LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier            England            Englands kongerække         


Edward 1.
Edward 1. (17. juni 1239 - 7. juli 1307), engelsk konge 1272-1307, søn af Henrik 3.

Som ung tog han ivrig del i farens kampe mod aristokratiet, fangedes i slaget ved Lewes (1264) af jarl Simon af Montford, men undslap af fængslet og besejrede sin modstander ved Evesham 1265. Jarlen faldt i slaget; men Edward, der fra nu af var regeringens egentlige leder, optog hans planer og søgte støtte mod baronernes overgreb hos lavadelen og borgerne. Fred og orden vendte atter tilbage, og Edward kunne 1270 foretage et korstog til det hellige Land; først 1274, to år efter farens død, vendte han tilbage til England.

Både i sin indre og ydre styrelse hører Edward til Englands kraftigste og bedste regenter. Han opfattede sig som hele nationens, ikke som et enkelt partis konge, højadelen holdt han i tømme, og han søgte at forhindre dannelsen af nye store len, mens han satte en grænse for gejstlighedens overmagt ved at forbyde den at modtage jordegods uden kongelig tilladelse, ligesom han standsede betalingen af den årlige skat til paven, som Johan uden Land havde måttet gå ind på. Magnet Chartas bestemmelser blev overholdt, og da hans talrige krige tærede stærkt på landet, gav han, om end modstræbende, sit samtykke til, at skatter ikke kunne pålægges uden parlamentets samtykke (1297). Også af retsvæsenet har han store fortjenester og kaldes ikke uden føje »Englands Justinian«.

Udadtil var hans regering, særlig i hans senere år, optaget af idelige krige med naboerne. Fyrsten i Wales, Llewelyn, nægtede at aflægge lensed og fejdede på England, men Edward overvandt ham og erobrede hans besiddelser 1282-84. Af større betydning var dog hans indblanding i Skotlands forhold. Her var den gamle kongeslægt uddød, og John Balliol og Robert Bruce gjorde begge fordring på tronen; sagen bragtes for Edward, og mod at blive anerkendt som Skotlands lensherre optrådte han som voldgiftsmand og tilkendte John Balliol kronen 1292. Men da han ville gøre sine rettigheder gældende, sluttede Balliol forbund med Frankrig og opsagde ham huldskab og troskab. Edward fordrev ham dog efter Slaget ved Dunbar (1296) og erklærede sig selv for Skotlands konge. Skotterne, der plagedes af de engelske statholdere, og hvis stolthed var krænket, rejste sig imidlertid under helten William Wallace og slog englænderne ved Stirling 1298, mens Edward var i krig i Frankrig. Vel lykkedes det ham at overvinde Wallace ved Falkirk 1298 og efter lange kampe på ny at erobre landet, der nu ligesom Wales blev fuldstændig indlemmet i England, men det engelske herredømme blev af stakket varighed. Robert Bruce, prætendentens sønnesøn, lod sig 1306 krone til Skotlands konge, og under kampene mod ham døde Edward.