LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier            Danmark            Danmarks kongerække         


Christian 3.
Christian 3. (12. august 1503 - 1. januar 1559), konge af Danmark og Norge (1534-59), søn af Frederik 1. og dennes første hustru, Anna af Brandenburg, født på Gottorp, død på Koldinghus.

Størst indflydelse på hans udvikling fik mester Wolfgang v. Utenhofen, der selv havde studeret i Wittenberg, hvorpå han 1518 blev den unge hertugs lærer og kort efter som kansler en af hertug Frederiks og senere hertug Christians vigtigste rådgivere, samt Johan Rantzau, der kort efter blev hans hofmester.

I følge med sidstnævnte overværede hertug Christian 1521 rigsdagen i Worms, hvor Luthers optræden gjorde et dybt indtryk på ham. Efter at faren marts 1523 var blevet hyldet af jyderne, blev hertug Christian med Johan Rantzau som rådgiver sat i spidsen for den hær, der sendtes mod København, og har som øverste høvedsmand beseglet overenskomsten om stadens overgivelse 3. januar 1524.

Der udviklede sig imidlertid snart et spændt forhold mellem den luthersksindede unge hertug og det katolsksindede rigsråd i Danmark. Da han efter sit giftermål med den 15-årige Dorothea, datter af hertug Magnus af Sachsen-Lauenburg (efteråret 1525), var blevet aflagt med Tørning og Haderslev Len, begyndte han straks her at indføre reformationen, endogså i de distrikter i Nordslesvig, som hørte under Ribe Bispestol, uden at bryde sig om biskoppens indsigelser; 1526 styrede han desuden i nogen tid med iver og dygtighed under farens fraværelse i Danmark hertugdømmerne Slesvig og Holsten som statholder, og 1529 sendtes han til Norge for at bringe nogen orden i dette riges temmelig opløste forhold; farens forsigtige politik hindrede ham dog i, meget mod hans eget ønske, at gribe ind med større kraft; men også under dette ophold havde han fundet lejlighed til på en temmelig hensynsløs måde at vise sin lutherske iver. Under disse omstændigheder bedredes hans forhold til det danske rigsråd ikke; selv skal han ligefrem have ytret ulyst til al blive konge af Danmark. Rigsrådets katolsksindede flertal udvirkede, at hans unge halvbror Hans 1529 fik ophold i Danmark med udsigt til at blive farens efterfølger, uden at sagen dog var bragt i orden ved dennes død (10. april 1533).

Ledet af sine kraftige holstenske rådgivere overtog hertug Christian straks regeringen i Hertugdømmerne i sit eget og sine umyndige halvbrødres navn og modtog 8. juni i Kiel arvehyldning for sig og brødrene. Samtidig sikrede han den ny læres udbredelse i hertugdømmerne. »Hellere vil jeg gå til fods herfra og lade alt blive liggende, end finde mig i deres (katolikkernes) ukristelige levned«, havde han kort efter farens død skrevet til landgrev Filip af Hessen.

Hertug Christian havde således tidlig taget et fast stade i religiøs henseende og tabte aldrig målet af sigte. Da Det Danske Rigsråd af frygt for hertugens lutherske sindelag havde fået det fælles dansk-norske kongevalg udsat et år, for imidlertid ved nordmændenes hjælp at kunne sikre hertug Hans kronen, tilbød både Det Lutherske Adelsparti med rigshofmesteren Mogens Gjø i spidsen og Det Lutherske Folkeparti under ledelse af Borgmestrene Jørgen Kock, Ambrosius Bogbinder og Lübeckeren Jürgen Wullenwever ham tronen, når han ville vise sig i landet med væbnet styrke; men han forlangte først et lovformeligt valg af Rigsrådet. Først da Wullenwever og grev Christoffer havde rejst den fangne Christian 2.s sag, og adelen i Jylland og Fyn ved møderne i Ry og Hjallese (juli 1534) havde kåret ham til konge, modtog han tilbuddet.

18. august hyldedes han derpå i Horsens af indbyggerne i den del af Jylland, som ikke havde sluttet sig til Skipper Clement. I et samtidigt forsikringsbrev lovede han at udstede en håndfæstning, når riget kom til ro; da skulle der også i forening med rigsråd og adel gøres »en god kristelig skikkelse i alle måder«, - i virkeligheden en dødsdom over det katoslke hierarki. Efter Clementfejdens undertrykkelse hyldedes han derpå 8. marts 1535 på Viborg Ting af hele Jylland. Personlig optrådte han på de retterting, han på denne tid holdt i Jylland, dæmpende og mildnende og har næppe haft personlig del i den hårde medfart, Johan Rantzau og adelen efter Clements fængsling lod overgå bønderne.

