LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier            Danmark            Danmarks kongerække         


Christian 7.
Christian 7. (29. januar 1749 - 13. marts 1808), konge af Danmark og Norge (1766-1808), søn af Frederik 5. og Louise, datter af den engelske konge Georg 2., født i København, død i Rendsborg.

Christian havde allerede som 3 års barn den ulykke at miste sin udmærkede mor, og hans opdragelse, som faren kun lidt bekymrede sig om, blev, da han var 6 år gammel, lagt i hænderne på mænd, der mindst af alt var skikkede til at være opdragere. Ingen af dem havde gnist af pædagogisk evne, ingen af dem forstod at behandle drengen, der af naturen havde udmærket gode evner, men tillige var en ejendommelig sart natur med spirer til egenskaber, der skulle mødes med kærlig forståelse og ledes frem med varsom hånd. Hans overhofmester, grev Ditlev Reventlow, var en brutal mand, for hvem al opdragelse kun var dressur, og den lærer, der særlig havde med Christian at gøre, teologen (senere bibliotekar og konferensråd) Georg Nielsen, var en gnaven og pedantisk rationalist, der tilmed ganske underordnede sig Reventlows opdragelsesmetode. Resultatet af denne blev, at drengens hjerne fyldtes med en mængde ufordøjeligt stof, der forkvaklede hans naturlige sunde udvikling, mens samtidig den rå behandling med skældsord og prygl, der blev ham til del - ofte endog i tjenerskabets nærværelse -, ganske kujonerede ham. Endelig var han i sin fritid i det slettest mulige selskab med en page og en kammertjener, begge moralsk fordærvede personer, der havde den sørgeligste indvirkning på prinsen og tilmed førte ham ind på kønslige forvildelser. I Christians 12. år trådte den udmærket dygtige schweizer Reverdil til som en af prinsens lærere; det lykkedes ham en kort tid at få nogen Indflydelse på Christian, og han gjorde sig den største umage for at bringe prinsens opdragelse ind i et bedre spor, men kunne dog intet udrette over for Reventlows opdragelsesprincipper og følgerne af disse.

Da Christian ved farens død 1766 besteg tronen, havde han i virkeligheden intet lært ud over det, hin tids bon ton krævede som dannelsesfernis hos enhver kavaler - alt det, der både for ham selv og landet var det eneste nyttige, var en lukket bog for ham. Der var dog mulighed for, at hans arbejdsevne, der var svækket under det meningsløse opdragelsessystem, kunne være kaldt til live igen og hans gode egenskaber udviklede i et sundt og vækkende arbejdes tjeneste, om ministrene og hans personlige omgivelser havde formået at indvirke på ham; men uheldigvis blev det ikke tilfældet. Ministrene manglede evne til at fængsle eller blot vække kongens opmærksomhed, og selv J. H. E. Bernstorff, der ledede Konseilet, var med al sin åndelige overlegenhed ikke manden hertil. Og hans personlige omgivelser blev meget snart en lille klike af letsindige eller fordærvede unge mennesker, i hvis selskab Christians liv væsentlig kun blev en fortsættelse af det tidligere liv med pagen og kammertjeneren. Fra denne kreds strømmede hån og spot over alt og alle, ondskabsfulde bagvaskelser og rænkefulde Intriger ud over omgivelserne. Kongens sympatier og antipatier vekslede uophørlig, han var uberegnelig, umulig at stole på; om aftenen var man hans ven, om morgenen hans fjende. Alt kunne opnås ved at ægge hans sygelig overdrevne selvfølelse og give ham lejlighed til magtudfoldelse. Hver ny afskedigelse, han kunne iværksætte, voldte ham nydelse, og han nægtede sig intet i den retning. Reverdil arbejdede trofast på at bringe kongen på ret køl igen, men kunne intet udrette, alene som han stod i kampen; tilsyneladende var det lykkedes ham at vække kongens interesse for landboreformerne, men det viste sig snart, at denne sag kun var et fantasibillede for Christian, at der slet ikke hos ham var tale om nogen dybere forståelse af dette store spørgsmål. Reverdil selv faldt som offer for kongens lune, og dermed var sagen ude af verden; glimtvis vaktes Christians interesse på ny for den under Struensees indflydelse og foranledigede endog Reverdils tilbagekomst; men den slukkedes så hurtig i åndssløvhedens mørke. .

