LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier            Danmark            Danmarks kongerække         


Christian 2.
Christian 2.


Dansk konge:1513-1523
Norsk konge:1513-1523
Svensk konge:1520-1523
Valgsprog:Så var det beskikket
EfterfulgteHans
Blev efterfulgt af:Frederik 1.
Fødselsdato:1. juli 1481
Fødselssted:Nyborg Slot
Dødsdato:25. januar 1559
Dødssted:Kalundborg Slot
Begravet:Odense Gråbrødrekirke
Gift med:Elizabeth af Habsburg
Børn:Dorothea af Oldenburg
Kristina af Oldenburg
Christian (Christiern) 2. (1. juli 1481 - 25. januar 1559), konge af Danmark og Norge 1513-23, i Sverige 1520-23, søn af kong Hans og dronning Christine, født på Nyborg Slot, død som fange på Kalundborg.

Omtrent 6 år gammel var han i kort tid i huset hos hans bogbinder, derpå hos sin lærer, kanniken Jørgen Hintze, der for at passe på den ustyrlige dreng skal have ladet ham synge med blandt kordrengene i Vor Frue Kirke. Faren tog ham nu tilbage på slottet og satte ham under vejledning af en tysk lærer, mester Conrad. Vild og ustyrlig skal han på denne tid have været, sværmede omkring om natten og kom i konflikt med byvagten. Senere fik han den ansete rigsråd Niels Eriksen Rosenkrantz til hofmester og vænnedes tidlig til deltagelse i det offentlige liv.

6 år gammel var han allerede 1487 blevet hyldet som tilkommende konge på landstingene i Danmark; 1489 havde det norske råd anerkendt hans valg. Efter Sveriges erobring 1497 valgtes han ligeledes af det svenske råd og hyldedes personlig 19. maj 1499 i Stockholm af udsendinge fra alle Sveriges landskaber, hvorpå han, ledsaget af Sten Sture (den Ældre), foretog en rejse rundt i landet. Da Sverige få år efter atter faldt fra, gjorde han 1502 i sit 21. år som hærfører et rask strejftog fra den norske grænse ind i Sverige og viste både mod og energi. 1506-12 styrede han derpå Norge med uindskrænket myndighed på farens vegne og hævdede allerede her med en forbavsende kraft under vanskelige forhold den kongelige myndighed; de upålidelige norske stormænd fjernedes fra de vigtigste lensmandsposter og afløstes af pålidelige danske mænd; oprør dæmpedes med ubønhørlig strenghed, hansestædernes overgreb standsedes. Egenmægtigt stivsind, parret med list, med mistænksomhed og undertiden med klog forstillelse, havde han allerede vist, ikke mindst i sit forhold til gejstligheden.

Da han ved farens død skulle overtage regeringen, var han således allerede en fuldt udviklet herskernatur med et kraftigt, i ridderlige færdigheder øvet legeme, hvis mandige skønhed vakte beundring hos en kender som Albrecht Durer, med en livlig og opvakt ånd, der interesserede sig for alt nyt, med forkærlighed for de lavere stænder som modvægt mod adel og gejstlighed, der var en hindring for hans udprægede herskerlyst.

Misstemningen mod ham var allerede vakt hos de højere stænder i Danmark, ikke mindst hos gejstligheden, på grund af hans adfærd i Norge, hvor han, uden at bryde sig om indsigelser fra ærkebisper, paven eller sin egen far, havde holdt biskop Karl af Hamar i et strengt fængsel. Det var formodentlig i følelsen af denne misstemning, at kong Hans gentagne gange, sidst i juli 1512, havde ladet Rigsrådet forny sit valgbrev. Allerede straks efter kongens død (20. februar 1513) skal flere jyske rigsråder have henvendt sig til kong Chritstians farbror, hertug Frederik, om at overtage regeringen, Dette blev dog afværget, og 22. juli samme år vedtoges på et dansk-norsk herremøde i København en fælles håndfæstning for Danmark og Norge, og med de kongemagten meget indskrænkende bestemmelser, at kongen ikke allerede i sin levetid måtte lade sin søn, hvis han fik en sådan, kåre til konge, og at rigernes indbyggere, hvis kongen overtrådte håndfæstningen og ikke ville rette sig efter Rigsrådets »undervisning« i så henseende, skulle ved deres ære afværge det uden derved at bryde deres troskabsed.

