LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier         


Edward
Edward (15. juni 1330 - 8. juli 1376), prins af Wales, normalet kaldt »den sorte Prins«, efter sigende fordi han stadig bar en sort rustning, Edward 3.s ældste søn.

1337 udnævnte faren ham til hertug af Cornwall, 1343 blev han prins af Wales, og fra 1345 deltog han i farens krige med Frankrig. I Slaget ved Crecy lagde han grunden til sin berømmelse som kriger; han førte her den ene fløj af hæren og viste stor tapperhed. Han deltog i Calais' belejring, og da krigen udbrød på ny 1355, sendte faren ham som statholder til Gascogne. Herfra foretog han 1356 en stor ekspedition mod nord for igennem Frankrig at bane sig vej til Normandiet; men stærke hære spærrede overgangen over Loire, og han måtte vende tilbage, skarpt forfulgt af en mangedobbelt overmagt. Ved Poitiers blev han omgået og tilbød at opgive alle sine erobringer; men da den franske konge Johan den Gode krævede, at han skulle overgive sig, valgte han at kæmpe og vandt en stor sejr 19. september 1356. Johan faldt i fangenskab, og prinsen viste nu sin ridderlighed ved efter slaget personlig at opvarte sin høje fange.

Da freden i Bretigny 1360 havde gjort England til herre i Sydfrankrig, blev prinsen hertug af Akvitanien og Gascogne (1362), og herfra foretog han 1367 et krigstogt ind i Spanien for at understøtte Peter den Grusomme mod broren Henrik af Trastamara. Han tilføjede denne et stort nederlag, men der udbrød sygdom i den engelske hær, og med tab måtte han vende tilbage til Gascogne. Denne krig havde kostet store summer, og da prinsen tillige førte et ødselt hof, måtte han pålægge landet tunge skatter; men befolkningen var ikke villig til at betale dem og appellerede til den franske konge, hvad der førte til en ny krig mellem England og Frankrig (1369). Prinsen havde i nogen tid ledelsen og viste stor grusomhed, for eksempel ved tilbageerobringen af Limoges; men han var da blevet syg og vendte 1371 tilbage til England, som han ikke mere forlod. I hjemlandet optrådte han som fører for Underhuset i dets kamp mod hans bror Lancaster og virkede i »det gode Parlament« (1376) for sin søn Richards anerkendelse som tronarving. Omtrent samtidig med, at dette blev sat igennem, døde han.