Christian 9.
Christian 9. (8. april 1818 - 29. Januar 1906), konge af Danmark, fjerde søn af hertug Vilhelm af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck, født på Gottorp Slot, død på Amalienborg.
Hans fars stamtræ rækker tilbage til Frederik 2.s bror, Hans den Yngre; hans mor, prinsesse Louise Karoline, var datterdatter af Frederik 5. og søster til Frederik 6.s dronning, Marie Sofie Frederikke. Christian var altså både på fædrene og mødrene side knyttet til Danmarks gamle kongestamme. Faren, der var generalmajor og havde ledsaget Frederik 6. til Wienkongressen, stod i høj gunst hos kongen, der nærede tillid til hans retsindige karakter og sunde dømmekraft. 1825 skænkede Frederik 6. hertugen, som et tegn på sit venskab, Glücksborg Slot til bolig og bestemte det tillige til enkesæde for hertuginden med den tilføjelse, at deres mandlige efterkommere skulle bære navn efter slottet. Ved hertug Vilhelms død 17. februar 1831 var Christian en dreng på 13 år. Kongen over tog nu formynderskabet for sønnerne, og efter hans ønske trådte prinsen, der selv ville have valgt marinen, ind i hæren.
Christian kom nu til København, hvor han, imens han gennemgik et kursus på Landkadetakademiet, opholdt sig i akademichefen oberst Lindes hus. I hele kongefamiliens nærværelse konfirmeredes han 1835 i det kongelige audiensværelse på Amalienborg af garnisonspræst Glahn. Christian udnævntes til ritmester i Hestgarden og anvendtes 1837-38 til et par sendelser til det engelske hof. Han bragte således dronning Victoria kongens lykønskning i anledning af hendes tronbestigelse; og ved hendes kroning var han til stede som Frederik 6.s repræsentant.
Christian, hvis uddannelse hidtil fortrinsvis havde været militær, ønskede at gennemgå et akademisk kursus. 1839 begav han sig da til universitetet i Bonn, hvor han studerede i henved et par år. På tilbagerejsen besøgte han hoffet i Berlin, hvor han mødte megen opmærksomhed fra Frederik Vilhelm 4.s side.
I efteråret 1841 deklareredes hans forlovelse med prinsesse Louise, datter af landgrev Vilhelm af Hessen, og 26. maj 1842 viedes han i landgrevens palæ på Amalienborg til hende. Ægteparret fik bolig i det såkaldte gule Palæ i Amaliegade, hvor det førte en stille tilværelse, helliget børnenes opdragelse og familielivets glæder.
Christian berørtes indtil 1846 ikke af de politiske og nationale rivninger under Christian 8.s regering; men nævnte år blev han i det mindste middeltidig inddraget i disse. Mens hans ældste bror, hertug Karl af Glücksborg, udstedte en protest mod det åbne brev af 8. juli 1846 angående arvefølgen, stillede Christian sig afgjort på den danske regerings standpunkt, han fornyede sin tjenesteed til kong Christian 8., idet han fuldt ud tiltrådte kongens erklæring om, at det åbne brev var grundet på sandhed og ret. Hermed var Christians stilling givet, da det slesvig-holstenske oprør udbrød efter Frederik 7.s tronbestigelse 1848. I modsætning til broren, hertug Karl, gjorde han Danmarks sag til sin og fulgte som chef for Hestgarden den danske fane under felttoget 1848, men kom ikke til at deltage i nogen kamp. Prinsens hele færd var præget af patriotisme og troskab, hvorfor kongen fandt begejstret tilslutning, da han ved en offentlig fest 1850 rettede en varm taksigelse til ham.
