Didrik af Bern
Didrik af Bern, en af den gotiske folkeæts berømteste sagnhelte. Det historiske grundlag for Didrik-sagnene danner østgoterkongen Theodorik (475-526) og hans erobring af Italien (488-93). Bern vil sige Verona, Norditaliens hovedstad, eller måske egentlig østgoternes gamle kongesæde Basina. Sagndigtningen, der efter goterrigets fald mest skyldes højtyskerne i 7. århundrede, opfatter erobringen således, at Didrik efter en 30-årig landflygtighed genvinder sit fædrene rige, og at han i mellemtiden må søge tilflugt hos hunekongen Atle (et enkelt hertil hørende tysk oldkvad, Hildebrandskvadet, er bevaret). Om denne stærke, i al sin modgang trøstrige helt samler sagnet en skare af kæmper: den grånede mester Hildebrand, den raske Witege og mange andre. Man gjorde ham til deltager i Nibelungernes eller Gjukungernes drab, og man gav ham til modstander den grumme kong Ermanrik. Af den ældste Didrik-digtning ejer vi nu kun det oldtyske Hildebrandskvad, samt krøniker og angelsaksiske digte. Den rige middelalderlige digtning, der hævede ham til tyskernes folkehelt og satte næsten alle fortidens sagnskikkelser i forbindelse med ham, foreligger i en række højtyske heltedigte, især fra 13. århundrede. (Didriks Flugt, Ravennaslaget og så videre). Af de talrige nedertyske kæmpeviser er kun en enkelt bevaret. Som tysk folkehelt hyldes han stærkest i Der Rosengarten, som lader ham sejre over »den nordiske helt« Sigfrit.

Til Norden nåede de ældste Didrikskvad næsten ikke. Sigurd Faavnesbane blev uomstridt den ypperste helt. I Rolf Krake, den sagtmodige, men i nøden djærve konge, havde man et ideal, der gjorde Didrik overflødig; og hans kæmpeflok havde i mærkelig grad sidestykker i Rolfs bersærker. Intet nordisk Didrikskvad foreligger. Til Danmark og Norge indvandrede kun Didriks følgesvend, den grånede Hildebrand, men løsrevet fra sin herre. Didrik selv optræder som biperson ved gjukungernes fald i et eneste af den ældre Eddas kvad (3. Gudrunskvad). Kun Sverige synes at kende mere til Didriks skikkelse; Røk-runestenen i Ostergotland (begyndelsen af 9. århundrede) priser en Thjo(d)rik, der fordum var herre over Hreidhavets (Middelhavets) strand.

Men for det rige poetiske opsving, der gjorde Didrik til det tyske folks yndlingshelt, kunne Norden ikke blive fremmed. I Norge forfattedes 1250 en historisk roman Thidreks Saga, ved at man sammenarbejdede en mængde nedertyske Didrikviser; og Iignende digte omstøbtes (cirka 1200) til danske kæmpeviser: Den ubændig raske Vidrik Verlandsøn (tysk: Witege) blev sammen med »Sivord Snarensvend« (Sigurd Faavnesbane) de nordiske folks yndlinge. Ulf fan Jærn, grev Genselin og andre fulgte med i flok. Men selve Didriks skæbne blev den danske visedigtning fremmed. Den optog kun hans eventyrlige dragekamp, men har intet at gøre med hans poetiske personlighed, landflygtighed og kamp for at genvinde riget. »Bern« og dets »Birtingsborg« er for dansk digtning kun den herlige kongsgård, hvor al verdens kæmper søger til: ligesom visernes historiske personer »tjener i kejserens gård«, drager selv nordiske sagnhelte som Orm Ungersvend og Gramvold til Didriks borg; »Bern« er det ideale billede af Tysklands kejserhof. Således bliver Didrik også den overmægtige kejservælde, og som hans modstander møder kong Holger danskerne, der i vældig folkekamp driver den fremmede erobrer tilbage på hans eget område.

Af Tysklands skrevne Didrik-digtning blev kun et enkelt eventyr, den lille Rosengarten, oversat på dansk i 15. århundrede som Dværgkongen Laurin. Det er ofte senere truffet som folkebog.