LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier            Danmark            Danmarks kongerække         


Christian 8.
Christian 8. (18. september 1786 - 20. januar 1848), konge af Danmark (1839-48), ældste søn af arveprins Frederik og Sofie Frederikke af Mecklenburg-Schwerin, født på Christiansborg Slot, død på Amalienborg.

Ledelsen af Christians undervisning overdroges den klassisk dannede filolog, professor N. I. Schow, og blandt hans lærere må, foruden zoologen H. S. Holten, matematikeren K. F. Degen og juristen Christian Colbjørnsen fremhæves. Den unge prins, der havde arvet morens begavelse, udmærkede sig ved hurtig fatteevne, lethed ved at udtrykke sig og sans for videnskab og kunst. Han voksede desuden op i en kreds, der udøvede en dannende indflydelse på ham; idet i hans fars hjem, på Amalienborg og Sorgenfri, samledes mange af de daværende notabiliteter i åndens verden.

Efter farens død 1805 udnævntes han til chef for dennes regiment, med hvilket han i de to følgende år lå ved den holstenske grænse; men han følte ingen interesse for militærvæsenet, og når han gav det udseende af det modsatte, var det nærmest for at tækkes kronprinsregenten. Under kronprinsregenten Frederik 6.s fraværelse i Holsten førte Christian overkommandoen for den på Sjælland samlede troppestyrke. I sin militære stilling fortsatte han imidlertid sin interesse for naturvidenskaber og kunstværker, korresponderede med fremmede videnskabsmænd, og hans udnævnelse til formand for Kunstakademiet og for det norske Videnskabernes Selskab var i virkeligheden udmærkelser, der stemte med hans tilbøjeligheder.

I Københavns fornemme og rige kredse var prinsen en feteret gæst, og han glimrede her ved sin smukke personlighed, sine slebne former og sit konversationstalent. Hans beundrere talte om hans »Apollohoved«, og i oehlenschlägersk stil erklæredes han skøn som Baldur og veltalende som Brage. Kong Frederik 6.s opmærksomhed for hans åndelige kvaliteter tildrog ham sig ganske særlig ved en blomstrende tale, han holdt i december 1811 ved en fest på Gjethuset i anledning af den kongelige resolution om oprettelsen af et norsk universitet. Hidtil havde Christian kun deltaget i militære paradeøvelser og i det fine københavnske selskabsliv med dettes materielle og intellektuelle adspredelser; men foråret 1813 kaldtes han til en politisk virksomhed, under hvilken han senere skulle blive en central personlighed i store begivenheder og henlede Europas opmærksomhed på sig.

Danmarks ulykkelige krig med England, der medførte så store lidelser for Norge, havde haft dannelsen af et antidansk parti til følge, hvilket ville ophæve forbindelsen med Danmark. Kongen besluttede nu at benytte Christian som et personligt bindeled mellem tvillingrigerne og udnævnte ham 10. maj 1813 til Norges statholder.

Hemmelig begav prinsen sig for at undgå de engelske krigsskibe om bord i en fiskerbåd fra Frederikshavn til Hvaløerne, hvor han 21. maj betrådte norsk grund, og holdt dagen efter sit indtog i Kria. Ved sin smukke personlighed, ved sin intelligens og veltalenhed vandt prinsen snart nordmændenes hengivenhed og var under sin første inspektionsrejse som statholder genstand for hyldest fra befolkningens side.

Mens Christian som Norges statholder var i færd med at reorganisere landets administration, finanser og forsvarsvæsen og skaffe tilførsel af korn, gik Frederik 6. videre ad sin skæbnesvangre vej. Fornyelsen af alliancen med Napoleon og krigserklæringerne mod Sverige, Rusland og Preussen førte endelig til fredsslutningen i Kiel 14. januar 1814, ved hvilken kongen af Danmark frasagde sig til fordel for kongen af Sverige alle sine rettigheder og fordringer på kongeriget Norge, der fremtidig skulle tilhøre kongen af Sverige med fuld ejendoms- og suverænitetsret. Men en norsk notabelforsamling på Eidsvold erklærede kongen af Danmark for uberettiget til at overdrage Norge til nogen anden regent og nægtede derfor at anerkende Kiel-freden. I kraft af folkesuverænitetens princip ville nordmændene således selv tage bestemmelse om deres fremtids skæbne. Under denne situation måtte Christian opgive sin oprindelige tanke at lade sig proklamere som Norges konge ifølge sin arveret. Efter Notabelforsamlingens opfordring trådte han i spidsen for styrelsen som regent og indkaldte en konstituerende rigsforsamling, der mødtes i Eidsvold 10. april 1814. Efter at denne havde vedtaget Norges nuværende grundlov, valgte den enstemmig Christian 8., under navnet Christian Frederik, til konge 17. maj.

Christain gjorde nu forsøg på at vinde støtte i England; men hans sendebud afvistes, ligesom hans planer om at blive valgt til svensk tronfølger kun forblev tomt hjernespind. Sveriges tronfølger, Karl Johan, og kong Karl 13. førte henholdsvis en hær og flåde mod Norge, mens der fra de fire stormagter England, Rusland, Østrig og Preussen ankom kommissærer, der forlangte Kiel-fredens anerkendelse og gennemførelse.

