LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier            Danmark            Danmarks kongerække         


Christian 5.
Christian 5.


Dansk konge:1670-99
Norsk konge:1670-99
Valgsprog:Med fromhed og retfærdighed
(Latin: Pietate et Justitia)
EfterfulgteFrederik 3.
Blev efterfulgt af:Frederik 4.
Fødselsdato:15. april 1646
Fødselssted:Flensborg
Dødsdato:25. august 1699
Dødssted:København
Begravet:Roskilde Domkirke
Gift med:Charlotte Amalie
Børn:Frederik (4.)
Sophie Hedevig
Carl

Christian 5. (15. april 1646 - 25. august 1699), konge af Danmark og Norge (1670-99), søn af Frederik 3. og Sophie Amalie af Braunschweig-Luneburg, født i Flensborg, død i København, 9. februar 1670 kronedes han til konge, og 7. juni 1671 fandt salvingen sted i Frederiksborg Slotskirke, efter at Sjællands biskop Hans Vandal havde oplæst kongeloven.

Af faren havde Christian 5. fået indpodet de mest ophøjede tanker om enevoldsmagtens »uskattelige klenodie«; de kommer frem i Vandals tale ved salvingen og i kongens, til dels egenhændige »testamenter«, som skulle være en rettesnor for alle hans kongelige arvesuccessorer: Kongen er guds statholder på jorden, besidder guds egen trone på Jorden i hans sted; han er kaldet til at herske over sine undersåtters liv, gods og ejendom, de til at tjene og ære den himmelske majestæt i kongens jordiske majestæt; rigerne er kongens personlige ejendom og fædrene arv.

Politisk er Christian 5.s kongstanke hævn over Sverige og Gottorp, opdraget som han var under indtrykket af nederlagene og ydmygelserne over for disse magter. Til at udfylde disse sine egne og enevældens prætensioner og store planer var Christians forudsætninger og anlæg yderst ringe. Hans opdragelse havde formet sig som andre fyrstesønners. Han havde lært at udtrykke sig ret godt - men ingenlunde fejlfrit - på dansk, tysk og fransk; havde lært lidt latin, matematik og befæstningskunst, dertil - med større udbytte - ridderlige færdigheder som fægte- og dansekunst. Nogen højere interesse eller den sans for åndelige spørgsmål, som faren havde haft, havde hans lærere ikke kunnet indgive ham. 16 år gammel tiltrådte han, ledsaget af flere lærere, en 15 måneders udenlandsrejse, og det var meningen, at han på denne skulle fortsætte sine boglige studier, men fornøjelser optog tiden, og lærerne måtte nøjes med et lille kvarter, »når lejlighed gaves«. Efter et ophold i Holland, Belgien og England gik rejsen til Frankrig, hvor han opholdt sig længst, grebet af Paris og Ludvig 14.s glimrende hof. Hovedkvarteret skulle have været i Genéve, men prinsen længtes hjem, og opholdet der og ved de tyske småhoffer blev meget kort.

Udbyttet af udenlandsrejsen sporedes særlig i prinsens væsen; forældrene erklærede over for hovmesteren, »at de med glæde så, at i den korte tid, hans kongelige højhed havde rejst, var der sket en mærkelig forandring, så hans kongelige højhed udi mange måder af samme havde profiteret«. Hjemme forberedtes prinsen imidlertid ikke yderligere til sin kongegerning, og først i farens sidste år fik han adgang til at tage del i regeringssager. Da han var blevet konge, bevirkede hans, stærke følelse for sin enevoldsmagt, at han med flid søgte at sætte sig ind i statsstyrelsens forskellige grene. Hans opbevarede dagbøger og »dagregistre« viser for eksempel, hvorledes han beskæftigede sig med militære, finansielle og udenrigspolitiske spørgsmål, men på den anden side kunne han ikke overse indviklede sager, blev hurtig træt og førtes da, hvorhen den ville, han talte med. Disse forskellige mangler i forbindelse med stor karaktersvaghed, godmodighed og beundring for andre, gjorde, at han helt kom i afhængighedsforhold af stærkere eller klogere karakterer, som moren Sophie Amalie (for eksempel i forholdet til Leonora Christine) og Griffenfeld eller af hofkamarillaer, som bestod af lidet betydelige eller tiltrækkende mænd: Mecklenburgerne Knuth, Hahn, Fred: og Karl Ahrensdorf og flere. Alligevel - og dette er et karaktertræk, som også de fremmede gesandter var på det rene med - giver kongens stærke følelse for sin enevoldsmagt i forbindelse med en fornemmelse af sin egen begrænsning sig udslag i mistro mod dem, han har overvældet med tillid og venskab, som han så tungt lader føle sin unåde; som en lettelse følte han det da, når han var blevet befriet for sine ledere, således som det skete ved Griffenfelds fald. Mistro lader han også komme frem over for den gamle adel, for hvis »machinationer« han nærer en overdreven frygt, og hvis kræfter han derfor lader uanvendte i statens tjeneste. I sit testamente råder han også sine efterfølgere at udelukke dens medlemmer fra vigtige statsstillinger. Det er ikke alene for at give sit hof mere »lustre«, men også forat danne en modvægt mod og en slags erstatning for den, at han opretter en ny adel af baroner, grever og friherrer.

