LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier            Romerske kejsere         


Diocletianus
Gajus Aurelius Valerius Diocletianus (245-305), romersk kejser 284-305, hed oprindelig Diocles, var søn af en frigiven og stammede fra Dioclea i Dalmatien. Han udmærkede sig som officer og deltog i kejser Carus' krigstogt mod perserne. Da Carus og hans søn Numerianus var døde, udråbtes Diocletianus, som da var fører for Livgarden, i Chalkedon til kejser af soldaterne, og efter at også Carus' anden søn Carinus var blevet dræbt, havde Diocletianus ingen medbejlere. Men de vanskelige forhold i riget gjorde, at han ikke mente at kunne bestride hele overledelsen alene. På grænserne både i Asien og i Germanien var der farlige fjender at bekæmpe, og i Gallien rasede bagaudernes opstand. Diocletianus valgte da den dygtige officer Maximianus til medregent og hædrede ham med titlen Augustus (286). Nogle år efter udnævntes der endnu to underkejsere (med titlen Cæsar), nemlig Galerius, der skulle være Diocletianus medhjælper, og Constantius Chlorus, der skulle være medhjælper for Maximianus. Ved et møde i Mediolanum (293) bestemtes fordelingen af forretningerne således, at Diocletianus skulle bestyre de asiatiske lande, Ægypten og Thrakien, Galerius Balkan-halvøen og Donau-landene, Maximianus Italien og Nordafrika, og Constantius Chlorus de vestlige provinser. Residensstæder blev Nikomedia, Sirmium, Mediolanum og Augusta Trevirorum. Det var Dicletianus' hensigt herved at skabe en varig ordning, der tillige skulle sikre tronfølgen, som hidtil alt for meget havde beroet på tilfældigheder og på soldaternes vilkårlighed. De to øverste kejsere (Augusti) skulle alene have den egentlige suverænitet; ved deres afgang, som skulle ske samtidig, skulle de to underkejsere (Cæsares) rykke op i deres plads og i form af adoption udnævne to nye underkejsere, og så fremdeles. Uagtet således formelt Diocletianus og Maximianus var sideordnede, var det dog, så længe Diocletianus regerede, ham, der i kraft af sin højere dannelse og betydelige personlighed havde den øverste ledelse. I den del af riget, som stod under hans specielle forvaltning, førte han heldige krige, både i Ægypten, hvor en vis Achilleus havde tilrevet sig magten, og i Asien, hvor han slog perserne.

Efter krigenes afslutning fejrede han en triumf i Rom (302) og kunne nu tage fat på den nærmere ordning af rigets indre forhold. Mens den ovenfor omtalte ordning af tronfølgen allerede straks efter Diocletianus' tronfrasigelse viste sig ikke at kunne bestå, blev hans reformer i andre henseender af varig betydning. Dog er det usikkert, hvor meget af den følgende tids ordning der skyldes Diocletianus, og hvad der først er indført af hans efterfølgere. I ethvert tilfælde gjorde Diocletianus ende på den form af kejserdømmet (Principatet), der havde bestået lige siden Augustus' tid, hvorefter regeringsformen formelt stadig var republikansk, og den egentlige udnævnelse af en kejser lå i Senatets hånd. Fra nu af fastsloges monarkiet også rent formelt, kejseren lod sig betegne som dominus, og der indførtes en stiv, ceremoniel hofetikette efter østerlandsk mønster. Byen Rom mistede sin tidligere dominerende stilling, og Senatet og de gamle republikanske embedsmænd fik nu kun med byens kommunale forvaltning at gøre. Kejseren fik derimod et nyt råd, Konsistorium, ved sin side. En væsentlig reform var i øvrigt den skarpe adskillelse mellem den civile og militære forvaltning, som Diocletianus gennemførte. Riget deltes i civil henseende i fire præfekturer, der hver styredes af en præfekt, mens de tidligere præfekter (præfecti prætorio) i første linje havde været militære embedsmænd. Præfekturerne deltes atter i dioceser (i alt 12), hvoraf hver styredes af en vicarius, og dioceserne deltes igen i over 100 provinser. Under denne inddeling indbefattedes også Italien. Hvad militæret angår, sørgede Diocletianus for, at der ikke blot stod hære ved grænserne, men også oprettedes en felthær, der kunde sendes derhen, hvor der i øjeblikket var brug for den. På alle områder indførtes en streng centralisation. Ved siden deraf gjorde Diocletianus sig fortjent ved en human lovgivning og ved at bringe orden i retsplejen, de sociale forhold, møntvæsenet med mere.

Mod slutningen af sin regering rettede han et angreb mod kristendommen, som han fandt stod i vejen for hans centralisations-bestræbelser, og som desuden stod i modstrid med den af ham selv foretrukne Mithras-dyrkelse. Først påbødes det, at embedsmænd og soldater skulle ofre til kejseren, men ved ediktet af Nikomedia (303) forbødes den kristne gudsdyrkelse og gaves befaling til nedrivelse af de kristne kirker og forsamlingshuse. Ediktet blev dog ikke gennemført overalt, navnlig ikke inden for Constantius Chlorus' område, hvorimod Galerius var en ivrig modstander af de kristne. At straffe de kristne med døden søgte Diocletianus dog helst at undgå for ikke at skabe martyrer.

Efter over 20 års regering trak Diocletianus sig tilbage til privatlivet (305) og nødte Maximianus til at gøre det samme, hvorefter de hidtilværende cæsarer indtog deres plads. Sine sidste 8 leveår tilbragte Diocletianus i Salona i Dalmatien i et pragtfuldt slot, som han havde bygget.