Oktober samme år blev kongen derpå hyldet i hertugdømmerne; 11. juni 1514 kronedes han i København og samme år i Oslo. 12. august 1515 stod derpå i København hans bryllup med den 13-årige Elisabeth, søster til den senere kejser Karl 5., uden at kongen derfor afbrød forbindelsen med hollænderinden Dyveke, med hvem han havde gjort bekendtskab i Bergen, og som var fulgt med til København tillige med sin mor, Sigbrit, der fik en stor indflydelse på kongen.

En tid lang syntes dog alt at skulle gå godt; men da Dyveke pludselig døde i sommeren 1517, så kongen og Sigbrit heri en aftalt plan; kongens lidenskab og had til de højere stænder blev nu for alvor vakt; Torben Okse fik, med eller uden grund, skyld for at have ryddet Dyveke af vejen ved gift og henrettedes til trods for Rigsrådets frikendelse. Dette var et åbenlyst brud på håndfæstningen; fra nu af var kongen i strid med aristokratiet. Om den kloge Sigbrit samlede sig en række af uansvarlige rådgivere, der fik den største indflydelse, mens Rigsrådet blev trængt tilbage. Kongens planer om en enevældig magt trådte stedse tydeligere frem.

Forholdet til Sverige holdt dog endnu striden med de højere stænder noget tilbage. Her var Christian jo allerede hyldet som barn; men den daværende rigsforstander, Sten Sture (den Yngre), havde hidtil forstået at hævde sin magt. Da han imidlertid var kommet i strid med ærkebiskop Gustaf Trolle, optrådte kongen som kirkens forsvarer og lod ærkebiskoppen af Lund som Sveriges Primas sætte Sten Sture og hans tilhængere i Band. De første felttog (1517 og 1518) var dog ingenlunde heldige; men da Stockholm, efter at kongen 1520 havde opbudt hele sin magt, havde måttet overgive sig, lod han sig 4. november 1520 krone som arveherre, efter at han havde ladet biskop Jens Andersen Beldenak med sin juridiske spidsfindighed bevise, at Sverige oprindelig var et arverige. Tilgivelse for alt, hvad der var forbrudt mod kongen selv, mod kirken og Gustaf Trolle, blev givet; men da hans gejstlige rådgivere (Didrik Slaghæk og Gustaf Trolle) havde forestillet ham, at han ikke kunne tilgive forseelser mod kirken, greb han atter dette som et juridisk påskud til at lade en kætterdom afsige mod Sten Stures tilhængere og foranstaltede det stockholmske Blodbad (8. november 1520). Omtrent 80 personer skal denne dag være faldet for bøddeløksen, nogle henrettedes senere; men ved valget af ofrene herskede stor vilkårlighed. Kætterlisten blev ikke udelukkende lagt til grund. Kongen synes at have ladet sin hævnfølelse og sit magtbegær råde.

Det stockholmske Blodbad var direkte årsag til, at han mistede Sveriges krone, og indirekte til, at han mistede Danmarks. I Sverige rejste Gustaf Vasa kort efter folket; dog faldt Stockholm selv først i dennes magt 20. juni 1523, flere måneder efter, at Christian selv havde forladt sine riger. Også i Danmark blev kongens regimente fra nu af stedse vildere. Det var, som om alle lidenskaber nu var løsslupne, alle hensyn sat til side. Alt, hvad der var til hinder for hans egen magt eller for hans rigers trivsel, skulle ryddes bort. Kirkens og adelens magt skulle stækkes; på den vilkårligste måde griber han derfor ind i kirkens styrelse; Lübecks magt skulle knækkes, derfor udkaster han endnu i Stockholm planen om at gøre København til en fri stabelstad og hovedet for en slags nordisk Hansa.

