Christoffer 2.
Christoffer 2. (29. september 1276 - 2. august 1332), dansk konge 1320-32, næstældste søn af Erik Klipping, død i Nykøbing på Falster.

Allerede 1294 brugte broren Erik Menved ham til at udføre fængslingen af ærkebiskop Jens Grand, hvorved Christoffer gik frem med en ufornøden hensynsløshed. Snart efter viste hans onde karakter sig over for broren; allerede 1298 var der åben strid imellem dem, og skønt kongen 1303 gjorde Christoffer til hertug af Estland og 1306 gav ham hertugdømmet Halland i stedet, var Christoffer dog stadig misfornøjet og mente, at han ikke behandledes, som det tilkom en kongesøn. Han benyttede derfor enhver lejlighed til at sætte sig op imod broren; blandt andet indlod han sig 1307 i forræderske forbindelser både med de svenske hertuger og de som hans fars mordere udlagte fredløse, stilende mod, at han selv skulle gøres til konge i brorens sted.

Noget af, hvad her var aftalt, kom snart frem, men Erik behandlede broren meget skånsomt; først senere kom hele det sorte forræderi for dagen, og bruddet mellem brødrene blev da ulægeligt. Christoffer gik i landflygtighed (1315), forbandt sig med Eriks hovedmodstander, markgrev Valdemar af Brandenburg, senere med den kongen fjendtlige ærkebisp Esger og de svenske hertuger.

Så døde broren december 1319; han efterlod sig ingen børn, og Christoffer var nærmest til kronen. På sit dødsleje havde Erik advaret mod at vælge ham; men Christoffer blev støttet af sin halvbror, den holstenske greve Johan den Milde, og vandt de danske stormænd ved rige løfter. Efter at have udstedt en streng håndfæstning blev han på Landstinget i Viborg valgt til konge (25. januar 1320), og da han året efter ved et forlig havde endt brorens strid med ærkebisp Esger, blev han kronet af denne sammen med sin ældste søn Erik.

I hans første regeringsår var Christoffers politik ganske heldig; han fik den mecklenborgske fyrste Henrik til at anerkende Danmarks lenshøjhed over Rostock, et indfald af den landflygtige stormand Knud Porse blev slået tilbage, og Christoffer fik sin datter Margrete gift med kejser Ludvig af Bayerns søn Ludvig, som faren havde forlenet med Brandenburg, hvor det askaniske Hus var uddød. Men denne udenrigspolitik krævede mange penge; i strid med håndfæstningen pålagde Christoffer høje skatter, og blandt stormændene voksede misnøjen mod ham.

1325 døde rigets to fyrstelige lensmænd, hertug Erik af Jylland og Vitslav af Rügen, og Christoffer udstrakte sin hånd efter disses lande; de holstenske grever stillede sig dog imod ham,, de danske stormænd sluttede forbund med dem, og der rejste sig opstand mod Christoffer, der selv måtte flygte til Tyskland, mens hans søn Erik blev taget til fange; hertug Eriks lille søn Valdemar blev valgt til konge under formynderskab af grev Gert (juni 1326), mens inden- og udenlandske herrer delte hele riget mellem sig.

Den almindelige harme over denne tilstand vakte hos Christoffer håb om at komme tilbage; ved store ofre købte han sin halvbror grev Johans hjælp, og i sommeren 1329 landede han på Falster. Han og Johan fik snart magten i Østdanmark; også grev Gert opgav den unge Valdemars sag, og mens denne vendte tilbage til sit fædrene hertugdømme, fik Gert arvelig forlening på Fyn og andre dele af Danmark i pant (februar 1330). Således var Christoffer atter konge, om end hans virkelige magt kun strakte sig over nogle stykker af Nørrejylland. End ikke disse fik han lov til at beholde; da der kom strid mellem Johan og Gert, ville kongen hjælpe den første, men Gert tilføjede ham på Lohede et fuldstændigt nederlag (29. november 1331); Christoffers næstældste søn, Otto, blev fanget, den ældste, Erik, styrtede under flugten med hesten og døde som følge heraf; ved forliget med grev Gert måtte Christoffer overlade ham hele Nørrejylland i pant (januar 1332). Fra nu af levede skyggekongen på Lolland, hver han endda led den skam, at nogle adelsmænd brændte huset af over hans hoved og førte ham selv som fange til grev Johan.

Christoffer ligger begravet sammen med sin dronning, den pommerske prinsesse Eufemia, i Sorø, hvor deres gravminde med liggende figurer endnu er bevaret. I 8 år efter hans død stod riget kongeløst; da blev hans yngste søn, Valdemar Atterdag, taget til konge og fik atter riget bragt på fode.