Da stormagterne, med undtagelse af Preussen, august 1850 ved Londonprotokollen havde udtalt sig for bevarelsen af det danske monarkis integritet, måtte det næste skridt blive dennes sikring ved en fælles arvefølge, når mandslinjen uddøde med Frederik 7. Under de diplomatiske forhandlinger, som førtes angående denne sag, kom man snart til erkendelse af, at prins Christian af Glücksborg ville være den rette bærer af den danske krone, hvis han overlevede kongen. Prinsen var nemlig ikke blot grundlægger af et blomstrende eventuelt dynasti, men han havde tillige i et af statens mest kritiske øjeblikke stillet sig ubetinget på Danmarks side. En sådan ordning af arvefølgen krævede dog først, at den russiske kejser, Nikolaj 1., der var overhovedet for den holsten-gottorpske linje, ville opgive sin utvivlsomme arveret til visse dele af Holsten. Zaren viste levende interesse for prinsen og frafaldt ved Warszawaprotokollen af 5. juni 1851 sin arveret til fordel for ham. Ved renunciationsakter overførte prinsesse Louises søskende deres arvefordringer på hende, der atter overdrog den således erhvervede ret til sin ægtefælle, Christian. Endelig anerkendte ved Londontraktaten af 8. maj 1852 alle stormagterne i forening med Sverige og Norge Christian og hans mandlige afkom med prinsesse Louise som arveberettigede til det danske monarki. 31. juli 1853 vedtoges tronfølgeloven af den danske Rigsdag. Som præsumtiv tronfølger, som »Prins af Danmark«, havde Christian et ønske om at kunne rejse igennem Riget for at træde i nærmere kontakt med befolkningen; men i den retning stødte han på en vis modstand ved hoffet, hvor Frederik 7.s gemalinde, lensgrevinde Danner, udøvede en herskende indflydelse. Dette forhold bevirkede, at prinsen førte et temmelig tilbagetrukkent liv og kun ved officielle lejligheder trådte i nærmere forbindelse med kongen. Først 23. oktober 1856, da den ny konstitutionelle helstatsforfatning var blevet udstedt, og Andræ havde overtaget Konseilspræsidiet, fik Christian sæde i Gehejmestatsrådet. Han var i øvrigt året forinden blevet anvendt i en sendelse af halvt politisk karakter, idet han havde overbragt zar Alexander 2. kong Frederiks lykønskning i anledning af hans tronbestigelse. Hvad Christians standpunkt i det danske monarkis daværende forfatningskonflikt angår, da stod han det af Bluhme repræsenterede konservative helstatsparti nærmere end det nationalliberale Ejderparti, der lededes af mænd som Hall, Monrad og Lehmann.
Året 1863 blev af epokegørende betydning i Christians liv. I marts blev nemlig hans ældste datter formælet med den britiske tronarving prins Edvard af Wales, og samme måned valgte den græske Nationalforsamling hans næstældste søn, prins Vilhelm, til »Hellenernes Konge« under navn af Georg 1. Ved disse begivenheder faldt der europæisk glans over Huset Glücksborg. Christian trådte for sit vedkommende den danske trone et skridt nærmere, da arveprins Ferdinand døde 29. juni 1863. Endelig tilfaldt kronen ham 15. november.
Christians første betydningsfulde regeringshandling bestod i stadfæstelsen 18. november af den af ministeriet forelagte og af det dansk-slesvigske Rigsråd vedtagne fællesforfatning for Danmark og Slesvig, ved hvilken Hertugdømmet vel ikke indlemmedes i Kongeriget, men dog knyttedes nærmere til dette. Christian havde helst undgået novemberforfatningens stadfæstelse; men han måtte bøje sig for den stærkt ophidsede, nationalliberale opinion i hovedstaden. En række skæbnesvangre begivenheder fulgte: Prins Frederik af Augustenborg proklameredes som Hertugdømmernes arveherre og hersker, og den tyske Forbundsdag lod Holsten og Lauenborg besætte af forbundstropper. Da Østrig og Preussen dernæst besluttede at tage Slesvig i pant på, at Tysklands fordringer ville blive opfyldte ved den endelige ordning, udbrød krigen mellem Danmark og de to stormagter. Resultatet af den ulige kamp blev de tre hertugdømmers tab ved freden i Wien 30. oktober 1864.
