Lucius Alius Aurelius Commodus (31. august 161 - 193), kaldet Marcus Antoninus, romersk kejser, søn af Marcus Aurelius og Faustina, født i Lavinium.
I sit 6. år udnævntes han til Cæsar og deltog fra 177 som Augustus i regeringen, der efter farens død (180) tilfaldt ham alene. Hans første gerning var at ende kampen med germanerne for at kunne vende tilbage til Rom og i ro og mag hengive sig til hovedstadens nydelser, mens han fra første færd af overlod statens styrelse til sine forskellige rådgivere go yndlinge, blandt hvilke kunne fremhæves Perennis og efter dennes drab Kleander, en forhenværende frygisk slave og lastdrager, der udplyndrede Rom som en erobret by.
Lykkeligere end i hovedstaden var tilstanden i provinserne, hvor dygtige generaler holdt fjenderne i ave og værnede grænserne.
Allerede som prins havde Commodus ikke vakt gode forhåbninger, og svag og uselvstændig som han var, afhang alt af hans omgivelser. Hans første år gik dog bedre, end man havde ventet. Men 183 opdagedes en sammensværgelse, hvori hans egen søster var sjælen, og Commodus lagde nu ikke mere bånd på sin grusomhed. Flere af hans dygtige rådgivere ryddedes af vejen, en mængde rige og fornemme mænd dræbtes, og deres godser konfiskeredes for atter at fylde statskassen, i hvilken Commodus' ødselhed havde bragt en betænkelig ebbe, idet han brugte så uhyre summer, at endogså de nyttige alimentationer for en stund måtte ophøre.
Kejseren var grebet af et fuldstændigt storhedsvanvid. Han lod sig dyrke som gud, klædte sig som Herkules og praledes af, at han overgik denne i bueskydning.
I det kapitolinske Museum findes en buste fremstillende Commodus som Herkules med løvehuden, køllen og Hesperidernes æbler. Samtidig fandt han det ikke under sin værdighed at optræde som gladiator og dyrefægter, ganske vist kun mod uskadelige dyr og for et klækkeligt honorar. Folket holdt han i lang tid i godt lune ved det sædvanlige middel: »Brød og lege«. Men efterhånden tabte det tålmodigheden, og 189 udbrød et farligt oprør, hvortil prætorianerne sluttede sig. Det dæmpedes imidlertid, men grunden var svunden bort under Commodus' fødder. Han fortsatte dog ubekymret i det gamle spor. Men da han endogså ville rydde sin elskerinde Marcia og flere høje embedsmænd af vejen, kom disse ham i forkøbet og lod ham dræbe nytårsnat.
