LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier            England            Englands kongerække         


Edward 7.
Edward 7. (9. november 1841 - 6. maj 1910), engelsk konge (1901-10), født i Buckingham Palace, London, død sammested.

Albert Edward, prins af Wales (indtil hans tronbestigelse var hans hovednavn Albert), var søn af dronning Victoria og prins Albert af Sachsen-Koburg. Faren stræbte fra hans første barndom at uddanne ham til et indbegreb af anstand, selvbeherskelse, fromhed, pligtopfyldelse og kundskab. Både i hjemmet og under universitetsophold i Edinburgh, Oxford og Cambridge fik han de bedste lærere og de smukkeste formaninger fra forældrene, men liden frihed eller lejlighed til virkeligt kammeratliv. Han skildres i sin opvækst som elskværdig, om end lidt lunefuld, livlig, men uden særdeles boglig Interesse og noget trykket af det fordringsfulde opdragelsessystem. Bedst hyggede han sig på de udenlandsrejser, han måtte gøre, først til fastlandet og 1860 til Canada og de forenede Stater, hvor han gjorde megen lykke. Man sporede allerede hans ualmindelige evne til ved personlig omgang at vinde mennesker af mange slags og derved udvide sin egen synskreds. Han fik tillige stort herredømme over fremmede sprog.

Efter farens død december 1861 foretoghan en tidligere planlagt studierejse til Ægypten og det hellige Land, men hans opdragelse måtte nu sluttes. Faren havde allerede udset ham en brud i Alexandra, datter af den danske tronfølger, Prins Christian. Trolovelsen fandt sted i Laeken september 1862 og brylluppet i London 10. marts 1863. (I ægteskabet fødtes fem børn: Albert Victor, hertug af Clarence, George, hertug af York, senere Georg 5., Louise, Victoria og Maud). Prinsen førte eget hus i Marlborough House i London og på Sandringham i Norfolk, og hans mor, der helst vilde holde sig stille i sin enkesorg, overlod ham stadig flere af de repræsentative kongelige pligter.

Henved 40 år igennem var prinsen da utrættelig i at indvie byggeforetagender, præsidere ved udstillinger og protegere velgørenhed. Han kunne på stående fod holde små, velformede taler, der hverken sagde for meget eller for lidt, og han kunne genkende hvem som helst efter års forløb. Spørgsmålet om de fattiges boligforhold viste han den interesse personlig at arbejde med i Parlamentskommissionen, der nedsattes til undersøgelse 1884, og 1887 gav han Stødet til oprettelsen af et Imperial Institute, der skulle arbejde for forbindelsen med kolonierne. I det højere selskabsliv spillede han større rolle, end forældrene nogensinde havde gjort. Men den virkelige kongemagt forbeholdt moren sig helt; hans svage forsøg på at blande sig i indenrigspolitikken blev til intet, og først 5 år før sin død imødekom hun hans ivrige ønske om at få adgang til de diplomatiske depecher. Victoria tvivlede om hans diskretion og dømmekraft på grund af hans lette liv og lette venner; men omvendt har sikkert netop den planmæssige udelukkelse fra hans egentlige opgave bidraget til, at hans livsforløb blev, som det blev, da opdragelsens tvang var borte. Prinsen af Wales var modens konge, en ihærdig klubherre, en fremtrædende deltager i heste- og sejlsport, og man fortalte meget om, hvorledes han morede sig i teaterverdenen og i endnu friere og lavere kredse, især udenlands ved badesteder og i Paris. Det højere selskab fandt, at hans venner, for eksempel udenlandske jødiske pengemænd, ikke altid var fuldt præsentable; kirkelige kredse forargedes selv over hans uskyldigere fornøjelser; men offentlig skandale afværgedes ved den forsigtighed, hvormed han valgte sine virkelige fortrolige, og ved hans gave til midt i morskaben at hævde afstand og respekt. 1870 indvikledes han dog i en skilsmisseproces, idet den anklagede hustru havde nævnt ham som en af flere forførere. Han mødte selv som vidne for retten og nægtede sin skyld, men tabte meget i den offentlige mening, indtil den i nogen grad forsonedes under et hårdt tyfusanfald, der angreb ham samme år. 1891 vidnede han atter i en proces, hvor en ven af ham kendtes skyldig i at have spillet falsk i et hasardspil, som prinsen af Wales selv havde foranstaltet i et hus, hvor de var gæster (Baccaratsagen). Atter var der stor offentlig forargelse, men i det hele var hans popularitet i jævn stigen, og snart efter var det kun de strengeste sekterere, der skumlede. Hans optræden, der i hans ungdom kunne have lidt usikkert og skødesløst ved sig, var nu et mønster på utvungen takt og værdighed. Trods sine spredte interesser var han økonomisk med sin tid, ordentlig og punktlig, og skønt han holdt stærkt på korrekthed i påklædning og i al form, vakte hans væsen en følelse af tryghed og behag hos enhver, der kom i berøring med ham.