Hvad Christians personlige deltagelse i krigen angår, da kan det fremhæves, at han efter en mønstring over tropperne ved Slesvig by 3. januar 1864 besøgte centrum af Dannevirkestillingen 3. februar, da dette blev angrebet af østrigerne. 22. marts gik kongen, udsat for granaterne fra de preussiske batterier på Broager, gennem alle skanserne i Dybbølstillingen. Kongen besøgte derpå lazaretterne på Als og i Fyn, inspicerede fæstningen Fredericia og mønstrede kavalleriet på Mors, hvorefter han vendte tilbage til hovedstaden. 16. november tog Christian i varme og bevægede ord afsked med slesvigerne. 28. juli 1866 stadfæstede kongen Danmarks Riges gennemsete grundlov, der var blevet forelagt af Ministeriet Bluhme-David, som 11. juli 1864 i overensstemmelse med kongens ønske havde afløst Ministeriet Monrad.
Christian foretog en række rejser til udlandet, blandt hvilke den store rejse fra september 1871 til maj 1872, på hvilken han besøgte Tyskland, Grækenland og Italien, kan fremhæves. Da Island 1874 fejrede sin jubilæumsfest i anledning af øens tusindårige beboelse, var Christian befolkningens gæst og var således den første regerende danske konge, der nogen sinde havde besøgt øen. 1876 drog kongen til Petrograd, og tre år senere aflagde han en visit ved hofferne i Wien og Berlin. 1887 begav han sig til London, hvor han lykønskede dronning Victoria i anledning af hendes 50 års regeringsjubilæum. 1888 og 1890 modtog kongen besøg af den tyske kejser Vilhelm 2. og besvarede det første med en visit hos kejseren i Berlin august samme år. I begyndelsen af april 1903 kom kejseren atter til København og var i tre dage hoffets og hovedstadens gæst.
Ved afskeden bevidnede han kongen sin glæde over modtagelsen og betegnede sig som en »søn af huset«. I december besvarede kongen, ledsaget af prins Valdemar, besøget, idet han hilste på kejseren i Berlin og gæstede ham i Potsdam. Hyppig samlede det danske kongepar en talrig kreds af slægtninge og venner om sig på Fredensborg. Under stor deltagelse fra folkets, fra den talrige slægts og fra udenlandske fyrsters side fejrede Christian 1867 sit sølvbryllup, 1888 sit 25 års regeringsjubilæum og 1892 sit guldbryllup. 15. november 1903 indtrådte 40 års dagen for Christian 9.s tronbestigelse. Højtidsdagen hengik efter kongens ønske i stilhed, men han modtog mangfoldige beviser på højagtelse og anerkendelse såvel fra folkets som fra udlandets side.
Karakteristisk for Christians regering har forfatningskampen mellem; Ministeriet og Landstinget på den ene side og Folketinget på den anden været. Under hele denne forfatningskonflikt indtog kongen personlig en fast, konsekvent holdning. Han afviste Venstres fordring om den såkaldte Folketingsparlamentarisme og hævdede de to Rigsdagstings ligeberettigelse samt kongens frihed i henseende til valget af ministre. Forfatningskampen, der varede omtrent tyve år, virkede dog meget nedtrykkende på kongens sind, ligesom, også folket længtes efter genoprettelsen af fredelige forhold og forfatningsmæssige tilstande. Såvel regering som folkerepræsentation rakte da hånden til forlig. 30. marts 1894 sluttedes en overenskomst mellem Landsting og Folketing angående forsvarssagen og de omtvistede konstitutionelle spørgsmål, og resultatet heraf blev vedtagelsen af en regelret finanslov, ophævelsen af de provisoriske forordninger og gennemførelsen af en ny hærlov. Konseilspræsident Estrup, der havde været ved magten siden 1875 og udøvet den afgørende indflydelse i kabinettet, trådte nu tilbage; men kongen bevidnede ham i en håndskrivelse sin varmeste tak, fordi han under vanskelige forhold havde været en væsentlig støtte, hvis råd kunne følges med ubetinget tillid. Men da Folketinget vedblev at indtage en uvillig holdning over for ministerierne Reedtz-Thott, Hørring og Sehested, der successive fulgte efter Estrups kabinet, og da det såkaldte Venstrereformparti ved folketingsvalgene 1901 vandt en afgjort sejr, besluttede Christian sig endelig til et systemskifte. Han gav den juridiske professor Deuntzer det hverv at danne et ministerium. Denne løste opgaven 24. juli 1901: den ny regering bestod væsentlig af Venstrereformpartiets mænd. Den hidtidige opposition bragte kongen sin hyldest 1. september ved iværksættelsen af et folketog til Amalienborg. 