LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier            Danmark            Danmarks kongerække         


Christian 1.
Christian 1.


Dansk konge:1448-1481
Norsk konge:1450-1481
Svensk konge:1457-1464
Valgsprog:Dyden viser vej
EfterfulgteChristoffer 3. af Bayern
Blev efterfulgt af:Hans
Fødselsdato:1426
Fødselssted:
Dødsdato:21. maj 1481
Dødssted:Københavns Slot
Begravet:Roskilde Domkirke
Gift med:Dorothea af Brandenburg
Børn:Hans
Frederik
Margrete

Christian (Christiern) 1. (1426 - 1481), dansk konge, tilhørte den oldenburgske greveslægt, der siden 11. århundrede havde været bosat i egnene vest for Wesers udløb. Grev Diderik den Lykkelige af Oldenburg (død 1440) var anden gang gift med Hedevig, en datter af Gerhard 6. af Holsten, som i 3. led nedstammede fra Erik Klippings datter Richiza; deres sønner var Christian, Morits og Gerhard.

I sin ungdom opholdt Christian sig mest hos sin morbror, hertug Adolf af Slesvig, der selv barnløs, ønskede at få ham til sin efterfølger og også udvirkede, at mange af ridderskabet hyldede ham. Snart åbnede der sig imidlertid langt større udsigter for Christian. Da unionskongen Christoffer af Bayern døde sønneløs 6. januar 1448, ønskede det danske Rigsråd at vælge hertug Adolf til hans efterfølger; denne henledede i stedet opmærksomheden på den 22-årige Christian og støttede selv ivrig dennes kandidatur, efter dog først at have taget det løfte af Christian, at han ville overholde den 1326 givne forsikring om, at Danmark og Sønderjylland aldrig skulle forenes under een herre (den såkaldte Constitutio Valdemariana). Forhandlingerne trak noget i langdrag, fordi Rigsrådet gerne ville enes med Sverige og Norge om valget; men da svenskerne juni 1448 på egen hånd havde valgt Karl Knutson til konge, enedes det danske Rigsråd nu med Christian; 1. september udstedte denne i Haderslev en foreløbig håndfæstning (en endelig blev aldrig udfærdiget), og 28. september blev han hyldet på Viborg Landsting. Samtidig trolovedes Christian med Christoffers unge enke, Dorothea af Brandenburg; året efter holdtes brylluppet (26. oktober), og to dage senere blev Christian kronet i Københavns Frue Kirke.

Ved det dobbelte kongevalg var den nordiske Union blevet brudt, og de to nyvalgte konger stræbte begge at få magten i Norge; også Gotland gav anledning til strid, da dette gamle svenske lydland efter Valdemar Atterdags erobring 1361 aldrig var blevet ret knyttet til Sverige igen. Erik af Pommern havde øen i sin magt; mod ham sendte Karl Knutson straks efter sit valg en hærstyrke; men, da Erik mærkede, at han ikke kunne forsvare sig, lod han en dansk besætning komme ind i Visborg, mens han selv drog til Pommern, og sommeren 1449 sluttedes der et forlig mellem hærene, hvorved afgørelsen, af Gotlands fremtidige stilling blev henskudt til et fredsmøde, der året efter skulle afholdes i Halmstad. Ved denne tid havde det norske Rigsråd besluttet at tage Christian til konge; men i den følgende vinter kom Karl Knutson personlig til Norge og blev kronet i Trondhjem (december 1449). Halmstadmødets afgørelse blev dog meget gunstig for Christian; de 24 danske og svenske rigsråder, der mødte (2. maj 1450), bestemte, at Karl skulle give afkald på Norge, og tillige, at den længstlevende af de to konger skulle anerkendes i alle 3 riger; spørgsmålet om Gotland blev udsat. Uvillig måtte Karl Knutson bøje sig for denne beslutning, og Christian drog til Norge for at blive kronet; i Bergen sluttedes 29. august 1450 en nøje forening mellem Danmark og Norge, og da Dorothea havde født kongen en søn, fik denne navnet Oluf efter Norges skytspatron.

Besiddelsen af de to riger måtte i længden give Christian overvægten over Karl Knutson; de krige, der førtes mellem dem fra 1452 af, var vel uafgørende, men 1457 rejste Unionspartiet i Sverige sig mod Karl under ledelse af ærkebispen Jens Bengtsson (Oxenstierna), og kongen måtte forlade landet; i juli kunne Christian holde sit indtog i Stockholm og blev kronet i Uppsala. Således var alle 3 riger atter forenede, og året efter antoges Christians søn Hans til hans efterfølger (den førstefødte søn, Oluf, var død i en spæd alder, ligesom en anden søn, Knud). Straks efter viste der sig på en helt anden kant mulighed for en væsentlig magtudvidelse for Christian, idet hertug Adolf døde 4. december 1459. Der var i Slesvig og Holsten megen uenighed om, hvem man skulle anerkende som herre; men ridderskabet var dog enigt om at vælge den samme fyrste i begge lande, og valget faldt da på Christian (1460); til gengæld måtte denne stadfæste Rådets og ridderskabets rettigheder, indrømme stænderne valgret også for fremtiden og endelig love, at de to lande »evig skulle blive tilsammen udelte«. Mens eftertiden har dadlet Christian for ikke at have benyttet lejligheden til at inddrage Sønderjylland som ledigt len, opfattede samtiden denne ordning, hvorved »holstenerne blev danske«, som en stor politisk sejr.