Bernstorff, der med angst så, hvorledes kongens trang til udskejelser voksede (kort efter sin tronbestigelse havde Christian betroet sin livlæge, at han ville »rase« i 2 år), fremskyndede derfor kongens ægteskab med den engelske prinsesse Karoline Mathilde, Georg 2.s sønnedatter; forhandlinger om dette parti var alt indledede 1764, forlovelsen var blevet deklareret 18. januar 1765, og nu fandt formælingen mellem den 17-årige Christian og den 15-årige Karoline Mathilde sted 8. november 1766. Forventningerne om, at dette ægteskab skulle medføre forandring i kongens levevis, skuffedes dog meget hurtig. Christian der på forhånd havde udtalt, at han betragtede ægteskabet som den største af alle byrder, behandlede snart Karoline Mathilde med ligegyldig kulde; hun trak sig ængstelig tilbage og lod sig påvirke af sine kvindelige omgivelser, der ved deres uheldige optræden forværrede forholdet mellem det kongelige par, hofintriger sattes i gang, og allerede få uger efter formælingen var forholdet mellem det unge par af den sørgeligste natur. Kongen selv fandt større og større behag i samlivet med sine lystige venner, og udskejelserne i deres selskab blev vildere og vildere; slotsgemakkerne blev snart for trange, og scenen forlagdes da andensteds hen. I selskab med sine trofaste følgesvende sværmede Christian nu om i gaderne, besøgte knejper og berygtede huse, indlod sig i klammeri med de forbigående eller med vægterne, slog lygter og ruder itu og så videre; ikke altid slap kongen og hans svirebrødre lige heldig fra disse natlige optøjer, og ved en enkelt lejlighed undgik Christian ikke temmelig alvorlige prygl. I det hele satte kongen i denne sørgelige periode alle hensyn til side; det var således ikke ualmindeligt, at han efter nattens begivenheder stærkt beruset ravede gennem gaderne hjem til slottet ved højlys dag. På disse ture var han ofte ledsaget af et løsagtigt fruentimmer, »Støvletkatrine«, der havde fået indflydelse på ham, og som i øvrigt synes at have været den eneste kvinde, der virkelig havde vakt en stærkere følelse hos ham.

Foråret 1768 tiltrådte kongen en udenlandsrejse gennem Tyskland, Holland og Belgien til England; han blev her modtaget med store æresbevisninger, byen London udnævnte ham til æresborger, universiteterne i Cambridge og Oxford kreerede ham til æresdoktor, og så fremdeles. Efter to måneders ophold her tog han til Paris, hvor han ligeledes var genstand for megen hyldning og lovprisning. Rejsen, hvis varighed oprindelig var fastsat til to år, indskrænkedes dog til 9 måneder; januar 1769 kom han tilbage til København. Man havde ved hoffet ikke været synderlig glad ved denne rejse, der så pludselig afbrød de vilde udskejelser; med rette frygtede man, at scenen for disse nu skulle forlægges til London og Paris og Kongen derved kompromittere landet; med stor glæde var man da vidne til dens heldige udfald. Christian havde i enhver retning opført sig med en mærkelig takt og sømmelighed, havde forstået at indtage en værdig holdning som majestæt og samtidig vinde alle for sig ved sin elskværdige og fordringsløse optræden, sin livlige ånd og sit kvikke lune. Fjernelsen fra det vante hoflivs uro og intriger, samlivet med andre omgivelser og de mange nye indtryk, rejselivet førte med sig, holdt ham oppe. At rejsens varighed ikke blev længere, skyldtes hovedsagelig, at Christian følte sig træt og slappet; den sindssygdom, hvis spirer han havde båret sit hele liv, brød nu igennem.

