Enzio
Enzio (født cirka 1220 - 1272), italiensk diminutiv for Henrik, illegitim søn af kejser Frederik 2. af Hohenstanfen. Allerede 1238 ægtede han Ubaldo Visconti's enke, Adelasia eller Adelaide, der gjorde krav på Korsika og Sardinien; omtrent samtidig gav hans far ham titel konge af Sardinien. Dette vakte pave Gregor 9.'s harme, da han selv ønskede at erhverve øen, og Enzio., der desuden som kejserlig statholder i Italien havde deltaget i sin fars kampe mod de med paven forbundne norditalienske byer, blev derfor bandlyst. Han erobrede i den følgende tid flere welfiske besiddelser i Italien, for eksempel Mark Ancona og Ferrara, og kommanderede den staufiske flåde, der i forening med pisanerne besejrede genueserne ved Meloria og fangede de prælater, der skulle have været til kirkemøde i Rom 1241.

I hele kampen mod pavemagten var han farens bedste støtte, og det var en afgjort nedgang for den hohenstaufiske magt i Italien, at den unge fyrste i Slaget ved Fossalta (1249) faldt i bolognesernes hænder. Forgæves anvendte Frederik 2. både trusler og bønner for at få sin søn løsladt, bologneserne holdt fast ved deres bytte, og Enzio døde i fængsel.

Senere historikere fortalte om hans kærlighedsforhold til den skønne Lucia Viadagola, der fødte ham en søn, som var stamfader til slægten Bentivoglio, og om hans forsøg på at flygte i en tom tønde, hvorved han blev røbet af sit lange gule hår, men disse fortællinger er næppe meget pålidelige. Han begravedes med stor pragt i kirken S. Domenico i Bologna. Hans ulykkelige skæbne, hans åbne, lyse karakter og store begavelse, der blandt andet gav sig udslag i flere sonetter, af hvilke nogle er bevarede, vil altid sikre hans navn mod forglemmelse.