LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier            Danmark            Danmarks kongerække         


Christian 6.
Christian 6. (30. november 1699 - 6. august 1746), konge af Danmark og Norge (1730-46), søn af Frederik 4. og Louise af Mecklenburg-Güstrow.

Christian havde fået en i flere henseender god og flersidig opdragelse og fik tidlig lejlighed til at deltage i regeringssager. Lærerne var J. G. Holstein, den senere statsminister, og holsteneren Joh. Vilh. Schröder; begge var stærkt grebne af den pietistiske retning, og navnlig Schröder, der var tungsindig og sygelig opfyldt af religiøse skrupler, fik stærk indflydelse på sin elev, til hvem han var knyttet fra Christians 8. til hans 23. år; også moren, dronning Louise, påvirkede sønnen pietistisk. Prinsens religiøsitet blev af en mørk og tungsindig karakter, der kom til bestandig at præge hans person og regering. De uheldige forhold ved hoffet, under hvilke han var blevet opdraget, bidrog til at gøre ham afvisende og indesluttet; med den største uvilje og afsky havde han set farens forhold til Anna Sophie Reventlow, som han hadede, især efter at denne var blevet anerkendt som dronning (1721). Forholdet mellem far og søn forblev derfor yderst dårligt, og Sophie Magdalene af Brandenburg-Culmback, som prinsen ægtede 1721, bidrog ikke det mindste til at bedre det. I selve prinsens natur og væsen var der desuden ejendommeligheder, som ikke var egnede til at skaffe ham venner, ejendommeligheder, der vist i høj grad beroede på hans uheldige ydre. Han var fra barnsben svagelig af konstitution, spinkel, mager og uanselig; hans ansigt, med den lange, krumme næse, den svære, fremstående hage, bar langtfra præget af intelligens; stemmen var pibende og ejendommelig, »så at man har ondt ved at tro, at det er den samme person [der taler]; så forskellige er de toner, hans strube frembringer« (den franske gesandts udtalelser 1728). Det er måske fornemmelsen af disse ydre mangler, der gør ham afvisende, kejtet og genert, »så han rødmer, når han skal tale med nogen, han ikke er vant til« (samme gesandts karakteristik), så lidet indtagende og kongelig. Dertil var han pirrelig og hidsig, når han troede sin værdighed angrebet. Christians evner var ikke dårlige; han havde en god, sund forstand, og han var dertil opfyldt af pligtfølelse og iver for som regent at kunne udfylde sin stilling og gøre sit folk (både danske og nordmænd, »jeg er herre over begge riger, far til begge børn . . . lige børn, lige lod«) lykkeligt, hjertensgod, from og hæderlig af karakter, som han var.

Ved sin tronbestigelse hilses han da også af de største forventninger. »Han har tusinde store egenskaber både fra hjertets og fra hovedets side« udbryder den franske gesandt (1730), og den engelske ministerresident roser (ved samme tid) særlig hans ypperlige forstand, idet han dog fremhæver hans frygtsomhed, som gør ham utilbøjelig til at sige noget offentlig. Ivar Rosenkrantz, der kort efter tronbestigelsen kom i spidsen for danske og tyske kancelli, erklærer: »sikkert har der aldrig levet en retfærdigere eller bedre fyrste i verden end vor nuværende konge, og vi kunne ønske, at et sligt liv kunne vare evig«.

Som regent viser Christian også ofte evne til at afgøre vigtige sager hurtig og klart, men han savner initiativ, er usikker, ængstelig og dybt konservativ; han mangler tro på sig selv, så at han i de største som i de mindste og latterligste sager tyr til rådgivere (en gang beder han fætteren, grev Stolberg i Werningerode, skaffe sig en god statsminister, en anden gang beder han ham om råd om, hvorledes dronningen skal blive af med en umedgørlig kokkepige). På den anden side tåler han imidlertid ikke, at folk har for selvstændige anskuelser; i så fald bliver han mistænksom og søger oplysninger bag deres ryg. Af en minister fordrer han derfor først og fremmest, at han skal være »submis«, ganske vist skal han også være oprigtig, men han må kun tale, når han bliver spurgt. Overalt vil kongen gerne vise sin magt, og han griber ind på alle punkter, endog hvor det gælder retsplejen, så at han selv afsiger domme, ganske vist også ofte her ledet af sit gode hjerte og sin omsorg for almuen. Regeringssagerne behandler han derfor også helst selv, men skriver om dem og sine hensigter til sine ministre og fortrolige (Ivar Rosenkrantz, J. L. Holstein, grev Kr. E. Stolberg fra Wernigerode i Harzen, hofpræsten Bluhme, J. S. Schulin og andre) for at indhente deres mening og råd. Den umådelige mængde breve fra kongens hånd skrevet på tysk i en ejendommelig abrupt og usmykket stil vidner om hans store arbejdsomhed; de er »fulde af detailjer, af god vilje og selvbedrag« (karakteristik af Aug. Hennings 1779) og afgiver et fortræffeligt bidrag til kongens karakteristik.

