagelser fra den tid. En lille arv gjorde at faren slap ud af gældsfængslet, og omtrent samtidig forlod sønnen sit fængsel i fabrikken. Moren ønskede, at han skulle blive der, en ting, sønnen aldrig synes at have tilgivet hende. Han blev nu atter sat i skole i Wellington House Academy alias Salem House, hvis bestyrer Mr. Jones vi senere møder som Mr. Creakle. Her var han i lidt over 2 år, da han kom i tjeneste hos sagførerfirmaet Ellis & Blackmore, hvor han oplevede hele den myldrende juridiske verden, der siden skulle leve i hans bøger. En tid tænkte han på at blive skuespiller og indgav ansøgning til Coventgarden, hvori han om sig selv siger, at han har et skarpt øje for karakterer og ejendommeligheder og en naturlig evne til at gengive i egen person, hvad han har bidt mærke i hos andre. Inden prøven kom i stand, var han imidlertid slået ind på en anden bane, men hans kærlighed til teatret bevarede han alle dage, og han skrev senere en del teaterstykker, hvoraf et par The Strange Gentleman og The Village Coquettes nåede frem på brædderne, ligesom han hele sit liv blev en yndet og ivrig amatørskuespiller. Hans far havde efter løsladelsen fra fængslet lært sig stenografi og var blevet parlamentsreferent, og hans søn fulgte hans spor, forlod sagførerkontoret og blev referent først ved The True Sun, senere ved andre blade. Hans referentvirksomhed indskrænkede sig ikke blot til parlamentet, men gjaldt også politiske møder rundt om i landet, og de mange raske skitser af diligencerejser, af landskaber og byer rundt om i hans bøger skyldes erfaringer fra den tid, måske også hans dybe mistillid til politik og politikere.

Omtrent ved den tid havde han forelsket sig i en ung pige Maria Beadnell. Det er utvivlsomt hende, der har foresvævet ham som Dora i David Copperfield, men nærmest virkeligheden er forholdet dog vist tegnet i Great Expectations i Estella og Pip. Muligvis for at hæve sig i hendes øjne ser han sig om efter et nyt felt for sine emner og indsender december 1833 manuskriptet til en lille skitse (Mr. Minns and his Cousin) til Monthly Magazine, Den blev antaget, og efterhånden kom der dels her, dels i Evening Chronicle flere, der i begyndelsen af 1836 udkom under fællestitlen Sketches by Boz; de gjorde stor lykke. (Hans honorar var 150 £, men senere tilbagekøbte han forlagsretten for 2000 £). En populær tegner, Seymour, havde tilbudt forlæggerfirmaet Chapman & Hall en række karikaturtegninger fra sportslivet, og vist på Seymour's forslag anmodede firmaet Dickens om at skrive teksten; da Seymour allerede efter 1. hæfte begik selvmord, ansattes Hablot K. Brown (Phiz) som tegner, og resultatet af disse to's samarbejde blev The Posthumous Papers of the Pickwick Club, hvis 1. hæfte udkom 1836, men hvor teksten er hovedsagen, mens tegningerne kun er illustrationer. Bogen gjorde ikke straks lykke, men med Sam Weller's indtræden på scenen steg abonnentantallet fra 400 til 40.000. Den er ganske uden plan, kun som en mægtig beholder, hvori Dickens fylder sine erfaringer og iagttagelser af ting og typer set med hans frigørende rebelske humør; men måske er netop det kaotiske dens lykke, thi Dickens var ikke manden for at tømre nogen fast Intrige, eller måske brød han sig ikke om at tøjle sin eventyrlige frodighed, thi i Bleak House har han vist, at han kunne svejse de mange figurgrupper sammen, ikke blot om en klart planlagt handling, men om en fast idé, der overskygger hele bogen; »hans værk«, siger Chesterton, »kan ikke regnes i romaner, men i skikkelser, enkelte eller gruppevis, strimler, skåret ud af den strømmende, blandede masse, der hedder Dickens, hvor hver enkelt strimmel indeholder en vis mængde herligt og en vis mængde slet«. 1837 udkom Pickwick i bogform. Et par dage efter at Pickwick's 1. hæfte havde set lyset, ægtede Dickens Catharine Hogarth, datter af Evening Chronicle's redaktør; Valget var uheldigt, og ægteskabet blev ikke lykkeligt. Hun havde to søstre, Georgiana og Mary. Lige til hans død var Georgiana hans trofaste veninde, og Mary, der døde pludseligt 1837, var utvivlsomt den, han af alle elskede højest. I lang tid var det hans ønske at blive begravet i samme grav, og lige til det sidste var hendes minde levende hos ham.