5. oktober åbnede kongen personlig, med megen højtidelighed, Rigsdagens møder. Når Christian 9. havde foretaget dette systemskifte, da var forsvarssagens snarlige og endelige ordning en hovedbevæggrund dertil, thi denne sags fyldestgørende løsning lå ham alvorlig på hjerte, og han mente, at Venstre nu i kraft af hele sin politiske stilling ville være bedst skikket til afgørelsen af dette spørgsmål, der var af vital interesse for fædrelandets fremtid. Det var også med forsvarsvæsenet for øje, at Christian 9. 14. januar foretog en rekonstruktion af ministeriet, idet ban overdrog den hidtilværende kulturminister J. C. Christensen, Reformpartiets fører, Konseilspræsidiet, hvortil Krigs- og Marineministeriets portefeuiller knyttedes. Christian 9. skulle dog før sin død ikke se noget resultat af den marts 1902 nedsatte forsvarskomimissions arbejde.
I Danmarks Riges historie har Christian 9.s regering været af særlig betydning for Island, der ved forfatningsreformen af 5. januar 1874 fik en selvstændig statsretlig stilling. 30. oktober 1903 ændredes Islands forfatning i national og frisindet retning, og den fik et eget ministerium med sæde i Reykjavik.
En betydningsfuld begivenhed såvel for Kongehuset som for det danske folk indtrådte lige i slutningen af Christian 9.s regeringstid. Efter at unionen mellem Sverige og Norge var blevet ophævet, og nordmændene ved en folkeafstemning havde udtalt sig for bevarelsen af monarkiet, valgte Stortinget 18. november 1905 prins Karl, den danske Kronprins' næstældste søn, til konge. 20. november gav Christian 9. sit samtykke til valget, idet han med stor højtidelighed; modtog en norsk deputation på Amalienborg. Et par måneder efter denne begivenhed (29. januar 1906) døde kongen på Amalienborg stille og roligt efter et par timers upasselighed, i sin regerings 44. år. Christian var ved sin død de europæiske fyrsters nestor. Budskabet om hans bortgang modtoges med sorg af det danske folk, hvis følelser fandt deltagelse i alle lande. Herom vidnede den fremmede presses anerkendende udtalelser om kongen og de domme, der fældedes om ham i en række lovgivende forsamlinger. Christians bisættelse i Roskilde Domkirke 18. februar overværedes af en skare prinser og kronede hoveder, blandt hvilke kejser Vilhelm 2. af Tyskland og storhertugen af Mecklenburg-Schwerin kan nævnes.
Fra karakterens side udmærkede Christian 9. sig ved sit retsind, sit ædle hjerte og sin ridderlige tænkemåde, Han var en religiøs mand, der med tillid og fortrøstning til det guddommelige forsyn bar de mørke tilskikkelser i livet. Han var flittig og samvittighedsfuld i opfyldelsen af sin gerning både som familiefar og som konge. Han var i sin optræden fordringsløs og imødekommende over for alle, men repræsenterede dog kongeværdigheden på en fyldestgørende måde, Han var endelig en virkelig fædrelandssindet mand, der som født sønderjyde aldrig kom over tabet, af det danske Slesvig. Blev det hans lod at opleve en tyve-årig forfatningskonflikt og regere ved hjælp af »provisorier«, så var et sådant system og slige rivninger hans natur så meget som muligt imod. Men han optrådte, som han gjorde, idet det var hans rodfæstede overbevisning, at han fra et statsretligt synspunkt havde forfatningen på sin side, og at han ved sin holdning gavnede fædrelandet.