Prinsen af Wales var endnu to gange uden for Europa, 1868-69 ved Nilen og Suezkanalen med hjemrejse over Tyrkiet, 1875-76 i Indien, hvor han hyldedes ved glimrende fester og jog stort vildt. I øvrigt opholdt han sig meget på Europas fastland og plejede ofte samvær med suverænerne. Ligesom han hjemme havde venner i alle partier, færdedes han i udlandet både blandt royalister og republikanere og ved indbyrdes fjendtlige hoffer. Mest fæstede man sig dog ved hans store forkærlighed for Frankrig, i hvis hovedstad han var hjemme som få udlændinge, og i senere tid ved det modsætningsforhold til den, unge kejser Vilhelm, der fulgte af hans søster enkekejserindens tilsidesættelse. Rækkevidden af dette forhold lader sig vanskelig bestemme; vist er det, at morbror og søstersøn til det sidste kunne mødes under venskabelige former, men også imellem udtale sig skarpt om hinanden.

Ved Victorias død 22. januar 1901 kom prinsen endelig på tronen. Næste forår afsluttedes Boerkrigen med en udsoning efter hans hjerte. Kroningen fandt sted 9. august 1902; den forhaledes i 6 uger af en ondartet blindtarmslidelse, der nødvendiggjorde en operation. Kongens popularitet øgedes under denne tids spænding og var siden i stadig vækst. Arbejderledere, boerhøvdinge, sektererpræster bøjede sig for hans charme; betydende mænd af den forskelligste art flokkedes ved hoffet.

At kong Edward ikke var synderlig interesseret eller virkelysten i den indre politik, lader sig vel sige med sikkerhed. Under den toldpolitiske kamp og under kampen om den radikale skattelov og Overhusets forfatningsmæssige stilling søgte han at jævne de skarpe modsætninger, men uden held. Med udenrigspolitikken stiller sagen sig anderledes. De rejser, han som konge vedblev at foretage, dels for rekreations skyld, dels for at gæste suverænerne, fik ny betydning. Man vidste, at han altid havde næret diplomatiske interesser og gennem samtaler med kyndige og formående udlændinge havde søgt at skaffe sig den indsigt og indflydelse, der blev nægtet ham hjemme. Man vidste, at han havde en omfattende og broget menneskeerfaring. Man gik ud fra, at hans sympati også i storpolitikken var fransk og ikke tysk. Man iagttog nu, at hans rige, der ved hans kongetids begyndelse stod isoleret, snarest med en hældning mod Tyskland, men mistænkt og frygtet af Rusland og Frankrig, efterhånden knyttede forbindelse med disse magter og drog andre ind i samme interessekreds, så det blev Tyskland, der til sidst føltes som isoleret og i stigende modsætningsforhold til England. Og den samme linje fulgtes under en liberal som under en konservativ udenrigsminister. Det lå da nær at tilskrive kong Edward en hovedandel i »indkredsningspolitikken« og se den delvis som en frugt af misforholdet mellem morbror og søstersøn. Den venlige modtagelse, kongen ved sine personlige egenskaber skaffede sig i Paris foråret 1903, skønt den nationalistiske harme mod England endnu langtfra havde lagt sig, gav denne opfattelse vækst, og uden strømkæntringen i folkestemningen ville i alt fald ententen med Frankrig næppe kunne være bragt i form allerede næste år. Samværet med Spaniens, Portugals og Italiens konger sattes i forbindelse med tilnærmelsen til disse lande; også for alliancen med Japan og dets udsoning med Rusland gav man kongen æren, og hans diplomatiske mesterstykke så man i det besøg hos kejser Nikolaj i Reval juni 1908, der mentes at have medført Ruslands endelige fjernelse fra centralmagterne og dets forståelse med England om Asien. Ved denne lejlighed kritiseredes han fra uafhængig liberal og radikal side, både fordi han sluttede venskab med en despotisk magt, og fordi udenrigspolitikken gled bort fra den parlamentariske kontrol, når kongen, kun bistået af understatssekretæren Ch. Hardinge, der ofte fulgte ham, kunne træffe vigtige aftaler. Naturligvis nægtedes det fra regeringens side, at kongen havde overskredet sin snævre konstitutionelle kompetence.

