Denis Diderot
Denis Diderot (5. oktober 1713 - 30. juli 1784), fransk filosof, født i Langres, død i Paris, var søn af en velhavende håndværker og blev opdraget med det mål at blive præst af jesuiterne, først i sin fødeby, senere i Paris.

Da skolegangen var endt, ville Diderot studere jura, men da hans flid var ringe og hans tid hovedsagelig optoges af litterære sysler og læsning af oldtidens klassikere, tabte hans far tålmodigheden og ophørte med at understøtte ham. Henvist til at leve af sin pen og sine kundskaber førte Diderot nu i en årrække en hård kamp for tilværelsen; han underviste i matematik, oversatte og skrev prædikener for missionærer, samtidig med, at han fortsatte sine egne omfattende og spredte studier, og vanskelighederne blev ikke mindre, da han forelskede sig i en fattig borgerpige, Annette Champion, som han ægtede 1743. Nogen åndelig medhjælp fandt Diderot ikke hos sin hustru, og ægteskabet blev ikke lykkeligt, men indirekte af betydning, idet hans pligter som ægtemand og far tvang ham til mere samlet og stadigt arbejde, gjorde ham til forfatter. En lang række af de mest forskelligartede skrifter så i de følgende år lyset og viser en enestående produktivitet og en overordentlig arbejdskraft. Han begyndte med en oversættelse af Shaftesburys essay om dyd og fortjeneste (Essai sur le méritc et la vertu 1745). Forsynet med indledning og noter, og udgav året efter sit første originale arbejde, Pensées philosophiques, der af Paris-parlamentet dømtes til bålet.

Blandt Diderots øvrige filosofiske skrifter er de vigtigste brevene om de blinde (Lettre sur les aveugles, 1749), og om de døvstumme (Lettre sur les sourds et muets, 1751), den naturfilosofiske afhandling Pensées sur l'inter-prétation de la nature (1754) og fremfor alle dialogerne Le neveu de Rameau (1760) og Le réve de d'Alembert (1769).

Desuden skrev han skuespillene Le fils naturel (1756) og Le pére de famille (1758), og romanerne Les bijoux in-discrets (1748), La Religieuse (1760) og Jacques le Fataliste (1773), der dog blot har interesse som illustrationer til hans æstetiske teorier. Endelig skrev han en lang række kunstkritikker, de såkaldte salons, hvori han gennem omtale af enkelte værker fremsatte sit syn på samtidens kunst og navnlig malerkunstens mål og opgaver i det hele.

Jævnsides med denne omfattende forfattervirksomhed gik Diderots uhyre arbejde med den store encyclopædi, hvis redaktion han sammen med d'Alembert havde overtaget, og som udkom i 35 bind (Encydopédie ou Dictionnaire raisonné des sciences, des arts et des métiers, 1751-80). på dette værk, som Diderot påtog sig for at tjene til livets ophold, og som voldte ham endeløse bryderier, arbejdede han med overordentlig kraft og udholdenhed og i fællesskab med en skare af tidens ypperste mænd, som han trods alle vanskeligheder forstod at forene i begejstring for løsningen af den store opgave. Trods alt dette arbejde havde Diderot altid tid tilovers, ikke blot for sine venner og værkfæller, men også for de mange, der søgte hans råd og vejledning i litterære spørgsmål, og endelig tager han sig med stor iver og omhu af opdragelsen af sit eneste barn.

Det åndelige samliv, hans hustru ikke kunne berede ham, fandt han i rigt mål hos en dannet og begavet dame, Sophie Voland, som han var knyttet til i omtrent 30 år i et varmt og inderligt forhold, som først døden opløste, og hvorom hans breve afgiver de smukkeste vidnesbyrd. Encyclopædien var vel Diderot en god indtægtskilde, men hans dårlige økonomi hindrede ham i nogensinde at komme ud over de vanskelige forhold, og det var derfor overordentlig velkomment, da kejserinde Katarina 2. af Rusland 1765 tilbød at købe hans bibliotek for 15.000 frcs., således at det først skulle udleveres efter hans død, mens han skulle forvalte det som hendes bibliotekar, så længe han levede, med en gage af 1.000 Frc. om året, som oven i købet skulle udbetales ham forud for 50 år. Diderots jubel herover er så stor, at han føler sig forpligtet til at efterkomme kejserindens indbydelse til at komme til Petrograd, hvor vanskelig denne rejse end måtte være for ham.