Christian befandt sig i en situation, der næppe kan tænkes vanskeligere: på den ene side stod han så at sige under det samlede Europas tryk, og på den anden side skulle han, der var aldeles ukrigerisk og blottet for militært blik, optage kampen med en feltøvet svensk hær, der kommanderedes af en af Napoleons forhenværende marskaller.

Vi skal ikke her forfølge det to ugers felttog til søs og til lands, og heller ikke kan vi fordybe os i de diplomatiske forhandlingers enkeltheder. Hvad vi her holder os til, er hovedspørgsmålet, om Christian ved sin politiske optræden under den foreliggende situation har indlagt sig fortjenester af Norges selvstændighed. Herpå gav undersøgelser af Y. Nielsen (Fra Kiel til Moss 1814) et bekræftende svar. Han vandt stormagtskommissærerne for den opfattelse, at Norge var et kongerige, der havde ret til at tage beslutning om sin fremtidige stilling, og ved først at tilbyde en betinget, dernæst en ubetinget tronfrasigelse opnåede han de indrømmelser, der fandt deres udtryk i konventionen i Moss af 14. August 1814. Ved den forpligtede han sig til straks at sammenkalde et storting, overdrage regeringen til Statsrådet, nedlægge sin krone, når tinget var trådt sammen, og forlade landet. Den svenske regering anerkendte på sin side den norske grundlov med de ændringer, som Norges union med Sverige nødvendiggjorde. Således var Kiel-traktaten blevet afløst som forhandlingsgrundlag af Moss-konventionen. 28. oktober gik Christian, efter at han havde opfyldt de anførte betingelser, ved Frederiksværn om bord i den danske brig Bornholm, som dronning Marie havde sendt for at hente ham. Han landede i Århus 4. november, samme dag som Karl 13. valgtes til Norges konge.

Efter dette afsnit af prinsens liv, der havde været så rigt på epokegørende begivenheder, fulgte nu et 25-årigt tidsrum, i hvilket han førte en forholdsvis stille tilværelse som præsumtiv dansk tronfølger. Det personlige forhold mellem ham og Frederik 6. var, efter hans endelige optræden i Norge, noget køligt, hvortil grunden vel væsentlig var den, at han havde voldt kongen bryderier med stormagterne, der en tid lang mistænkte ham for at handle efter hemmelige ordrer fra København. At Frederik 6., der var opfyldt af levende uvilje imod Karl Johan, skulle have misbilliget prinsens norske politik eller hans bestræbelse for at skaffe Norge en selvstændig stilling, er der ingen årsag til at antage. I øvrigt var prinsen og kongen så grundforskellige personligheder og afveg så stærkt fra hinanden i interesser, at et egentlig sympatetisk forhold mellem dem, derved var udelukket.

I marts 1815 udnævntes prinsen til guvernør i Fyn, en stilling, hvorved han kom til stå som et administrativt mellemled mellem regeringen og kommunerne. 22. maj samme år viedes han i Augustenborgs Slotskapel til prinsesse Karoline Amalie. Her knyttedes således Juliane Maries sønnesøn til Karoline Mathildes datterdatter. Ægteparret tiltrådte derefter med et kort mellemrum to udenlandsrejser. Sommeren 1818 besøgte det forskellige punkter i Rhinegnene. Efter et vinterophold på palæet i Odense begav han sig maj 1819 sammen med sin hustru på en stor udenlandsrejse. Prinseparret besøgte Tyskland, Italien, Schweiz, Frankrig, England, Belgien og Holland. Det var i disse år, at Sydeuropa var skueplads for revolutionære rejsninger, som den hellige alliance undertrykte, idet den hjalp de legitimistiske og konservative principper til herredømmet. Christian med sin norske, demokratiske fortid, betragtedes derfor med mistænksomme blikke, især ved kong Ludvig 18.s reaktionære hof. Men stemningen mod ham slog om, da den russiske gesandt i Paris, Pozzo di Borgo, efter en samtale med ham udbrød: »Gives der nogen aristokrat i verden, da er det ham«. Efter sin hjemkomst hyldedes han af studenterne, der bragte ham et fakkeltog under hans ophold på Sorgenfri Slot. Prinseparret opholdt sig skiftevis i hovedstaden, på Sorgenfri og i Odense, hvorfra prinsen foretog inspektionsrejser i sit guvernement. 1824 besøgte han Bornholm; 1825 fik han prædikatet Kgl. Højhed; 1826 berejste han hertugdømmerne Slesvig og Holsten.

Hidtil havde Christian været holdt uden for al deltagelse i statsstyrelsen; men 4. marts 1831, da Frederik 6. påtænkte indførelsen af rådgivende provinsialstænder, fik han sæde i Statsrådet. 1838 begav han sig til Teplitz i Böhmen, hvor han konfererede med kejser Nikolaj, grev Nesselrode og fyrst Metternich. Denne forhandling stod i forbindelse med Frederik 6.s plan om at få kongelovens arvefølge udstrakt til Holsten. Det følgende år, 3. december 1839, døde Frederik 6., og prinsen besteg Danmarks trone som kong Christian 8.