De, som havde ventet sig en ny tids komme ved Christians tronbestigelse, synes i begyndelsen ikke at skulle blive skuffede. Kongen indtager for eksempel ikke som faren og bedstefaren nogen mistroisk holdning over for den gamle danske adel, men benytter dens medlemmer i sin tjeneste, og for at lette det tryk, som farens sabbatsorden af 21. april 1730 øvede på folket, ophævede han denne (19. januar 1731).

Landboforholdene krævede gennemgribende reformer, og en af kongens første regeringshandlinger er da også at ophæve den af Frederik 4. indførte landmilits ved Forordningen af 30. oktober 1730, i hvilken det også hedder, at »kongen var ved sin regeringstjeneste først og fremmest betænkt på, hvorledes han i alle mulige måder kunde soulagere sine kære og tro undersåtter«. Samtidig nedsattes også skatterne for landbostanden i Danmark og Hertugdømmerne med 10 %. Disse reformer var imidlertid langtfra gennemgribende nok - een af hovedgrundene til bondestandens ulykkelige stilling var bøndernes fæstestilling, og at hoveriets størrelse ikke var fastslået - og 1733 lod kongen sig endog, på grund af bønderkarlenes rømninger, bevæge til at indføre stavnsbåndet.

Mislykkedes således kongens gode hensigter ganske på landbrugets område, så viser til gengæld hans interesse for handel og industri sig mere virksom og frugtbringende. 1735 oprettedes et »Generallandets Økonomi-og Kommercekollegium«, der skulle varetage samtlige næringsgrene i monarkiets forskellige lande. 1736 oprettedes en »Assignationsveksel- og Lånebank«. Personlig støttede tillige kongen oprettelsen (1732) af Det Asiatiske Kompagni.

Anerkendelsesværdig er også kongens støtte af åndslivet og arbejde i oplysningens tjeneste. Som streng pietist havde Christian intet tilovers for digtning og poesi, når der da ikke var tale om salmedigtning. Komediedigtning og endnu mere naturligvis opførelse af komedier var ham vederstyggelig; det danske Komediehus bliver da heller ikke åbnet under ham. For videnskabelige, særlig historiske studier havde Christian derimod adskillig interesse; efter hans død roses han af Holberg som »en stor elsker og forfremmer af boglige kunster«, og Langebek taler om hans »utrolige nidkærhed for videnskabens fremme«. Kongen støtter for eksempel en videnskabelig rejse til Ægypten, hjælper Thura til udgivelse af Den danske Vitruvius med mere, og navnlig er det af betydning, at universitetet får en ny fundats (1732), der på flere punkter bragte stærkt tiltrængte forbedringer. 23. januar 1739 udkom en omfattende skoleforordning for Danmark og Norge, der indførte tvungen - for fattige børn gratis - skolegang (på grund af modstand fra befolkningens side blev den dog ikke gennemført efter planen), og 17. april samme år udkom en forordning, hvorved det lærde skolevæsen såvel som lærernes kår forbedredes adskilligt. 1742 fik Gram stiftet Videnskabernes Selskab, og kongen, der med glæde havde set det oprettet, støttede det med et pengetilskud. Også det af Langebek stiftede »Selskab til det danske Sprogs og Histories Forbedring« beskyttede kongen.

Det var dog naturligvis fremfor alt det religiøse liv, som havde Christians største interesse. Skønt pietistisk i sine religiøse anskuelser stod kongen en tid, ledet af ønsket om at bevare ro og orden inden for statskirken, vaklende over for det røre, som pietismen vakte herhjemme, men 1734 nærmede han sig den mere (blandt andet påvirket af dronningen, svigermoren og grev Stolberg) og udstedte et reskript, der beskyttede pietisterne mod angreb. Selv stadig opfyldt af syndsbevidsthed - endnu i sine sidste år er han religiøst anfægtet - og ønsket om »forsoning med Gud« er hans højeste attrå og pligt som konge at frelse og omvende sine undersåtter; hans religiøse forordninger tjener dette mål. 1735 udstedes en sabbatordning, noget Iignende Frederik 4.s; den fastsætter mulkter, for bøndernes vedkommende gabestok som midler til at fremtvinge kirkegang. 1737 oprettes et »Generalkirkeinspektionskollegium«, der fik meget udstrakt tilsynsmyndighed og direkte referat til kongen; det skulle blandt andet våge over, at den evangeliske lære blev forkyndt uforfalsket, over, at kirkedisciplinen blev brugt forstandigt og til opbyggelse; endvidere skulle det øve censur over teologiske og religiøse skrifter, føre tilsyn med gudstjenesten, bispernes visitatser og så videre. Den vigtigste af de religiøse reformer er imidlertid indførelsen af konfirmationen, som Christian, påvirket af sin ungdomslærer Schröder, indfører 1736. Til hjælp ved katekisationen får kongen Erik Pontoppidan til at udgive sin kendte forklaring til Luthers Katekismus.