Allerede inden Pickwick var skrevet færdig, havde Dickens påbegyndt Oliver Twist; Baggrunden for den er blanksværteperioden, Dickens så, hvor nær afgrunden han havde været: »Jeg ved, at jeg uden guds barmhjertighed let kunne være blevet en lille tyv eller vagabond«, siger han selv. Det er den mørkeste og mest harmfyldte af Dickens bøger, og Fagin er som en personifikation af det London, Dickens med gru havde set, og bogen, der som det meste af, hvad Dickens skrev, har sin tendens, er et udtryk for den harme, han følte over samfundets ligegyldighed og grusomhed over for de fattige og svage. Hans kærlighed til og dybe forståelse af dem, der levede i mørket, var ægte nok og erhvervet, da de var hans venner og kammerater i trængslerne; også kunstnerisk stod de ham nærmest, idet han der fandt sit bedste materiale. Disse lag var som en urskov, »der voksede vildt og hensynsløst, og hvor egenskaber og særheder får lov at brede sig uden tvang eller smålig beregning«. Oliver Twist offentliggjordes i Bentley's Magazine, som Dickens i sin tid redigerede. Flere måneder, før Oliver Twist sluttede, udsendtes 1. hæfte af Nicholas Nickleby (1839), rettet mod de berygtede Yorkshire-skoler.

1840 startede Dickens et magazin Master Humphrey's Clock, hvori han offentliggjorde de to næste romaner: The Old Curiosity Shop og Barnaby Rudge, hvor han for første gang går uden for sin egen tid og forsøger sig i den historiske roman med The Gordon Riots som historisk baggrund. Disse, som alle Dickens bøger, udkom i hæfter; derigennem var han i ualmindelig levende kontakt til sit publikum. Den stigende eller synkende efterspørgsel var ham mål for, om han havde ramt publikums smag, og han bøjede sig ubetinget for dets afgørelse, noget, der sikkert er faldet ham overmåde let, da dets ønsker og følelser i så væsentlig grad var hans egne, og da hans bøger desuden var agitation, havde et arbejde at udføre, en fjende, der skulle slås ned, krævedes der det videst mulige publikum, skulle agitationen give resultat. Hele denne periode havde været næsten ubegribelig produktiv, thi foruden de store romaner havde han skrevet en hel del mindre ting, og han følte nu, at han trængte til forandring.

1842 rejste han til Amerika, frihedens forjættede land. Hans forventninger var store, og han var i begyndelsen stærkt begejstret, og begejstringen var gensidig, men efterhånden kølnedes hans henrykkelse, og da denne afsvaling fandt udtryk i American Notes (1842) og ikke mindre i Martin Chuzzlewit (1843-44), vakte de betydeligt raseri i Amerika uden at gøre synderlig lykke i hjemlandet. 1867-68 besøgte han for anden gang Amerika på sin store oplæsningsturné og fandt fuldstændig tilgivelse. Hans arbejdsenergi synes i de år noget formindsket, og der er en del uro over ham. 1843-46 udkommer kun hans julefortællinger (A Christmas Carol, The Chimes, The Cricket on the Hearth med flere), der for en del er blevne til i udlandet. 1844-45 opholdt han sig i Italien og udgav 1846 sine indtryk i Pictures from Italy, der tydeligt viser ham som den ægte Cockney, han var, uden synderlig interesse eller forståelse af alt, hvad der er ham fremmed enten i tid eller sted. Efter hjemkomsten startede han dagbladet Daily News som led i kampen mod kornlovene med sig selv som redaktør. Denne virksomhed passede ham dog ikke, og allerede efter 3 ugers forløb opgav han den og rejste til Schweiz for at arbejde på Dombey & Son (1848), som atter skaffede ham en mægtig succes. Mens han arbejdede på Dombey & Son, var han begyndt at nedskrive sin selvbiografi og var her betegnende nok begyndt med blanksværteperioden. Han opgav dog hurtigt denne direkte meddelelsesform for at benytte materialet på friere vis.