Den forsigtige tilbageholdenhed, Christian tidligere havde vist, faldt ingenlunde i hans holstenske råders smag; man råbte på reformer, og at det var nødvendigt at knække de danske »Storhanser«, der under grevefejden atter havde vist sig upålidelige. Det var formodentlig under denne indflydelse, at kongen efter Københavns overgivelse (29. Juli 1536) i et hemmeligt aftenmøde med sine holstenske råder og tyske landsknægtoberster besluttede, at de katolske biskopper skulle fængsles, hvilket iværksattes tidlig næste morgen (12. august, kongens fødselsdag). Man havde også tænkt på at fængsle de verdslige medlemmer af Rigsrådet; men dette blev til held for den fremtidige udvikling afværget, idet der således bevaredes et betydningsfuldt nationalt element i styrelsen som modvægt mod en alt for stor holstensk-tysk indflydelse. Man indskrænkede sig da til at aftvinge de verdslige rigsråder en forpligtelse til at finde sig i biskoppernes fængsling og reformationens indførelse. Da alle hindringer således var ryddede af vejen, gennemførtes på rigsdagen i København 30. oktober 1536 en »Rigens Konstitution«, hvorved bispemagten afskaffedes, og alt bispegods og alle bispetiender samt klostergodset inddroges, mens kirken for øvrigt i alt væsentligt beholdt sit gods. Samme dag udstedtes kongens håndfæstning, af hvilken de for kongemagten mest stødende bestemmelser fra tidligere håndfæstninger udelodes, og kongen fik straks sin søn erkendt som sin efterfølger.

Da Norge, hvor Christian var anerkendt af Det Søndenfjeldske Råd, men hvor ærkebiskoppen af Trondhjem endnu gjorde modstand med væbnet magt, var blevet bragt til ro, idet ærkebiskoppen april 1537 forlod landet, blev kongen derpå på sin 34-års fødselsdag 12. august 1537 kronet af Bugenhagen i Vor Frue Kirke i København.

Den betydelige magt, der 1536 var blevet lagt i kongens hånd, brugte han i det hele taget med mådehold. De første år af hans regering var spændingen mellem dansk og tysk endnu temmelig stærk; fra Christian 2.s slægtninge truede desuden endnu farer, indtil der 1544 sluttedes fred i Speier med kejser Karl 5. Samme år ordnedes derpå hertugdømmernes forhold endelig, idet kongen delte landene med sine nu myndige halvbrødre, Hans og Adolf, på hvis vegne han siden 1533 havde ført hele regeringen. Dette medførte et brud med Johan Rantzau, der som det slesvig-holstenske ridderskabs fører i delingerne så en slappelse af båndet mellem de to hertugdømmer og derfor ønskede en fællesregering af alle brødre i forening uden særlige delinger. Efterhånden havde kongen desuden frigjort sig for de bånd, hans holstenske råder tidligere havde lagt på ham, og atter udsonet sig med de danske stormænd, som tidligere havde sluttet sig til grev Christoffer, ligesom også biskopperne efterhånden havde fået deres frihed mod at udstede forpligtelser om ikke at lægge den ny ordning hindringer i vejen.

I Danmark gennemførtes derpå med ro og sindighed de store reformer, som de ny forhold krævede. Kirkens stilling ordnedes ved Kirkeordinansen af 14. juni 1539; vigtige love gennemførtes, lensvæsenet ordnedes på en for kongemagten langt gunstigere måde end tidligere. Selv i besiddelse af kirkelig og videnskabelig sans støttede kongen enhver stræben i denne retning; universitetet genoprettedes; med Luther og Melanchton stod han stadig i forbindelse. Selv viste han sig under hele sin regering som et eksempel på gudsfrygt og fromhed, hvilket atter virkede gavnlig på hele hans hof, hvorfra der udgik en religiøs og alvorlig tone, der spores hos den bedre del af adelen i den følgende tid. Den hensynsløse fremfærd, hans ungdom af og til bar præg af, havde han aflagt i årenes løb; ved sin rolige og sindige gennemførelse af de store reformer har han derfor i Danmark indlagt sig så store fortjenester, at han bør regnes for en af de betydeligere konger af den oldenborgske stamme.

I Norge derimod er han blevet strengere bedømt. I den danske håndfæstning var indført, at Norge, hvis det atter kom i forbindelse med Danmark, skulle betragtes som en provins af dette land ligesom Jylland eller Sjælland. I hele sin strenghed blev denne bestemmelse, der desuden stred mod kongeslægtens arvefordringer, vel ikke gennemført; idet kongen vedblev i sin titel at nævne landet som et særegent kongerige, men reformationen blev indført ved kongebud, og da den katolske bispemagt afskaffedes, ophørte tillige et særegent norsk rigsråd. Landet sank derved ned til at blive et slags lydland under den danske krone og styredes i alt væsentligt af danske lensmænd. Det viste sig herved klart, hvilken ulykke det under de daværende samfundsforhold var for Norge, at der ikke som i Danmark var en livskraftig adel, der kunne modsætte sig den fremmede indflydelse. Når man fra norsk side klager over, at Christian ikke tog sig tilbørlig af landets udvikling, må det på den anden side dog fremhæves, at landet gik frem i materiel udvikling, og at det var i hans tid, at Christoffer Valkendorff som lensmand i Bergen indskrænkede det lybske handelskontors store myndighed.

Christian bisattes 3. februar 1559 i Skt Knuds Kirke i Odense; 1579 flyttedes liget til Helligtrekongers Kapel i Roskilde Domkirke, hvor der af sønnen, Frederik 2., opsattes over ham det endnu bevarede, af nederlandske kunstnere i renæssancestil forfærdigede, pragtfulde gravminde.

Valgsprog: Ske Herrens vilje.