Claudius 1.

Kejser Claudius 1.

Tiberius Claudius Drusus Nero Germanicus (10 f.Kr. - ), romersk kejser 41 - 54 e.Kr., en søn af Augustus' stedsøn Drusus og Antonia, kejser Tiberius' søsterdatter, født i Lugdunum (Lyon).

Ubegavet og sygelig blev Claudius holdt borte fra al del i styrelsen, indtil prætorianerne, efter Caligulas drab, udråbte ham til kejser, hvad Senatet blev nødsaget til at tiltræde.

Som kejser viste Claudius sig velsindet og godmodig, men tillige svag. Personlig interesserede han sig mest for retsplejen, hvori han selv tog del, oftest dog på en kejtet og uheldig måde. Desuden syslede han med lærde studier og forfattede også flere historiske værker, der viste mange kundskaber, men liden smag og forståelse.

I rigets indre styrelse udrettedes der adskilleligt. To store vandledninger byggedes til Roms forsyning, en ny havn anlagdes ved Tibermundingen i stedet for den tilsandede ved Ostia. For at hindre Fucinersøens oversvømmelser byggedes en storartet afløbskanal.

I det ydre var Claudius politik heldig. Mauretanien blev gjort til provins, og erobringen af Britannien blev påbegyndt. Men Claudius formåede ikke at holde styr på sine hustruer, Messalina og Agrippina, og såvel de som hans frigivne, Pallas og Narcissus, forledede ham til mange grusomheder. Til sidst blev han forgiven af Agrippina, der ville sikre sin egen søn, Nero, tronfølgen.

---