En forbavsende energi kunne han under disse forhold vise, men også tit hurtig opgive en plan, når han mødte uventede hindringer, hvorved der ofte kommer en dobbelthed ind i hans handlemåde. Mens han således i Sverige gav sig udseende af at optræde som kirkens forsvarer, lod han samtidig en luthersk prædikant optræde i København, men opgav atter dette forsøg, da han på grund af flere biskoppers henrettelse i Stockholm var kommet i et spændt forhold til pavestolen; Didrik Slaghæk gjordes da - næppe helt uden grund - til syndebuk og blev brændt på Gammel Torv, kort efter at kongen selv havde indtrængt ham i Lunds ærkesæde.

Mens kongen var stærkt optaget af sine reformplaner, Tankerne om at knække Lübeck og at bringe sin farbror, hertug Frederik af Gottorp, i større afhængighed af sig, gjorde han derpå pludselig en rejse til Nederlandene (juni - september 1521). Hans uventede ankomst vakte den største opsigt; overalt blev han som kejserens svoger og en af Europas største fyrster modtaget med store æresbevisninger.

Sin åndsoverlegenhed over den 21-årige kejser viste han ved i fortrolige sammenkomster uden rådgivere at få denne til at bekræfte gamle, af arkivernes støv fremdragne, middelalderlige breve om Danmarks rettigheder over Lübeck og at aftræde til sig lensretten til Holsten. Efter at have nået sin hensigt forlod han snart hoffet og rejste om til de rige nederlandske stæder, med skarpt blik for alt, hvad der i det rige kulturland kunne komme hans egne lande tilgode. Blandt andet kom han i nærmere forbindelse med Albrecht Durer og »humanismens fyrste«, Erasmus Rotterdamus. Det var i en samtale med sidstnævnte om Luther, at han lod falde den for ham selv så betegnende ytring: »Ved milde Midler udretter man intet; de Lægemidler, som formår at ryste den hele Krop, det er de bedste og sikreste«.

Efter kongens hjemkomst udkom de store, til dels efter nederlandsk mønster udarbejdede landslove: Loven for Købstæderne og Loven for Landet. Også disse vidner i høj grad om kongens sans for oplysning og fremskridt; de bestemmelser, de tog for at modarbejde den lavere gejstligheds uvidenhed og den højere gejstligheds overdådighed og verdslighed, vidner om humanismens indvirkninger; humanitetshensyn viser sig i høj grad, således i vragsrettens sikringer mod skibbrudnes overlast og i forbuddet mod den »onde og ukristelige skik at sælge bønder som uskellige kreaturer«. Men de sigtede tillige til at sikre kongen selv magten og greb stærkt ind i hele den bestående middelalderlige samfundsordning. Biskoppernes jurisdiktion blev så godt som ophævet; kirken blev løsrevet fra sin forbindelse med Rom ved indsættelsen af en egen gejstlig overdomstol; kronen greb ind i forholdet mellem jorddrot og fæster, og det stavnsbundne vornedskab på øerne blev stærkt indskrænket; i købstæderne indsattes kgl. fogeder (skultus) over borgmester og Råd. Dertil kom, at der blev grebet stærkt ind i individets personlige ret, hvorpå nordboen altid har sat stor pris, for eksempel ved bestemmelser om renlighed ikke blot på købstædernes gader og stræder, men også i borgernes private boliger.

Selv borgerstanden, der var trykket af skattefogeder og skattepålæg, som fejden med Sverige og med Lübeck, der af frygt for kongens planer understøttede Sverige, gjorde nødvendige, havde ikke øje for de store loves betydning. Samtidig blev kongens adfærd stadig vilkårligere. De højadelige lensmænd fortrængtes til dels af småadelen eller, i strid med håndfæstningen, af ligefrem borgerligfødte; de ny lensbreve indeholdt, ligeledes i strid med håndfæstningen, bestemmelser til fordel for kongens søn som hans efterfølger. Alt tydede på, at en arvelig regering tilstræbtes. Sverige var blevet et arverige; skulle unionen bevares, var allerede derved de øvrige rigers frie valg et bedrag; men ifølge tidens opfattelse var arverige det samme som enevælde, da man, ukendt med vor tids »grundlove«, kun gennem de enkelte håndfæstninger kunne sikre sig over for kronen.