Under Christians regering voksede den konstitutionelle og den nationale bevægelse, der var begyndt under Frederik 6., sig begge stærke. Hvorledes stillede nu Christian sig personlig til disse bevægelser? Det liberale Parti, der fejlagtig troede, at han i sin tid havde haft andel i Norges demokratiske grundlov, ventede, at Christians tronbestigelse skulle hidføre en konstitutionel æra i Danmark. Ved sine svar på adresserne viste Christian sig som en dygtig taler, idet han i velvalgte udtryk og med stor virtuositet varierede den grundtanke, at man måtte blive stående ved provinsialstænderne og kun tænke på forbedringer i forvaltningen.

Christians holdning vakte stærk misfornøjelse hos de Liberale, hvad der kom til udtryk ved hans salvings- og kroningsfest 28. juni 1840, den sidste akt af den art i Danmark. Indtil sin regerings slutning opretholdt Christian sin enevælde i dens fulde omfang. Den nationale bevægelse ytrede sig dels som Schleswig-holsteinisme, dels som skandinavisme. Over for dette indtog Christian en vaklende holdning. Han opfyldte sin svogers, den slesvig-holstenske fører prins Frederik af Augustenborgs ønske om at blive statholder i hertugdømmerne. Christian havde i dette tilfælde den forestilling, at taknemmelighed og familiebånd skulle bringe svogeren til at skifte politisk holdning.

Personlig var vel Christian ved sine intellektuelle evner og sin sprogfærdighed skikket til at være monark i en stat som den danske, med to nationaliteter. Men det danske element i hans personlighed var dog overvejende, hvad der også i de to sidste år af hans regering prægede sig i hans optræden over for Slesvig. Christian var en erklæret modstander af skandinavismen, hvad der væsentlig skyldtes den indflydelse, kabinettet i Petrograd udøvede på ham. Men stillede Christian sig end afvisende over for den skandinaviske tanke, så trådte han dog i et venskabeligt forhold til den svensk-norske kongefamilie. Vidnesbyrdet herom var kong Oskar 1.s og hans dronnings besøg hos det danske kongepar 1846. Hoffet i Berlin lagde vel ikke skjul på sin sympati for Schleswigholsteinismen, men Christian søgte alligevel at stå personlig på en god fod med det. Han havde 1843 en sammenkomst på Rügen med kong Frederik Vilhelm 4.

Til Christians navn knytter der sig en lang række reformer på det administrative og finansielle, på det sociale og kommunale livs område, hvilke vi her ikke kan gå nærmere ind på.

Statsindtægten steg årlig, næringsvejene blomstrede, og statsgælden aftog. Mens Christians regering således havde lyse materielle sider, stod også kunst og videnskab, ja kulturlivet i det hele, i fuldt flor, og på dette felt udgik der fra kongen personlig tilskyndelse, Hans levende interesse for videnskab og kunst holdt sig usvækket gennem årene, han samlede ofte disses dyrkere om sig, og i disse selskaber herskede der en fri og gemytlig tone. Han var ved sådanne lejligheder, siger en af deltagerne (H. L. Martensen), altid i civil dragt med en enkelt stjerne på brystet og gjorde det bedste indtryk, når han trådte ind i de indbudtes kreds, Havde man ikke vidst, at han var kongen, ville man snart af konversationen have fået den opfattelse, at han var en i sandhed fornem mand af den højeste dannelse. Med sine ideelle interesser forbandt han stor arbejdskraft, hvilken også lagde sig for dagen i en detaljeret gennemarbejdelse af rent praktiske sager. Det kan vel ikke nægtes, at Christian var hengiven til sanselige nydelser af forskellig art; men alt i alt var han efter de kompetenteste vidnesbyrd en ideelt anlagt individualitet.

De politiske resultater af Christians regering var i modsætning til de materielle uheldige, og med sorg var han i slutningen af sin levetid vidne til, hvorledes den danske stat befandt sig i en tilstand af indre splid og gæring, hvorledes kongerigets og hertugdømmernes stænderforsamlinger stod fjendtlig over for hinandens, mens regeringen selv var genstand for det liberale Partis angreb.

5. januar 1848 havde Christian under et besøg om bord i korvetten Valkyrien pådraget sig en forkølelse, der gik over til en stærk feber. En åreladning på armen førte til en rosenagtig betændelse, der endte med en blodforgiftning, for hvilken kongen bukkede under. På sygelejet havde forfatningsspørgsmålet og den slesvigholstenske bevægelse været i kongens tanker. Med hensyn til det første erklærede han, at hvis hans liv endnu kun måtte vare en kort tid, ville han kunne tage folkets taknemmelighed med sig i graven. Angående situationen i hertugdømmerne ytrede han med sin forestående død for øje, at det nu ville »briste derovre«.

Christian var blevet skilt fra sin første gemalinde, prinsesse Charlotte Frederikke 1810. Hans anden gemalinde, dronning Karoline Amalie overlevede ham i 33 år.

Valgsprog: Gud og fædrelandet.