Kong Edwards liv havde været fuldt af nyden og virken, og hans oprindelige kraftige og spændstige legeme var ikke længere de store krav voksen. Mens det liberale regeringsparti beredte sig til kampen mod Overhuset, var han i det kolde forår 1910 taget til Biarritz, men før han var ret rekreeret, kaldtes han hjem af forfatningskonflikten. Mens man ventede på den kongelige mægling, kundgjordes det 6. maj fra Buckingham Palace, at en bronkitis havde angrebet kongen og gav anledning til »nogen bekymring«; før midnat udsendtes dødsbudskabet. Rørelsen over at kongen var død på sin post, gav hans minde forstærket glans. Man priste i de højeste toner den store hersker, der havde arbejdet så utrætteligt og over al oprindelig forventning for sit lands hæder og lykke. Skønt de officielle mindetaler i parlamentet betonede, at han ikke havde udfoldet selvstændig diplomatisk virksomhed, men i kraft af sine enestående forbindelser, sit kendskab til fastlandsforhold, og den tillid, hans ærlighed, elskværdighed og fordomsfrihed vakte, havde fremmet Englands politik, gik den almindelige dom ud på, at han havde haft et væsentligt Initiativ ved udformningen af hele den verdenspolitiske stilling - enten man nu lagde hovedvægten på Englands forbedrede udsigter i det kommende verdenssammenstød eller talte om Edward the Peacemaker (fredsstifter). Hans enestående betydning fremhævedes også i andre lande, i Frankrig med pris, i Tyskland med uvilje.

Det måtte da vække betydelig opmærksomhed, da to år senere den halvvejs officiøst prægede levnedsskildring, som Sidney Lee forfattede i Dictionary of National Biography (Second Supplement I), gav et helt andet billede: Med alle sine værdifulde personlige egenskaber hævede Edward sig alt i alt intellektuelt ikke over det normale; han havde aldrig evnet at skaffe sig kundskaber ved studium; hans adspredelser hindrede ham i virkelig deltagelse i regeringsforretningerne, og selv hans diplomatiske interesse kunne ikke føre ham vidt, da den for sent fik lejlighed til at udvikle sig. Den japanske alliance var ham endog oprigtig imod. Han ønskede god forståelse med hele verden, også med Tyskland, men hans personlige meninger og udtalelser havde lidet at sige; hans rejser stod ikke i forbindelse med udenrigspolitikken, og han kunne højst som staffagefigur støtte ministrenes planer.

Denne opfattelse har atter mødt ivrig indsigelse, også fra folk, der kendte Edward godt og satte hans viden og kunnen meget højere. Med vort nuværende kendskab lader spørgsmålet sig ikke afgøre, og en hindring vil det altid være, at kong Edward i modsætning til sin mor, om hvis indflydelse vi har fået så god besked, mest forhandlede mundtlig med ministrene. Men der er jo i alt fald mange overgangsformer mellem at sætte en omfattende verdenspolitik i gang på egen hånd og blot lejlighedsvis at være et redskab i andres hænder.