I baggrunden stod billedet af det stockholmske blodbad, og mor Sigbrits skarpe tunge skulle ikke bidrage til at dæmpe frygten for noget Iignende i Danmark. Da rejste en del jyske biskopper og rigsråder pludselig oprørsfanen mod kongen ved en sammenkomst i Viborg 21. december 1522 og satte sig i forbindelse med hertug Frederik af Gottorp. De optrådte som det forfatningstro parti; men nogen »undervisning« af rigets Råd, således som håndfæstningen bød, var ikke gået i forvejen, og da kongen, ledet af Mogens Gjø, indkaldte en rigsdag til Århus 25. januar, hvor han lovede at ville afhjælpe alle klager, og hvor der altså havde været lejlighed for hele Rigsrådet med Mogens Gjø i spidsen til at forlange en systemforandring, fjernelsen af Sigbrit og Rådets genindsættelse i dets forfatningsmæssige stilling, havde dette skridt kun til følge, at oprørspartiet, der jo allerede havde henvendt sig til hertug Frederik, 20. januar 1523 på Viborg Landsting opsagde kongen huldskab og troskab og rejste Jyllands indbyggere, der villig fulgte opråbet. Kongen var på denne tid omgivet af store vanskeligheder, i krig med Sverige og Lübeck, med en upålidelig befolkning både i Jylland og Fyn; men på København og Malmø og på almuen på Sjælland kunne han rimeligvis stole.

Han viste dog under disse forhold stor vaklen; det var, som om der efter den lidenskabelige overspændthed var fulgt en slaphedens reaktion. I steden for at samle alt til en kamp for sine planer og ideer indlod han sig på resultatløse forhandlinger, der kun styrkede modpartiet, og sejlede bort 13. april 1523, ledsaget af sin dronning, sine tre små børn, mor Sigbrit og en skare trofaste mænd, der ikke svigtede ham i ulykken, på en flåde på omtrent 20 skibe for at søge hjælp hos upålidelige venner i udlandet og landede 1. maj 1523 ved Veere i Zeeland.

I Nederlandene fandt kongen kun en lunken modtagelse hos dronningens faster, regentinde Margrete. Om udbetalingen af de 150.000 gylden, som endnu stod tilbage af hans medgift, en efter de tiders pengeværd meget stor sum, der ville have hjulpet kongen over alle vanskeligheder, kunne der ikke blive tale om under kejserens daværende krig med Frankrig.


Christian 2.s autograf
Fra juni 1523 til juli 1524 opholdt kongen sig derpå i Tyskland for at udruste et togt til det belejrede Københavns undsætning; en troppestyrke blev også samlet, men løb fra hinanden på grund af pengemangel. En tid lang opholdt kongen sig i Wittenberg, hvor han i sin nedtrykte stemning lod Luther kalde til sig. Dennes prædiken gjorde et dybt indtryk på kongen, der hidtil i reformationen næppe havde set andet end et politisk middel til sin fordel; fra nu af synes han i sit hjerte at være luthersk. Han omgikkes meget med mænd som Luther, maleren Lucas Granach og andre. Han lod sine ledsagere, Hans Mikkelsen og Christiern Vinter, oversætte det nye testamente på dansk og lod mange eksemplarer heraf sende til Danmark. Senere (1529) udkom Christiern Pedersens oversættelse. Selv syslede kongen med en oversættelse af det gamle testamente, vel nærmest efter Luthers oversættelse. Men både kongens og dronningens tilnærmelse til Luther gjorde kun forholdet til den kejserlige familie køligere.

Efter tilbagekomsten til Nederlandene anvistes der dem ophold i staden Lier i Brabrant, hvor deres opholdssted under navnet »het hof van Denemarken« endnu er til. Der tilstedes dem 500 gylden månedlig; men herfor skulle 60 personer underholdes, og alle udgifter til rejser, hvervninger og så videre besørges. Gælden og nøden blev stedse større; alle klenodier, selv børnenes legetøj, pantsattes. Under disse forhold hjemsøgtes kongen ofte af den dybeste melankoli, der desuden var en arv fra faren. Da hans unge, opofrende dronning derpå døde (19. januar 1526), og hans tre små børn (Hans [1518-32]; Dorothea, født 1520, 1534 gift med kurfyrst Frederik af Pfalz; Christine, født 1521, gift med 1) Frants 2. Sforza af Milano, 2) 1541 med Frants af Lothringen) nu blev taget fra ham for ikke at blive luthersk opdraget, rejste kongen mismodig til Tyskland for om mulig at bringe et togt til Danmark i stand, hvortil udsigterne nu syntes lysere efter Madrid-freden 1526, men som atter mislykkedes af pengemangel og på grund af den kort efter atter udbrudte krig mellem kejseren og Frants 1. I de følgende år opholdt kongen sig dels i Tyskland, dels i Nederlandene under uafbrudt, men frugtesløs virksomhed for at nå sit mål.