Hidtil havde lykken overalt fulgt Christian; den lille tyske greve var blevet konge over de 3 nordiske riger, herre over både Slesvig og Holsten; i udlandet så man med beundring på hans vidtstrakte herredømme og talte ham med blandt Europas mægtigste fyrster. Virkeligheden svarede dog ikke ret til navnet. I Sverige var det danske herredømme forhadt af folket, og forbindelsen holdtes kun oppe ved en del store adelsslægter, der ved godsbesiddelser og familieforbindelser var knyttede til Danmark. Fastere stod Christians herredømme i Slesvig og Holsten; men det var købt meget dyrt, idet Christian ved store pengeløfter havde måttet affinde sig både med Adolfs schauenburgske frænder og sine egne brødre, der også mente at kunne gøre krav gældende. De skatter, kongen udskrev til dette formål, vakte misfornøjelsen i Sverige og bragte uenighed mellem Christian og ærkebisp Jens Bengtsson, således at denne endog blev ført som fange til Danmark (1463). Straks rejste hans frænde, biskop Ketil af Linkoping, opstand, og almuen tvang stormændene til at kalde Karl Knutson tilbage. Nye modstandere fik Christian, da han brød med den mægtige adelsæt Thott, der havde udstrakte len og store godser både i Danmark og Sverige. Samtidig voldte pengeforholdene de største vanskeligheder i Slesvig og Holsten, og da Christian udnævnte sin bror Gerhard til statholder her (1469), viste det sig snart, at denne stræbte efter at erhverve landene for sig selv, og han måtte atter afsættes (1470). Efter Karl Knutsons død førte Christian personlig en hær til Stockholm, men på Brunkebjerg led han et afgørende nederlag (10. oktober 1471), og derefter opgav han ethvert forsøg på med væbnet hånd; at få sit herredømme i Sverige anerkendt.

Det sidste tiår af Christians regering blev således fredeligt; kongen lod sig nøje med den magt, han sad inde med, og i steden for den endeløse kamp om Sverige tilfredsstillede han nu sin forfængelighed ved store rejser udenlands, under hvilke han overalt modtoges med de største æresbevisninger; 1474 drog han til paven i Rom, og undervejs besøgte han både kejser Frederik 3. og hertug Galeazzo Maria af Milano; næppe var han nået hjem, før han atter rejste ud, denne gang for at mægle mellem kejseren og Karl den Dristige af Burgund. Disse rejser kostede umådelige summer og bragte kun ringe udbytte; dog opnåede Christian af kejseren at blive forlenet med Ditmarsken og fik Holsten ophøjet til hertugdømme; hos paven udvirkede han tilladelse til at oprette universitetet i København, der åbnedes 1479.

De storpolitiske mål, som Christian forfulgte, gjorde, at han på andre kanter tilsidesatte sine undersåtters interesser, og især viste han sig mere eftergivende over for hanseaterne og deres handelsindflydelse i Norden end nogen anden konge. Dette gik vel mest ud over Norge, og i det hele er Christians ledelse af dette rige den svageste side ved hans regering. Ustraffet kunne hanseaterne dræbe både biskop Thorlaf af Bergen og den kongelige lensmand Oluf Nielsen; ved besættelsen af de norske bispestole var Christian ofte meget uheldig, og da han 1469 bortgiftede sin eneste datter, Margrete, til den skotske konge Jakob 3., blev først Orkn-øerne og siden også Shetlands-øerne pantsat for medgiften, hvorved disse øer gik tabt for den norske krone.

Personlig var Christian en mand af smukt ydre og kæmpemæssig højde; han var øvet i alle ridderlige idrætter, og ved flere lejligheder viste han stort personligt mod, ikke mindst i slaget på Brunkebjerg, hvor han selv blev såret. Betydelige herskerevner havde han derimod ikke; de store fremskridt, han gjorde fra 1448 til 1460, skyldtes mere held end klogskab, og han forstod ikke at fastholde det vundne; han stræbte mere efter ydre glans end efter virkelig magt, og hans finansstyrelse var overmåde uheldig; med rette kaldte svenskerne ham »den bundløse pung«. Christian døde natten mellem 21. og 22. maj 1481 og blev begravet i det af ham opførte hellig trefoldigheds kapel ved Roskilde Domkirke; han overlevedes af sin hustru og af de to sønner Hans og Frederik (1.).