Cort Adeler
Cort Sivertsen Adeler (16. december 1622 - 5. november 1675), dansk admiral, født i Brevik i Norge, død i København.

Hans far, Søren Jensen, indkaldtes af Christian 4. efter sigende fra byen Hoorn i Holland for at drive et saltværk i Langesund, hvor han levede endnu 1646. Som ungt menneske gik Adeler til Holland, hvor han for til søs; i hollandsk orlogstjeneste deltog han 1639 i det berømte søslag ved Dunerne, hvor admiral Tromp sejrede over spanierne. Senere gik han i hollandsk koffardifart med et skib ført af kaptajn Johan Reiersen. Denne lod sig hverve af venetianerne, som fra 1645-62 førte en forbitret kamp mod tyrkerne, men han døde kort efter sin ankomst, og Adeler overtog da kommandoen over skibet, dog kun således at forstå, at den egentlige overbefaling udførtes ved en venetiansk adelsmand, mens Adeler nærmest måtte betragtes som den søkyndige skibsfører.

I republikkens tjeneste gjorde Adeler udmærket fyldest, hvilket fremgår af adskillige attester fra de venetianske admiraler Giacomi da Rova og Guiseppe Delfino; han deltog med hæder 1650 i kampene ved Dardanellerne, i slaget ved Paros 1651, ligesom han det påfølgende år udmærkede sig ved at frelse den fra Venedig udsendte generalproveditore Bragadino fra at forlise. Endnu mere bekendt blev han 1654 i slaget ved Dardanellerne, hvor hans skib, S. Giorgio maggiore (Store Skt Jørgen), af den øverstkommanderende, Dolfin blev benyttet som admiralskib, og hvor han sammen med sin admiral lagde et sandt heltemod for dagen.

1657 nævnes hans virksomhed med anerkendelse i en ny kamp ved Dardanellerne; 1659 sammested og 1660 ved landsætning af tropper på øen Kandia. For sin tjeneste i den venetianske flåde fik han belønninger både i penge og guldkæder. 1659 udnævntes han til ridder af Skt Markusordenen, en æresbevisning, som kun få udlændinge opnåede; allerede nogle år forinden havde republikken tilsikret ham en pension på 200 dukater årlig; ja, det fortælles endogså, at han, omtrent samtidig med at han fik den nævnte ridderorden, fik denne pension forhøjet til 1.400 dukater, men om rigtigheden heraf er der senere rejst velbegrundet tvivl.

I adskillige beskrivelser af Adelers liv berettes om en kamp, han 1658 skal have bestået mod en tyrkisk pasha ved navn Ibrahim; denne skulle først have såret ham, men derefter være bleven dræbt af Adeler, som endogså afhuggede hans hoved. Bedriften er senere blevet besunget af Ingemann og Ploug. Det er imidlertid bevist, at tvekampen ikke er foregået 1658, og det er i det hele taget yderst tvivlsomt, om begivenheden overhovedet har fundet sted. I året 1660 forlod han den venetianske tjeneste og rejste tilbage til Holland.

Det er utvivlsomt overdrivelse, når man senere har villet påstå, at han under tyrkerkrigen skulle have ført republikkens flåder i slag eller vundet europæisk berømmelse; derimod er det sikkert, at han i sin forholdsvis beskedne stilling som underordnet skibsfører har lagt ualmindeligt mod og sømandsdygtighed for dagen og tillige har gjort sig bemærket fremfor mange andre udlændinge ved sin loyale og uinteresserede optræden.

Adeler blev 1646 under et kort ophold i Holland gift 16. juni med en hollænderinde, Engeltje (efternavnet ubekendt), men hun døde allerede, mens han kæmpede i Middelhavet. Da han nu 1661 vendte tilbage til byen Hoorn i Holland, indgik han 25. juli 1662 et nyt ægteskab med Anna Pelt, datter af en velstående købmand. Rygtet om hans bedrifter var gået forud for ham, så at han i sit ny hjem nød megen anseelse; endogså digtere, om end ikke af særlig høj rang, skrev vers til hans pris. Ved denne tid er det, han første gang antager navnet Adelaer, måske en fordrejelse af det hollandske ord Adelborst (søkadet), men snarere frit opfundet af ham selv; han optrådte også her med et våben, uagtet han ikke af venetianerne var blevet optaget i adelsstanden.

