LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier            Danmark            Danmarks kongerække         


Christian 4.
Christian 4.


Dansk konge:1588-1648
Norsk konge:1588-1648
Valgsprog:Fromhed styrker riget
EfterfulgteFrederik 2.
Blev efterfulgt af:Frederik 3.
Fødselsdato:12. april 1577
Fødselssted:Frederiksborg Slot
Dødsdato:28. februar 1648
Dødssted:Rosenborg Slot
Begravet:Roskilde Domkirke
Gift med:Anna Cathrine
Kirstine Munk
Børn:24 børn

Christian 4. (12. april 1577 - 28. februar 1648), konge af Danmark og Norge (1588-1648) af den oldenborgske slægt, født på Frederiksborg Slot. Da ægteskabet mellem Frederik 2. og Sofie af Mecklenburg hidtil kun havde været velsignet med døtre, imødesås dronningens nedkomst med spænding, og stor var jubelen både hos kongen og befolkningen, da det denne gang blev en prins. Dåben fandt sted med stor højtidelighed i Vor Frue Kirke i København 2. juni, og umiddelbart efter fulgte den unge prins efter datidens skik med bedsteforældrene, hertug Ulrik og hertuginde Elisabeth af Mecklenburg, til deres hjem. Efter 2 års forløb vendte han atter tilbage til Danmark og blev på herredagen i Odense april 1580 valgt til tronfølger, hvortil også Norges adel og lagmænd gav deres samtykke på et møde i Oslo januar 1582. 1584 fandt hyldningen sted på de 4 landsting i Danmark.

Kong Frederik 2., der selv følte manglerne ved sin opdragelse, søgte at forberede den unge prins så godt som muligt til hans fremtidige gerning. Efteråret 1582 udnævntes Hans Mikkelsen til prinsens lærer, og omtrent samtidig eller måske først noget senere blev den pommerske adelsmand Henrik Ramel hans hofmester. Denne sidste var en meget kundskabsrig og vidt berejst mand og i besiddelse af stor diplomatisk smidighed. Hans Mikkelsen havde også gode forudsætninger for at løse sin vanskelige opgave; han var en elev af den berømte pædagog Johan Sturm i Strassburg og havde en tid været rektor på Herlufsholm, siden hofpræst på Frederiksborg. Frederik 2. gav meget strenge regler for prinsens opdragelse; der findes en hel række ordrer til lensmændene på de kgl. slotte, hvor prinsen skiftevis opholdt sig, hvori der gives meget detaljerede bestemmelser om prinsens underholdning og beskæftigelse. Særlig var kongen omhyggelig for at holde alt slet selskab borte fra ham, og lensmændene havde streng ordre til kun at lade enkelte, nærmere angivne personer få adgang til ham. En tid opdroges nogle unge adelige sammen med prinsen for at være ham til selskab, og Ludvig Munthe udnævntes siden til undertugtemester med befaling til at tage sig af disses undervisning, for at Hans Mikkelsen kunne anvende al sin tid på prinsen. Religion og latin var naturligvis hovedgenstandene for undervisningen, men ved siden deraf lærtes fransk og italiensk; tysk synes derimod ikke at have været genstand for særlig undervisning, men heri oplærtes han jo også ganske naturlig ved omgangen med sin mor og sin tyske hofmester. Matematik, tegning og musik ses der også at have været lagt stor vægt på. Prinsens endnu bevarede stilebøger viser, at han tidlig er blevet vænnet til klar iagttagelse og til at udtrykke sine tanker i et jævnt, forståeligt sprog.

Ved Frederik 2.s død 4. april 1588 overtoges regeringen for den umyndige konge i Danmark og Norge af en formynderregering, bestående af 4 af Rigsrådet valgte regeringsråder; i hertugdømmerne, hvor den unge konge var blevet valgt til landsherre 19. september 1588 sammen med hertug Filip af Gottorp og var blevet hyldet 1590, førte moren formynderskabet for ham. Den unge konge undgik ikke at blive draget ind i de stridigheder, der snart opstod mellem regeringsråderne og enkedronningen.