Utvivlsomt har Christian haft arvelige anlæg til sindssyge, og de forhold, hvorunder han kom til at leve, fremmede i højeste grad disse. De bizarre ideer og fantastiske forestillinger, der fra barnsben af udviklede sig af hans mærkelig levende indbildningskraft og ledsagedes af en sygelig overdreven selvfølelse, søgte man ikke at regulere; den meningsløse opdragelse og mishandlingerne under Reventlows pisk fremkaldte en ejendommelig angstfølelse, der blev kilden til en stadig nervøs uro, og kønslige forvildelser undergravede samtidig hans helbred. Den bratte overgang fra forkuelse til livet som enevældig regent medførte ødelæggende virkninger på hans intellektuelle og moralske sundhed; under samlivet med Karoline Mathilde og udviklingen af intrigerne ved hoffet udvikledes der hos ham en sygelig irritabilitet, mens samtidig de vilde udskejelser nedbrød hans legemlige kræfter. Udenlandsrejsen medførte overdreven anspændelse af hans sjælelige og legemlige evner, og da alt det, der på den holdt ham oppe, nu afløstes af stilheden, kommer reaktionen, og han synker sammen i slaphed. Fra den tid går det med rivende fart nedad. Allerede vinteren 1769-70 i levede han i sløv ligegyldighed for livet omkring sig, opfyldte vel mekanisk de rent materielle krav, livet stillede til ham som kronens bærer, men befandt sig bedst ved den ensformige, sørgelige tilværelse, han førte i sine egne gemakker, hvor et par drenge og nogle hunde var hans bedste adspredelse. Afvekslende befandt han sig i en fuldkommen sløvhedstilstand eller fik voldsomme anfald af vildskab, der gav sig luft i en ubændig trang til at ødelægge alt, hvad han i øjeblikket fik fat på. Og midt i denne ulykkelige tilstand, der viste alle tegn på en vidt fremskreden sindssyge, kunne der så indtræde perioder af ganske kort varighed, hvor han på een gang river sig ud af den sædvanlige sløvhed, tager sig sammen og forbavser omverdenen ved sine fornuftige svar, der tilmed ofte var prægede af en mærkelig åndfuldhed eller et sarkastisk lune.

Over for de mange forskelligartede begivenheder, der skete i landet i de næsten 40 år, hvori han endnu af navn var konge, stod han altså ganske sløv. For det regimente, Struensee, der trådte til umiddelbart efter rejsen, indførte, bøjede han sig ganske viljeløst; den mangel på ærbødighed og undertiden ligefremme hån og tilsidesættelse, Struensee og Enevold Brandt viste ham, fandt han sig let i, selv om han ved en enkelt lejlighed blev bragt i raseri over for Brandt; endelig var han ganske ligegyldig over for det intime forhold mellem Struensee og Karoline Mathilde, højst spottede han i sine lysere øjeblikke kynisk over det. Aldeles mekanisk satte han 17. januar 1772 sin underskrift under fængselsordren mod dronningen, Struensee og deres tilhængere og underskrev ligeledes senere dødsdommen over Struensee og Brandt, for den førstes vedkommende dog, så vidt man kan skønne, først efter nogen nølen. I øvrigt forandrede hans mentale tilstand sig ikke synderligt i årenes løb; de pludselige udbrud af voldsomhed blev vel år for år sjældnere, men samtidig også de lysere øjeblikke, den nervøse angstfølelse blev stærkere, og sløvheden antog måske derved en uhyggeligere karakter. Da det engelske angreb på Danmark 1807 begyndte, førte kronprins Frederik den sindssyge konge til Kolding, og kort tid efter til Rendsborg, hvor han døde.

Medlidenheden med den ulykkelige konge holdt sig nogenlunde i det slægtled, der havde begivenhederne fra Struensee-tiden i frisk minde; senere tabte den sig, og dommene over ham blev alt for hårde og ensidige, mens de mange »formildende omstændigheder«, der dog kaster et forstående og forsonende lys over dette ulykkelige menneskeliv, ikke toges i betragtning.