Efter nogle historikeres udsagn blev Adeler 1663 af generalløjtnant Ahlefeldt, som dengang opholdt sig i Holsten, opfordret til at komme til Danmark og modtage en ansættelse i den danske flåde; fra anden side er det blevet påstået, at han af egen drift har begivet sig til Danmark og tilbudt kong Frederik 3. sin tjeneste. Under alle omstændigheder rejste han i august til København og fik måneden efter (15. september) udnævnelse som admiral og vicepræsident i Admiralitetet med en gage af 7.200 daler; to år senere forfremmedes han endog til generaladmiral, 1666 optoges han i den danske adelsstand, og ved Dannebrogsordenens indstiftelse 1671 udnævntes han til ridder.

Det er sandsynligt, at grunden til den glimrende måde, på hvilken hans fødeland modtog ham, for en del skyldtes den omstændighed, at Frederik 3., som kort forinden havde indført enevoldsmagten, ønskede at sikre sig dygtige kræfter uden for landets adel, fra hvilken han ventede modstand, men på den anden side må det sikkert også antages, at Adelers ry som en ualmindelig dygtig mand har været grundfæstet. Denne antagelse bestyrkes derved, at han 1665 af den hollandske regering opfordres til at træde i dens tjeneste som viceadmiral.

I Danmark kom Adeler til at virke sammen med admiralerne Henrik Bjelke, Niels Juel og Nikolai Helt; han fik anvist plads efter Bjelke, men oven over de andre to, hvilket i begyndelsen vakte en del modvilje, uden at denne dog kom til at antage større dimensioner.

Da det var i en fredsperiode, han begyndte sin virksomhed her hjemme, måtte hans bestræbelser i foreløbig indskrænke sig til organisationsarbejder og udvikling af flåden. Når nogle historikere har villet tildele ham hele æren for marinens fremgang, indtil krigen med Sverige 1675 brød ud, er dette i høj grad overdrevent; derimod kan det siges, at han sammen med de nævnte admiraler arbejdede hæderlig og ivrig for at fremme flådens tarv på alle måder, uden dog i nogen retning at slå ind på nye baner, hvilket for øvrigt også hæmmedes derved, at landet var i pengenød, og der ikke kunne afses ret meget til flådens vedligeholdelse end sige forøgelse.

På grund af sit særlige kendskab til hollandske personligheder og forhold anvendtes han adskillige gange af kongen til rejser i Holland, til at hverve hollandske officerer og teknikere samt til at anskaffe materialier og skibe sammested fra; således hjembragte han 1666 otte krigsskibe, som Generalstaterne havde stillet til Danmarks rådighed. Han tog sig ivrig af den ostindiske handels opkomst og fik også sin søn Sivert Adeler udsendt som kommandant på Dansborg. Foruden denne virksomhed i marinens tjeneste drev han en del handelsvirksomhed med salt til Norge, hvor han tillige ejede savbrug og stort jordegods, og med islandske produkter; han viste sig herved som en dygtig, men noget nøjeregnende forretningsmand.

Da forholdet til Sverige 1673 begyndte at antage en spændt karakter, fik Adeler tillige med sine kolleger travlt med at udruste og klargøre flåden, til hvis ledelse han blev udset; da Krigen to år senere virkelig udbrød, overtog han også kommandoen med Niels Juel og den hollandske kommandør Bincks som delingschefer. Sidstnævnte havde tilført Danmark en hjælpestyrke, hvorved flåden nåede op til 12 linjeskibe foruden en del mindre fartøjer.

Forskellige omstændigheder foranledigede imidlertid, at Adeler ikke kom til at spille nogen fremtrædende rolle i denne krig; dels var den svenske flåde stærkere end den danske, så at der måtte udvises forsigtighed, dels bidrog også vedholdende storme og sygdom i begge flåderne til, at det ikke kom til noget sammenstød. Sygdommene, som snart gik over til en hærgende epidemi, tvang i efteråret Adeler til at søge op i Køgebugt; her blev han i slutningen af oktober selv angrebet af den, måtte 2. november overgive kommandoen over flåden til Niels Juel og døde tre dage senere. Han bisattes i Holmens Kirke; senere blev hans kiste flyttet til Frue Kirke.

Adelers navn har i lange tider stået nævnt i Danmarks historie blandt de ypperste søheltes. Muligvis er Adeler dog - om ved egen skyld eller ved alt for velvillige biografers får stå hen som uafklaret, - blevet noget overvurderet; hans liv og gerninger vil dog altid berettige ham til en smuk plads blandt de danskere, som har kæmpet og virket på søen.