Så længe Henrik Ramel var hofmester, gik det dog nogenlunde; men 1590 måtte han som udlænding vige pladsen for Hak Ulfstand, som tillige blev medlem af regeringsrådet i steden for Christoffer Valkendorff, der måtte træde ud vistnok formedelst Mogens Hejnesens henrettelse. Nu brød striden ud i lys lue. Enkedronningen klagede over Hak Ulfstands ringe dannelse og forsømmelse af den unge konges opdragelse i ridderlige idrætter; men endnu mere ophidsedes hun mod Hans Mikkelsen, hvem hun beskyldte for at gøre alle tyskere forhadte hos den unge konge, ja endog for at sætte splid mellem mor og søn, alt sammen for at indynde sig hos regeringsråderne.

Hertil kom heftige stridigheder angående hendes livgeding, Nykjøbing på Falster, og styrelsen af hertugdømmerne, hvor hendes formynderstilling dog ophørte september 1593, da det var lykkedes regeringsråderne, uden enkedronningens vidende, at erhverve en kejserlig myndighedsbevilling for Christian. Da regeringsråderne til sidst nægtede at betale enkedronningens folk deres løn, måtte hun marts 1594 forlade hoffet og begive sig til sit livgeding. Den unge konge, der så vidt muligt holdtes borte fra moren, var i disse stridigheder væsentlig kun et redskab i regeringsrådernes hænder. Hans stilebøger viser dog, at han ikke altid har været tilfreds med regeringsrådernes og Hans Mikkelsens formynderskab. Ved slutningen af formynderregeringen synes der også at være kommet en vis spænding mellem ham og det gamle Rigsråds vigtigste medlemmer, hvilket giver sig udslag i hans udnævnelse af Christoffer Valkendorff til rigshofmester og Christian Friis til kansler og i Rigsrådets supplering med 8 nye medlemmer, deriblandt Henrik Ramel, juni 1596.

17. august 1596 underskrev Christian 4. sin håndfæstning, og 29. samme måned fandt kroningen sted i Vor Frue Kirke i København. Det spændte forhold til Rigsrådet synes at have holdt sig endnu i nogen tid og at have ført Christian til at gøre forsøg på at støtte sig til borgerstanden, men denne støtte viste sig snart for svag. I det hele har Christians initiativ næppe gjort sig stærkt gældende i Danmarks administration i de første år af hans regering; derimod kastede han sig med iver over de norske forhold. Han foretog mange rejser til dette land (25 i hele sin regeringstid), afsatte flere lensmænd og lagmænd, der havde forset sig, og undersøgte det nordlige Norges grænseforhold til Sverige. I den udenrigske politik træder Christians person også mere frem. Det er i denne periode Sverige, som særlig er genstand for hans opmærksomhed. Han kunne ikke glemme, at dette rige en tid havde hørt til den danske krone, og håbede stadig på en fornyelse af dette forhold. Hertil kom så grænsestridighederne i det nordlige Norge og spørgsmålet om herredømmet over Østersøen. Gang efter gang søgte han at bevæge Rigsrådet til krig mod Sverige; men dette holdt stadig igen, indtil endelig de svenskes overgreb og kongens trussel om i alle tilfælde at ville begynde krigen som hertug i Slesvig og Holsten tvang Rigsrådet til at indvillige heri 1611. Krigen, der endte ved Freden i Knærød 1613, gav kongen lejlighed til at vise stor tapperhed, men bragte ikke noget varigt resultat.

