LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier            England            Englands kongerække         


Edward 3.
Edward 3. (13. november 1312 - 21. juni 1377), engelsk konge 1327-77, Edward 2.s søn.

I hans 3 første regeringsår havde Mortimer hele magten; men han gjorde sig hurtig forhadt ved at anerkende Skotlands uafhængighed. De misfornøjede fandt en fører i den unge konge, der, uagtet han allerede var ægtemand, behandledes som et fuldstændigt barn. Ved hans hjælp blev Mortimer styrtet, og dronning Isabella mistede al indflydelse på regeringen (1330).

Ligesom bedstefaren, men uden dennes rolige besindighed, greb Edward ind i Skotlands forhold og understøttede Edward Balliol mod Robert Bruces unge søn David, der efter farens død 1329 havde besteget tronen. Den engelske prætendent blev vel taget til konge, men måtte snart atter forlade landet, og trods talrige krigstogter formåede Edward ikke at opretholde hans sag, tilmed da modpartiet fandt støtte i Frankrig. Dette og en række andre forviklinger gav stødet til hundredårskrigen mellem Frankrig og England, der udbrød 1337; et officielt påskud fik Edward tillige, da han 1340 antog titlen konge af Frankrig og som en søn af Filip den Smukkes datter gjorde fordring på den franske trone, uagtet han tidligere havde godkendt den saliske arvefølge. Han vandt 1340 søslaget ved Sluys, men kæmpede i de følgende år uden særligt held, indtil han 1346 foretog et stort plyndringstog gennem Normandiet og videre ind i Frankrig til Paris. Skarpt forfulgt af en stor fransk overmagt måtte han trække sig tilbage; men da det lykkedes ham at nå bag ved Sommefloden, gjorde han holdt og tilføjede franskmændene et stort nederlag ved Grecy (26. august 1346). Det følgende år erobrede han Calais og vendte derpå tilbage til England, hvor han fejrede sine sejre med glimrende fester, under hvilke Hosebåndsordenen indstiftedes, men hans stadige pengemangel umuliggjorde dog en virkelig forfølgelse af sejren, hvorfor han måtte slutte stilstand.

Den sorte død standsede foreløbig krigen, og da denne 1355 udbrød på ny, holdtes Edward tilbage af de skotske forhold, mens hans søn, »den sorte Prins«, kæmpede i Sydfrankrig og sejrede ved Poitiers (1356). Kongen var mindre heldig i Skotland; han skiftede derfor politik og understøttede nu David Bruce, i det håb at vinde tronen efter hans død. Frankrig tvang han derimod efter et nyt togt 1359 til freden i Bretigny 1360, hvorved han mod at opgive sit krav på tronen vandt Galais, Ponthieu og Akvitanien, men denne sidste besiddelse gik for størstedelen atter tabt, da krigen begyndte på ny 1369.

De sidste år af Edwards regering var idet hele lidet lykkelige, Kongen selv var ikke egnet til at regere og gik fuldstændig i sin elskerinde Alice Perrers ledebånd, en intrigant og samvittighedsløs kvinde, der havde været en af dronningens hofdamer. Hun brugte sin indflydelse til at støtte hertugen af Lancaster, lederen af det antiklerikale parti, og sætte splid mellem ham og hans bror, den sorte Prins. Folket var misfornøjet, og »det gode parlament« forviste hende 1376 og gjorde en ende på Lancasters ærgerrige planer ved at udnævne den sorte Prins' søn Richard til tronfølger; men hun vendte snart tilbage og genvandt hele sin indflydelse på den nu næsten sindssvage konge. året efter døde denne forladt af alle.