Djengis Khan

Djengis Khan
Djengis Khan, mongolsk erobrerfyrste, hvis egentlige navn var Temudschin, født ved Onon 1162, død ved Peking 18. august 1227. Hans far Jisoukei Bahadur, en mægtig kriger, der herskede i egnen sydøst for Bajkai-søen, døde, da Djengis Khan var 13 år gammel, og moren Ulun Eke blev derfor formynderske og undertvang flere horder, der ville gøre sig uafhængige.

En række krige med nabofolkene gjorde snart hans navn kendt, og da han havde besejret stammen taidshut, var hans anseelse grundfæstet. I forbindelse med kineserne undertvang han nomadefolkene i Amurlandet, og 1203 havde han forenet alle mongolstammer under sit herredømme.

Han vendte sig nu mod de tyrkiske stammer, der boede ved den øvre Jenisej og Irtisch, og erobrede deres land. Han kom herved i forbindelse med de uiguriske tyrker, og disse, der var i besiddelse af en ikke ringe kultur, blev mongolernes læremestere. Fyrstens kansler, en højtbegavet tyrk, trådte i Djengis Khans tjeneste, der lod sin søn Oktai undervise i den uiguriske lærdom, ligesom det uiguriske karakorum blev rigets hovedstad. Efter en ny heldig krig antog Temudschin på en stor forsamling af sit folks mægtigste navnet Djengis Khan, som vistnok betød den mægtige khan.

Kina var på den tid delt i to riger. Mod syd herskede det indfødte dynasti Sung, mod nord tatardynastiet Kin. Da en hersker af dette hus krævede tribut af mongolerne, drog Djengis Khan imod ham, og efter langvarige kampe, under hvilke kandet blev frygtelig ødelagt, faldt hovedstaden Peking og Nordriget i hans hænder 1215 (eller 1218).

Mod vest udvidede han samtidig sin magt hen imod Turkestan og stødte snart sammen med sultan Muhammed af Khovaresm, hvis rige omfattede Højiran og Turkestan. Denne havde ladet et mongolsk gesandtskab myrde, og som en lavine styrtede Djengis Khans hære ud over det rige land. »Græsset er mejet, fodrer nu hestene«, tilråbte han sine folk, og under umenneskelige grusomheder blev de store byer Buchara, Khiva og Samarkand stormede og udplyndrede. Det berømte bibliotek i Buchara ødelagdes ved denne lejlighed.

1222 gik mongolerne over Kaukasus, de plyndrede palovzernes steppe og nåede helt frem til Krim. I Kiev samledes de russiske fyrster, de besluttede krig, og da et mongolsk gesandtskab indfandt sig for at opfordre til forbund, blev det dræbt. Ved floden Kalka i guv. Jekaterinoslav stødte hærene sammen, og da russernes forbundsfæller gik over til fjenden, blev de uagtet deres tapre modstand overvundet af Djengis Khans søn Tshutachin. Mongolerne benyttede sig dog ikke af deres sejr; de trak sig tilbage, men det var kun et tidsspørgsmål, når det i småriger splittede Rusland skulle tilfalde dem. Foreløbig vendte Djengis Khan sig atter mod øst og krigede mod riget Tangut, budhismens hovedsæde. Han erobrede landet, men kort efter døde han i bjergegnen vest for Peking.

Med stor menneskekundskab og menneskeforagt forbandt Djengis Khan en fatalistisk tro på sin mission som verdenserobrer og verdensstraffer - »Gudssvøbe« kaldte han sig. Først og fremmest var han kriger med liv og sjæl; »Mandens største lyst«, skal han have sagt, »det er at besejre sin fjende, røve hans rigdomme, ride hans heste, se hans kæres tårer og favne hans kvinder«. I Nertshinsks ruiner er der fundet en granittavle med en mongolsk indskrift til minde om Djengis Khan; den er tydet af Schmidt i Petrograd og senere af Dordshi Bansarov.