Den følgende periode indtil Trediveårskrigen er Christians lykkeligste tid. Han kunne da anvende al sin kraft på landets indre opkomst, og den finansielle tilstand var gunstig. Han havde altid næret stor interesse for bygningskunst, og dels før, dels efter Kalmarkrigen, rejste der sig rundt omkring byer og pragtfulde bygninger. Således anlagdes Christianopel (1600), Christianstad (1614), Gluckstadt (1617), Christianshavn (1618), Christiania og Kongsberg (1624), Christianspris (1632) og Christianssand (1641). Frederiksborg Slot ombyggedes 1602-20, og i København opførtes: Tøjhuset (1604), Proviantgården (1605), Rosenborg (1610 ff.), Børsen (1619-40), Holmens Kirke, Regensen (1623), Nyboder (1631 ff.), Trinitatis Kirke med Rundetårn (1637-57). Ligeledes gjorde Christian 4. meget for at oparbejde handel og industri; men hans bestræbelser kronedes her ikke altid med et heldigt resultat. Der oprettedes et islandsk kompagni (1602), et ostindisk (1616) og et grønlandsk (1636). I Ostindien erhvervedes Trankebar (1620), og til Grønland foretoges 4 opdagelsesrejser i tiden 1605-19. Der blev anlagt flere fabrikker og stiftedes et klæde-, et silke- og et saltkompagni. Det første ordentlige postvæsen skyldes også Christian 4. Universitetet fik nye statutter 1621, og der oprettedes flere lærerposter. Ved de betydeligste latinskoler oprettedes gymnasier, og et adeligt akademi stiftedes i Sorø 1623. Landets forsvarsvæsen var også genstand for Christians omhu, men han hæmmedes dog her noget af Rigsrådet, der ikke altid ville gå med til de store udgifter. Han byggede som ovenfor nævnt Tøjhuset i København og flere fæstninger, og 1615 oprettede han en stående hær på 4.000 mand. Flåden, for hvilken Christian nærede særlig interesse, blev sat på en god fod, Nyboder byggedes til bolig for de faste skibsfolk, og en navigationsskole blev anlagt. Christians del i alle disse foretagender var ikke af formel natur. Planerne udgik tit fra ham selv, og hans breve viser, at han fulgte alle arbejdets detaljer.

Udadtil foregik der i denne periode en drejning mod syd i Christians politik. Det blev mere og mere forholdene i Tyskland, der fængslede hans opmærksomhed. Religiøse hensyn spillede ganske vist en rolle her, men måske endnu mere rent politiske og dynastiske hensyn. Han så med misundelse på Sveriges fremgang i Østersøprovinserne og Preussen og ville danne en modvægt herimod ved at skabe sig en dominerende stilling i det nordvestlige Tyskland, hvor der åbnede sig udsigt for ham til at skaffe sine sønner ind i bispeembederne. Han håbede også herved at kunne drage Holland bort fra Sverige.

Resultatet af Christians deltagelse i Trediveårskrigen blev imidlertid en stor skuffelse. Dette skyldtes til dels, at hans allierede, særlig England og Frankrig, ikke holdt deres løfter til ham, men også, at han i høj grad havde overvurderet sine egne evner som hærfører og sit lands kræfter. I Slaget ved Lutter am Barenberg 17. august 1626 faldt Christians herredømme i Nordtyskland sammen, og de følgende år bragte uhyre ødelæggelser over hans eget land.