Både de indenrigs- og de udenrigspolitiske forhold i rigerne under Christian var i mange retninger vanskelige. Finanserne var næsten i hele hans regeringstid i en fortvivlet forfatning på grund af de ødelæggende krige under Christian 4., Frederik 3. og ham selv. I statsstyrelsen var man jo 1660 slået ind på nye baner, og et nyt statsmaskineri skulle opbygges og indarbejdes, i udenrigspolitikken forelå de vanskelige spørgsmål over for Sverige, Gottorp og stormagterne. Det manglede ingenlunde på dygtige, ja fremragende mænd til at løse disse opgaver: Gabel, U. F. Gyldenløve, Griffenfeld, Frederik Ahlefeld, Michael Vibe, Jens Juel og flere, og vigtige fremskridt i adskillige retninger for eksempel indenfor administration og lovgivning kan vel fremhæves, men de forskellige kræfter savnede en overlegen og fast leder; de fejl, som begås for eksempel i ledelsen af den Skånske Krig og i vor udenrigspolitik, har for en meget stor del deres grund i svaghederne i Christians personlighed.

Mere tiltrækkende egenskaber end som regent havde Christian som menneske. Af ydre var han vel ikke køn, men han var høj og kraftig af skikkelse, skønt ikke stærk af konstitution; han havde tilbøjelighed til fedme - spiste og drak desuagtet stærkt - og led ifølge livlægen v. Møinichen »udi Hovedet [af] en sær tunghed og besvær«, »på ørene [af] . . en susen og tunghør med en vædske inden i«; øjnene led af »nogen hitzighed og rødhed« og desuden havde han en »fast medfødt hoste«. I hans væsen var der adskilligt, der mindede om bedstefaren Christian 4.; som denne var han god dansk, jævn og ligefrem i omgang, besad et muntert og djærvt lune, var meget tapper (som han viste det i slagene ved Lund og Landskrone) og krigslysten, dertil så god, at »om man satte ham en pistol for brystet, skulle han tilgive det« (Griffenfeld). Han ville gerne gøre alle glade og kunne aldrig - selv når rentekammeret protesterede derimod - sige nej til ansøgninger om fritagelse for skatterestancer; over for venner var han meget gavmild (for eksempel over for Gyldenløve og Griffenfeld) og i afgørende øjeblikke fintfølende (hans advarsel til Griffenfeld året før dennes fald er således i sit kejtede sprog i høj grad til ære for hans gode hjerte). Alle disse gode egenskaber gjorde da også Christian til en af vore populæreste konger både i Danmark og Norge, som han besøgte 1661 og 1685.

Som sin hovedpassion havde Christian 1693 betegnet jagt, elskov, krig og søvæsen. Rent sportsligt bragte han det også vidt, for eksempel i brug af sabel og i ridning (han kunne ride en halv snes heste trætte om dagen og var en dygtig kunst- og parforcerytter). Parforcejagten havde Christian deltaget i sammen med Ludvig 14. 1662, og da denne havde set prinsens iver, anbefalede han ham at indføre denne jagtmetode i Danmark. Christian fulgte rådet, drev parforcejagten med lidenskab, og et uheld under en jagt (oktober 1698) blev skyld i hans død. De læsioner, han ved den lejlighed pådrog sig, kunne hans helbred, der i forvejen var svækket af podagra og gigt, ikke tåle, og han døde det følgende år.

25. juni 1667 var Christian blevet viet til Charlotte Amalie, datter af landgrev Vilhelm 6. af Hessen-Cassel; i ægteskabet med hende havde kongen børnene Frederik (4.), Sophie Hedevig og Carl; 3 sønner og 1 datter døde som børn eller ganske unge. Kort efter sin tronbestigelse havde Christian til elskerinde taget Sophie Amalie Moth (fra 1677 grevinde af Samsø), datter af sin barndoms lærer, Frederik 3.s livlæge Poul Moth, og hun fødte ham 2 sønner og 3 døtre. Af døtrene døde de 2 i en ung alder, den tredje blev gift med grev Frederik Ahlefeld. sønnerne var Christian Gyldenløve og Ulrik Christian Gyldenløve; fra Christian Gyldenløve nedstammer familien Danneskjold-Samsøe.