Christoffer 1.
Christoffer 1.(cirka 1219 - 29. maj 1259), dansk konge 1252-59, død i Ribe, Valdemar Sejrs og Berengarias yngste søn.

Faren overdrog ham Lolland og Falster som arvelod, og mens broren Erik Plovpenning var konge, deltog Christoffer undertiden i hertug Abels og de andre fyrstelige lensmænds kamp imod denne; til Abel som konge stod han derimod i et venligt forhold, og han skal have lovet at støtte Abels ældste søn Valdemar til at få riget efter farens død.

Da Abel allerede 29. juni 1252 faldt i kampen mod friserne, lod Christoffer sig dog selv udråbe til Konge, og der lagdes derved grunden til en strid mellem de to linjer af Kongehuset, der varede menneskealdre igennem. Den unge Valdemar, der da sad i fangenskab hos ærkebispen af Køln, blev løskøbt af sine morbrødre, de holstenske grever, og disse støttede ham med hærmagt mod Christoffer; samtidig truedes denne af et angreb nord fra af mordmænd og svenskere. Under disse forhold måtte Christoffer søge forhandlinger, og det kom også til forlig med holstenerne; Christoffer forlenede 1253 Valdemar med hertugdømmet Sønderjylland, mens denne til gengæld opgav sine krav på riget, hvor nu Christoffers lille søn, Erik, hyldedes som hans efterfølger.

På andre kanter vedblev dog uroen; nordmændene gjorde et plyndringstogt ind i Halland, samtidig var der bondeopstand i Danmark, hvor »kådkarlene (den laveste almue) rasede med deres køller«, og dertil kom endelig en stor strid mellem kongen og den nyvalgte, energiske ærkebiskop, Jakob Erlandsen, som, nåede sit højdepunkt, da ærkebispen på et kirkemøde i Vejle 1256 fik vedtaget den berygtede konstitution: Cum ecclesia Daciana, hvorved det blev fastsat, at ved et overgreb imod en biskop skulle hele riget falde under interdikt.

Christoffer udsonede sig nu med kong Haakon i Norge og Birger Jarl i Sverige, der mødtes med ham i København 1257; til gengæld gik han des skarpere frem mod sine andre modstandere. Da Valdemar døde, endnu samme år, inddrog han hertugdømmet; bønderne blev overvundne i et stort slag ved Lejrebro, og da Jakob Erlandsen nægtede at foretage kroningen af Christoffers søn, lod kongen ham fængsle (5. februar 1259).

Det interdikt, der nu skulle hvile over landet, blev kun i ringe mål gennemført; farligere var det, at ærkebispens forbundsfælle, fyrst Jaromar af Rügen, i forening med hertug Valdemars bror Erik, landede på Sjælland og plyndrede vidt og bredt. Christoffer samlede tropper imod ham i Jylland; her døde han imidlertid pludselig, efter den gængse opfattelse forgivet af abbed Arnfast af Ry. Hans enke, Margrethe Sambiria, en pommersk fyrstedatter, som Christoffer havde ægtet 1248 overtog styrelsen for sin endnu kun ti-årige søn Erik (Klipping).