Freden i Lubeck 1629 var efter forholdene ganske vist meget gunstig, men Christians prestige var sunket stærkt. Den følgende tid er tilbagegangens tid. Landets finanser var i stor uorden og befolkningen i høj grad forarmet. Kongen søgte ganske vist at råde bod herpå, men Rigsråd og adel var uvillige, og efter den ulykkelige krig, der var begyndt mod Rigsrådets Vilje, havde han ikke mere autoritet til at sætte sin vilje igennem. Således faldt Christians forslag (1634) om at ophæve vornedskabet på Sjælland og små-øerne for adelens modstand. Borgerstandens klageskrifter mod adelen førte heller ikke til noget. Med Hamborg havde Christian forskellige stridigheder angående sejladsen på Elben. 1630 slog han en hamborgsk flåde på Elben, og 1643 tvang han staden til at gøre skriftlig afbigt og betale 280.000 rigsdaler i skadeserstatning. I de tyske forhold vedblev Christian stadig at blande sig for at hindre Sverige i at vinde for stor magt og selv vinde bispedømmerne Bremen og Verden for sin næstældste søn Frederik. Det sidste lykkedes ganske vist 1634, men ved sin noget tvetydige politik havde han opbragt Sverige i høj grad mod sig. Dette blev så meget farligere, som han også havde ophidset Nederlandene ved sin stadige forhøjelse af Sundtolden og ved sin strenge hævden af herredømmet over havet mellem Norge og Island. Trods forskellige advarsler kom dog Sveriges overfald på Danmark 1843 både kongen og Rigsrådet uventet. Danmark stod ene og var aldeles ikke forberedt på krig. Men den gamle konge tabte ikke modet; overalt var han på færde, og lyspunkterne i denne krig, særlig slaget på Kolberger Red 1. juli 1644, skyldes Christians tapperhed og utrættelige energi. Freden i Brømsebro 1645 brød fuldstændig Christians kraft. Han gjorde ganske vist endnu nogle forsøg på at gennemføre reformer, således ved at foreslå lenenes bortforpagtning til den højstbydende og rostjenestens afløsning af en pengeafgift, men adelen satte sig bestemt imod, og da kongens ældste søn, prins Christian, døde 1647, måtte han fuldstændig give efter for Rigsrådet, der lod ham vide, at han ellers ikke måtte vente at få den anden søn Frederik valgt til tronfølger.

Når Christians regering både i den ydre og indre politik til slutning led skibbrud, lå dette for en stor del i forholdenes natur og i fejltagelser, som var fælles for alle den tids statsmænd. Sverige var vokset Danmark over hovedet, den af Christian hyldede merkantilisme betragtedes dengang i hele Europa som det eneste lykkebringende system for et lands indre styrelse, de ufri stænder var ikke stærke nok til at yde kongen væsentlig støtte lige over for adelen, og de enevældige teorier var endnu ikke nåede til Danmark. Men på den anden side kan Christian heller ikke frikendes for en væsentlig del af skylden. Han havde mange gode egenskaber som konge, han var i besiddelse af en utrættelig arbejdslyst, følte varmt for sin egen og landets hæder og var ligefrem og omgængelig. Hans talrige, egenhændige breve, der berører selv de mindste enkeltheder, viser hans rastløse virken, hans sunde opfattelse af mange ting og hans djærve humor og naturlighed. Men de viser også hans svagheder. Hans iver for detaljerne lod ham ofte tabe helheden af syne; han var ikke nogen overlegen eller vidtskuende ånd, ja man kan end ikke frikende ham for en vis smålighed. Han var ofte ikke i stand til at beregne mål efter midler, og han havde ikke selvbeherskelse til at holde inde, selv når han godt så, at han ikke kunne trænge igennem; noget skulle der gøres, og vi ser ham derfor tit gøre en række tilløb, der ikke skaffede ham selv nogen fordel, men opirrede hans modstandere. Han var ikke overlegen diplomat nok til at beregne følgerne af sin politik, han så ikke det farlige i at støde Nederlandene fra sig og samtidig tirre Sverige, ligesom han heller ikke rigtig vurderede den modstand, hans dynastiske planer måtte vække hos Nordtysklands fyrster. Man kan heller ikke give Rigsrådet og adelen alene skyld for landets dårlige tilstand. Kongens krigspolitik, som Rigsrådet stærkt ivrede imod, ødelagde til dels, hvad han havde bygget op i freden, og tvang kongen til at lægge et ulideligt skattetryk på befolkningen. Bønderne i Sjælland led også stærkt ved hoveri til de mange byggeforetagender. I det hele mærkes en mangel på harmoni og konsekvens hos Christian. Hans sindsstemninger var meget vekslende, han blev let hidsig og opfarende og var da ikke god at komme nær. Skønt hans hele natur og tænkemåde syntes at være så udpræget dansk, klagedes der dog tit over, at han foretrak tyske for danske, gav det tyske kancelli alt for stor indflydelse og opholdt sig for meget i Gluckstadt. Hans overordentlige ødselhed ved mange lejligheder passede også kun dårlig til hans daglige sparsommelighed. I folkets bevidsthed både dengang og siden trådte disse mangler dog i skygge for de gode egenskaber. Han har altid været en af de populæreste skikkelser i den danske historie ikke alene på grund af sin tapperhed, jævne optræden og djærve humor, men også på grund af alt det, han virkelig udrettede for landet; at meget gik galt, lagde man ikke så meget ham til last, og hans sidste ulykkelige år bidrog meget til at vække sympati for den hårdt prøvede gamle konge.