David Copperfield (1850) er selvbiografien i fri bearbejdelse. Ved samme tid havde Dickens genoptaget sin gamle plan om et ugeblad og startet Household Words, der fortsattes til 1859, da det blev til All the Year round, der overlevede Dickens. Efter i David Copperfield at have beskæftiget sig med sig selv og sine oplevelser, følger atter tre bøger kritisk rettede mod samfundet, nemlig Bleak House (1852) med sin satire over kanslerretten, Hard Times (1854) rettet mod Manchester-skolens lære og sind og Little Dorrit (1857) med sin satire over omsvøbsdepartementet (måske foranlediget ved administrationens forsømmelighed under Krim-krigen). Hard Times er den af hans bøger, hvor Dickens taler mest direkte. Man ser her, hvilket stærkt indtryk han havde modtaget af Carlyle. Dennes forbandelse mod det ny industrisamfund, der tog mere hensyn til maskinerne end til menneskene, var som talt ud af Dickens hjerte, og Hard Times er næsten som en Latter-Dav Pamphlet, omsat i romanform. Dickens deler også Carlyle's mistillid til den parlamentariske patentmedicin.

Samfundets forbedring må begynde indefra hos det enkelte individ; derfor gælder det enten gennem latter eller medfølelse - at røre hvert enkelt menneske så stærkt, at det skyder egoismens hårde skal af sig (Scrooge), men at selve forbedringen var en sikker ting, derom nærede Dickens ingen tvivl; hans optimisme over for fremtiden var ligeså urokkelig som Mr. Micawbers. Den næste bog, Dickens udgav, A Tale of two Cities (1859), skylder Carlyle's The French Revolution sin oprindelse, hvorimod Great Expectations atter delvis er udsnit af den påtænkte selvbiografi.

1858 var Dickens blevet skilt fra sin hustru, og muligvis som middel til at aflede tankerne fra alt, hvad dermed fulgte, begyndte han på sine anstrengende oplæsningsturnéer, først i England, senere i Amerika (1867-68); de indbragte ham cirka 45.000 £, 1865 udkom Our Mutual Friend, den sidste større roman, han nåede at fuldføre, den næste The Mystery of Edwin Drood, som han havde påbegyndt efter sin hjemkomst fra Amerika, blev afbrudt ved hans pludselige død. Han havde selv ønsket at blive begravet ved Rochester Katedralen, men efter hele nationens ønske blev han begravet i The Poets Corner i Westminster Abbey. I det hus, hvor han blev født, blev der 1904 indrettet et Dickens hus. 1912 fejredes hundredeårsdagen for hans fødsel over hele den civiliserede verden, og en klub The Dickens Fellowship med et månedsskrift The Dickensian, der er helliget studiet af hans værker, har aflæggere i alle lande. Optryk efter optryk af hans bøger viser, at han trods al - berettiget - tale om melodramatiske overdrivelser og tårepersende sentimentalitet stadig kan hævde de blændende sejre, han vandt i sin samtid, og at hans popularitet hviler på følelseslag i det menneskelige sind, der er evige og uforgængelige.

Hans bøger er oversat til de fleste civiliserede sprog, herunder dansk, og der findes selvfølgelig også en stor mængde litteratur både om Dickens selv og om hans enkelte værker.

Bibliografi