1773 drog han af sted og blev modtaget med stor venlighed af kejserinden, der fandt samværet med ham både behageligt og lærerigt. Efter et halvt års ophold vendte han tilbage og opholdt sig under vejs nogle måneder i Holland, optaget af en kritik af Helvetius' bog De l'homme og af et skrift om Seneca, hvilket sidste i en note indeholdt det angreb på den nylig afdøde Rousseau, der gav anledning til megen bitter polemik, og hvorfor Diderot er blevet dadlet så stærkt; det finder sin forklaring i de skånselsløse angreb, flere af hans venner havde været genstand for i Rousseaus Confessions. Efter sin hjemkomst genoptog Diderot sin tidligere arbejdsomme Levevis, men han lod intet mere trykke; hans legeme svækkedes, men hans livlige ånd bevarede sin virksomme klarhed, indtil den slukkedes i døden.

Med sin omfattende begavelse, stærkt bevægelige intelligens og overordentlige receptionsevne var Diderot ikke nogen original skabende tænker, og endnu mindre nogen systematisk filosof. Fra begyndelsen af stærkt påvirket af tidens empiriske naturvidenskab og matematik indtog han i naturfilosofien en skeptisk holdning, men søgte siden under indflydelse af den i hans kreds herskende materialisme at nå til en positiv opfattelse; imod Descartes' dualisme mellem ånd og materie søgte han at udvikle Leibniz' monadelære i materialistisk retning. Verden er sammensat af atomer, der på engang er materielle, udstrakt i rummet, og sjælelige, udstyret med evne til sansning og bevægelse; deres skiftende forbindelser er betingelsen for al udvikling og forandring, Opståen af organisk liv, fødsel og død. Det organiske væsen, som dannes af de sansende atomer, bliver til et tænkende væsen, idet erindringen opstår ved, at svingningerne i de enkelte atomer vedvarer og kan fremkalde svingninger i andre atomer, ligesom vibrationen i en streng vedvarer længe efter, at den er anslået, og kan bringe andre strenge til at vibrere. Med denne lære forbandt Diderot panteistiske anskuelser, men han var på dette punkt vaklende og uklar. Når således al erkendelse har sin oprindelse i sansningen, og menneskesjælen, som Locke havde påvist, ingen medfødte ideer har, hidrører også vore moralbegreber fra erfaringen, alle handlinger er dikterede af individets egen interesse, udspringer af egoismen, som, belært af erfaringer om, hvilken betydning andres lykke har for ens egen, udvides til samfundsfølelse. Om rigtigheden af denne opfattelse, som var encyclopædisternes almindelige, særlig fremsat af Helvetius og Holbach, havde Diderot sine stærke tvivl, som oftere kommer til orde, idet han ikke kan frigøre sig for følelsen af, at der i bevidstheden er et moralsk instinkt, som lader skelne mellem gode og slette handlinger; han fremsætter begge disse synspunkter og er ikke i stand til at overvinde modsætningen eller gøre sig klart, hvilket han skal anse for det rette; selv lod han sig lede af sit moralske instinkt, men at opstille en fornuftmæssig begrundet etik vover han ikke. Ligesom etikken skal udvikle sig af menneskets egen natur, således er også Diderots kunstkritik behersket af kravet om, at kunstneren uden hensyn til akademiske forskrifter skal gengive, hvad han har set og oplevet, men denne opfattelse, der er bestemt af kampen mod autoriserede traditioner, træder efterhånden i baggrunden, idet Diderot hævder, at et kunstværks værdi beror på, hvilket idealt indhold kunstneren har formået at lægge ind deri. I poesien søger Diderot bort fra den klassiske stil og vil, ud fra Iignende betragtninger som Lessing, gøre dramaet borgerligt og søger at efterligne Richardsons samfundsmoraliserende roman.

Diderots store betydning for hans samtid og nærmeste eftertid skyldes væsentlig encyclopædien og den personlige indflydelse, han øvede gennem sit hele mangfoldige og utrættelige arbejde, mens flere af hans vigtigste filosofiske skrifter først tryktes længe efter hans død, de skrifter som giver ham pladsen blandt de betydeligste af Frankrigs tænkere i oplysningstiden og viser, hvilken energi der sattes ind på at arbejde videnskabens opdagelser og den sociale udviklings nyfund sammen til en hel og harmonisk verdensopfattelse.