I sit huslige liv var Christian heller ikke lykkelig; men her bar han selv den største skyld. Han havde ægtet den brandenburgske prinsesse Anna Cathrine 27. november 1597. Hun havde ikke videre indflydelse på ham og døde allerede 29. marts 1612. Allerede inden hendes død havde han stået i forhold til Kirsten Madsdatter, om hvis herkomst der ellers ikke vides noget; hun fødte ham sønnen Christian Ulrik Gyldenløve. Da hun døde 1613, knyttede han en forbindelse med Karen Andersdatter, en datter af Skriver Anders Hansen på Bremerholm; kongen havde danset med hende ved et bryllupsgilde og førte hende derfra med sig op på slottet. Hun blev mor til een eller to døtre, der døde som børn, og sønnen Hans Ulrik Gyldenløve. Denne forbindelse afbrødes dog et par år efter, da kongen blev forelsket i den 17-årige Kirstine Munk, datter af Ludvig Munk og Ellen Marsvin. Han lod sig vie til hende 31. december 1615, vistnok i al stilhed, og havde med hende sønnen Valdemar Christian foruden en søn, der døde et par år gammel, samt 8 døtre, hvoraf de 5 blev gifte med danske adelsmænd og spillede en betydelig rolle. Efter en 10-11 års forløb forstyrredes dog dette ægteskab, da Kirstine Munk blev forelsket i rhingrev Otto Ludvig af Salm. Det kom i den anledning til heftige optrin mellem hende og kongen, hvilke til sidst førte til, at Kirstine Munk januar 1630 for bestandig forlod Frederiksborg. Striden med hende og moren og for en del døtrenes ægtefæller forbitrede dog kongen hans senere år; særlig uheldigt for Christian 4. var det, at han foråret 1629, ganske vist efter at forholdet til Kirstine Munk var brudt, men mens hun endnu var ved hoffet, havde knyttet en forbindelse med en af Kirstine Munks kammerpiger, Vibeke Kruse, der fødte ham sønnen Ulrik Christian Gyldenløve og datteren Elisabeth Sofie Gyldenløve. Særlig Ellen Marsvin var utrættelig i at fremstille forholdet til Vibeke Kruse som den egentlige grund til datterens fjernelse. Senere kom der stridigheder formedelst kongens stærke begunstigelse af Vibeke Kruse og hendes børn. Den udvalgte prins Christians død 1647 voldte også kongen stor sorg, særlig da den næstældste søn Frederik altid havde stået ham noget fjernt.

Om efteråret 1647 begyndte Christian 4. at skrante af en mavelidelse. Ondet tog til i løbet af vinteren. 21. februar lod han sig bringe fra Frederiksborg til Rosenborg, hvor han døde.

Familie
Christian 4.s børn med dronning Anna Cathrine: Christian 4.s børn med Kirsten Madsdatter: Christian 4.s børn med Karen Andersdatter: Christian 4.s børn med Kirsten Munk: Christian 4.s børn med Vibeke Kruse: Vidste du det om Christian 4.
Til Christian den 4. kroning i 1596 blev der bestilt 35.000 stk. glas.