Christians kirkeregimente havde vel i adskillige henseender en særdeles god indflydelse - med hensyn til moral, religiøs følelse og oplysning - men sabbatsordningen og hykleriet, den fremkaldte, lagde et tryk på folk og gjorde for eksempel København lige så kedelig og »surseende« som hoffet, så at Christians død føltes som en lettelse.

Økonomisk tyngedes folket også af et meget stærkt tryk, som kongen ikke var uden skyld i. Finansernes sørgelige tilstand havde ganske vist en hovedårsag i de elendige landboforhold (tilmed hærgede 1745-46 en voldsom kvægpest Danmark og Hertugdømmerne), men den tilbagegang, der skete i finansernes stilling 1730-46, skyldes for en meget stor del kongens og dronningens store udgifter til luksus- og byggeforetagender (Hirschholm, Eremitagen, Christiansborg), såvel som til deres slægtninge fjern og nær i form af pensioner, gaver og lån. Kongemagtens ophøjethed gjorde det i Christians øjne til en pligt at omgive den med ydre pragt, og af tilbøjelighed støttede dronningen ham i denne opfattelse.

Ægteskabet med Sophie Magdalene var lykkeligt; Christian havde af faren fået lov til at vælge denne, måske fattigste, men til gengæld frommeste af Tysklands prinsesser. Desværre havde hun ingen betingelser for at bøde på kongens uheldige sider; hun havde tværtimod - endda i højere grad - de samme fejl som han, hendes religiøsitet var mørk og pietistisk, hendes sind tungt, hendes karakter vranten og sygelig. I øvrigt synes tanken om at være blevet en enevældig monarks dronning at være gået hende, den fattige, navnløse, provinsiel bornerte prinsesse, til hovedet; hun blev stolt, stiv og afvisende over for folk, blev ødsel og pragtlysten og beholdt desuden en forkærlighed for alt tysk, som med hendes andre meget lidt vindende egenskaber gjorde hende meget upopulær. Hendes indflydelse på kongen blev meget uheldig; i politiske sager har hun næppe haft Christians opmærksomhed (snarere er dette måske tilfældet med hendes mor, markgrevinde Sophie Kristiane, som var en intelligent dame, hvis råd kongen gerne hørte), derimod i høj grad i religiøse spørgsmål; men særlig har hun dog bidraget til at uddybe den kløft, der naturlig måtte opstå mellem folket og en konge som Christian, der i forvejen havde så få egenskaber, egnede til at gøre ham folkeyndet. Hendes skranteri har sikkert også indvirket uheldigt på kongens pirrelige sind; i hans dagbøger, som giver et yderst magert og tørt billede af hoffets liv, hedder det afvekslende: »heute abend beym schlaffe gehen wahr die Königin recht übel von hertzens angst«, »blieb die Königin in der Cammer wegen zahn weh«, »nahm die Königin Pillen ein«; »die Königin Aderlas am rechten Fuss« og så videre. Hoflivet blev naturligvis på grund af kongens og dronningens asketisme og indesluttede væsen uendelig kedsommeligt, ingenlunde svarende til de pragtfulde rammer, man med så uhyre bekostning havde skabt; »man lever som eremitter« (kongens eget udtryk i et brev, vistnok til grev Stolberg), og kongen er i tvivl, om »jeg kan og tør holde assemblé ved hoffet«; i hvert fald mener han, at det til tider måske er nødvendigt, men man indskrænker sig da til nogle concerts de musique eller fødselsdagsfester. Adspredelser finder hoffet da i at rejse fra det ene slot til det andet, i jagter, skiveskydning og besøg i det ostindiske Selskabs varelager. Hoffet blev under dronningens indflydelse næsten helt tysk; ikke alene dronningen selv, hendes mor og søskende, også kongen taler tysk, der falder ham så naturlig, at man sjælden finder optegnelser fra hans hånd på dansk. Tyskere får i stort tal plads ved universitetet, i statsembeder og officerskorps. Udenlandske diplomater fremhæver dette stærkt, og uden at der vist findes nogen almindelig national uvilje mod selve det tyske sprog, er vreden dog stærk mod de embedssøgende tyskere, der, som den svenske gesandt bemærker, for det meste bliver holdt i større anseelse end de indfødte.

I sine sidste år svandt Christian ind som en skygge, uden at nogen bestemt sygdom kunne konstateres; en mavelidelse slog sig til og voldte hans kræfters sammenbrud.

I sit ægteskab havde han 3 børn, hvoraf de to overlevede ham, nemlig Frederik (5.) og Louise, der blev gift med en hertug af Sachsen-Hildburghausen.

Valgsprog: For Gud og folket.