Først efter Cambrai-freden 1529 blev udsigterne lysere. I Danmark ventedes kongens tilbagekomst med længsel af de lavere stænder, ikke blot på øerne, men også i Jylland, hvor man hurtig havde fået nok af det adelsregimente, der var fulgt efter. At Frederik 1., ligesom Gustaf Vasa i Sverige, sluttede sig til lutheranismen, vandt ikke synderlig stemningen for ham i borgerstanden, hvor dog ellers Luthers lære havde fundet mest udbredelse, og i Norge henledte dette forhold atter opmærksomheden på Christian 2., navnlig hos biskopperne. Da optrådte Christian atter som katolik; han satte sig i forbindelse med de norske biskopper, og for at sikre sig kejserens hjælp forpligtede han sig (8. februar 1530) til at holde alle sine riger til den katolske tro under kejserligt tilsyn. Ved sammenkomster med kejseren i Innsbruck og Augsburg fik han løfte om udbetaling af en pengesum, men havde først i en pavelig legats nærværelse måttet afsværge sine vildfarelser og modtage kirkens absolution. Igen havde udsigten til kronen ledt ham bort fra hans overbevisning.

Dobbeltheden i hans væsen træder i den følgende tid tydeligere frem. Vel lykkedes det ham med stor energi endelig at få samlet en hær på cirka 10.000 mand, hvormed han 24. oktober 1531 af sejlede fra Medemblik i Holland; men uheldet fulgte ham stadig; storme splittede en del af flåden, og kun med cirka 4-5.000 mand landede han 5. november ved Hestnæs udhavn i det sydlige Norge. Vel hyldedes han og hans søn i en del af Norge, men Akershus Fæstning kunne han ikke indtage. Hans vankelmod var desuden tiltaget med årene; han benyttede atter forhandlinger, hvor han skulle have handlet; hans stilling som katolicismens forsvarer var desuden en umulighed; samtidig med denne rolle tog han en af sine ivrigste lutherske tjenere, Peder Kempe, til kansler, og denne udstedte i kongens navn de svulstigste skrivelser i luthersk ånd! Til sidst måtte kongen 1. juli 1532 med biskop Knud Gyldenstjerne, der var sendt til Norge med en stor dansk-hanseatisk flåde, indgå en overenskomst i Oslo, ifølge hvilken han under lejde førtes til København for nærmere at forhandle med sin farbror. Under forskellige påskud brød man lejdet, idet man tillige beskyldte Knud Gyldenstjerne for at have overtrådt sin fuldmagt, og besluttede at sætte Christian i forvaring på Sønderborg Slot, dog under dække af, at det kun skulle være midlertidigt, indtil han i Flensborg kunne få en sammenkomst med farbroren; men forinden havde denne hemmelig forpligtet sig over for sine danske og holstenske råder til aldrig at frigive Chrstian 2., der ikke skulle betragtes som hans, men som Danmarks og Fyrstendømmernes fange; 4 danske og 4 holstenske råder skulle have tilsyn hermed.

