Christoffer, greve af Oldenburg
Christoffer, greve af Oldenburg (født omtrent 1504 - 1566), blev som yngre søn af grev Johan 14. bestemt for den gejstlige stand, blev allerede som barn domherre i Bremen og Kom og fik en omhyggelig opdragelse. 1524 kom han til landgreve Filip af Hessens hof og deltog med ham i bondekrigen 1525.

Humanistisk anlagt gjorde han her bekendtskab med reformatorerne, især Melanchthon; dennes skrifter og Homer var hans yndlingslæsning, selv midt under de mange felttog, hvori den eventyrlige og livsglade kriger tumlede sig. Da han 1533 kom til Østersøen som deltager i et nederlandsk togt mod Lübeck, trådte han i hemmelig forbindelse med Jørgen Koch i Malmø og senere med Jürgen Wullenwever i Lübeck om at befri sit næstsøskendebarn, den fangne Christian 2., med hvem han allerede havde stået i forbindelse under dennes landflygtighed. Maj 1534 viste han sig uden for Lübeck med en 3-4.000 mand og sluttede forbund med hansestaden om Christian 2.s befrielse og Evangeliets fremme. Efter et indfald i Holsten i lybsk interesse viste han sig pludselig med en lybsk flåde ved Dragør 21. juni og gjorde dagen efter landgang ved Skovshoved. Det uventede angreb lykkedes fuldstændig. »Grevens Fejde« var begyndt; borgere og bønder sluttede sig til ham; adelen søgte han at vinde ved klog hensynsfuldhed. Under den almindelige forvirring hyldedes greven i hele det østlige Danmark som »Gubernator« i Christian 2.s navn; også i Fyn og en del af Nordjylland fik han en tid magten. Men da lykken vendte sig efter Johan Rantzaus sejre ved Ålborg og Øksnebjerg, måtte han efter en langvarig belejring 29. juli 1536 overgive København til Christian 3. og forlade landet.

I den følgende tid tumlede han sig, snart i nederlandsk, snart i landgrev Filips, snart i brandenburgsk eller pfalzisk tjeneste i de utallige fejder, hvoraf Tyskland var hjemsøgt; 1558 trak han sig i ro tilbage, dels til Bremen, dels til sin oldenburgske besiddelse, Rastedt Kloster, hvor han havde indført reformationen, tilbringende tiden dels med studeringer i sin store bogsamling, dels med samtaler med videnskabsmænd eller krigere, der hyppig besøgte denne overgangstidens berømte »Alkibiades«, som Melanchton kaldte ham.