Cølestin 5.
Cølestin 5. (Celestin 5., Pietro del Morrone). Efter at kirken havde været uden pave i 2 år og 3 måneder, enedes kardinalerne 5. juli 1294 om at udnævne en pave, der syntes lige uskadelig for alle. Det var den 80-årige eneboer Pietrd, født i Isernia i Apulien, ukendt af herkomst, men kendt for sin hellighed og for at have stiftet en munkeorden. Man hentede ham fra hans celle på bjerget Morrone i Abruzzerne. Han, der havde levet al sin tid med bodsøvelser og intet havde set af verden, stod nu på en post, der krævede et politisk geni og en stålsat karakter, ikke alt for øm i valget af midlerne. Han stillede sig helt under huset Anjous indflydelse og flyttede Kurien til Neapel. Kardinalerne var forbitrede. Cølestin længtes tilbage til sin hule, kardinal Gaetani (Bonifacius 8.) nærede denne følelse og gjorde ham det indlysende, at det var kanonisk tilladeligt at nedlægge tiaraen, og 13. december 1294 gjorde han det. Hans efterfølger Bonifacius 8. ville nu beholde ham hos sig som fange; thi hans fjender holdt stadig Cølestin for den rette pave, men Pietro flygtede til Morrone. Bonifacius lod ham gribe og sætte i fængsel på klippeborgen Fumone ved Anagni, hvor han døde 19. maj 1296. Hans grav blev et valfartssted, og Clemens 5. helligdømte ham, mens Dante gav ham plads i helvede som den, »hvem fejhed til et stort afkald førte«.