9. august 1532 ankom Christian til Sønderborg; af hans ledsagere fik kun en dværg (hofnar?), der længe havde været i hans tjeneste, og et par kokke lov til at følge med på slottet; endog det gyldne Vlies' ordenskæde rev man af kongens hals. Selv ventede han stadig på en sammenkomst med farbroren; den kom aldrig. Han anbragtes i »det blå tårn«; hans »gemak« her var en lys og rummelig hvælving med udsigt over byen og sundet, Måske havde han i begyndelsen, også flere værelser i tårnet til disposition. 4 adelsmænd var sat til at »varte på kong Christian«; kun med dem måtte han tale. Han kunne også om dagen gå temmelig frit omkring på slottet og blokhuset, og bevarede lensregnskaber viser, at han desuden under hele sit ophold på Sønderborg Slot blev rigelig forsynet med mad, drikke og klæder; man foregav også stedse, at han nød »en fyrstelig underholdning«; men videre gik denne næppe. Da han imidlertid gennem dværgen, der som syg blev ført ud af tårnet, havde forstået at sætte sig i forbindelse med omverdenen, skærpedes fængslet stærkt, og han blev nu (i begyndelsen af 1533 eller måske ved Grevefejdens udbrud) indespærret (»indmuret«) i sit »gemak«, ligesom der også var givet ordre til at nedstøde ham, hvis slottet skulde blive taget. En gammel soldat var nu hans eneste selskab; Stengulvet viste mærker af den tunge, ensomme vandring rundt om bordet. Denne indespærring synes at have fundet sted indtil 1540, da Christian 3., der personlig ønskede at formilde hans skæbne, men som jo var bundet af de 8 råder, bød, at han om dagen måtte komme uden for tårnet til bedre værelser; og nu fik han atter 4 adelsmænd til opvartning.

Ifølge freden i Speier (1544) skulle han have større frihed, navnlig til at jage og fiske; men da svigersønnerne ikke ville opgive døtrenes formentlige »arverettigheder«, hindredes løftets opfyldelse. Senere fik fangen dog nogle større friheder, holdt gilder i Sønderborg, men ville nødig igen om natten ind i tårnet, pirrelig som han nu var; sorgerne slukkede han ofte i vinen; til andre tider stod han hensunket i den dybeste melankoli, især fordi døtrenes påståelighed hindrede ethvert forlig. I begyndelsen af 1549 førtes han dog på standsmæssig måde til Kalundborg. Man har tidligere troet, at en kontrakt af 1546, aftalt personlig mellem kongerne, ifølge hvilken han skulle have indtægterne af Kalundborg og Samsø på livstid og frit kunne færdes i lenet, samt have ret til selv at foreslå en lensmand, var lagt til grund for hans ophold på Kalundborg; men denne kontrakt trådte aldrig i kraft, da kejserens og døtrenes ratifikation aldrig kom.

Christian var også på Kalundborg fuldstændig fange; han havde, som førhen, adelsmænd til at opvarte sig og passe på sig og måske nogle flere tjenere end tidligere, også en »prædikanter« samt en sum til uddeling af almisser; 1550 fik han tilladelse til undertiden at ride, spadsere og komme i kirke, men først 1554 til lejlighedsvis at drage på jagt, dog under nøje tilsyn, og straks, da efterretningen om Christian 3.s død (1. januar 1559) kom til Kalundborg, forbød lensmanden ham at gå ud. Dette forbud godkendtes af regeringen 15. januar, intet under, at den gamle konge under disse forhold skal have udgydt tårer ved efterretningen om Christian 3.s død, og hvilken frygt for en gammel skrøbelig skygge på 77 år!

10 dage efter døde han og bisattes derpå under kongelige æresbevisninger efter ønske hos sine forældre i Odense Gråbrødrekirke, hvorfra liget 1805 førtes til Skt Knuds Kirke.

Christian den Gode
De fleste skånske, hallandske og blekingske skolebørn blev undervist i, at den såkaldte »Kalmarunion« til sidst gik under i blod og had ved »Kristian Tyrans« stockholmske blodbad. Men det billede som blev portrætteret af kong Christian 2., var ofte meget ensidigt på grund af fokuseringen på Stockholms blodbad. I skånsk-dansk historie omtaltes han uden tilnavn eller med tilnavnet den Gode eller Bondekjær, al den stund han holdt med »småkårsfolkene« mod den mægtige adel og rigsrådet. Især svenske historikere fastslog dels med ovennævnte baggrund i Det Stockholmske Blodbad og det svenske tilnavn Christian Tyran og dels som følge af den generelle undertrykkelse af dansk-skånsk historie, at der ikke var belæg for tilnavne som Christian den Gode eller Christian Bondekær. Ovenstående myter om Christian 2.s tilnavne opstod i anden halvdel af 1900-tallet.