Erik 1. Ejegod
Erik 1. Ejegod (egentlig Egod, »den altid gode«), dansk konge 1095-1103, var søn af Svend Estridsen og sluttede sig til sin ældre bror Knud den Hellige; efter hans ønske skal han have fængslet deres bror Olav, og da Knud efter jydernes rejsning flygtede til Fyn, kom Erik Ejegod til ham, men forlod ham umiddelbart før det bevægede optrin i Odense, der endte med Knuds drab (1086). Olav Hunger kom nu på tronen, og en politisk reaktion fik overtaget; Erik Ejegod og hans hustru Bodil tog ophold i Sverige. Men ved Olavs død (1095) blev Erik Ejegod valgt til konge og vendte tilbage til Danmark.

Lykken tilsmilede ham. De frygtelige år afløstes af frugtbarhed, og venderne, som havde gjort de danske farvande usikre, blev nu avede; Erik Ejegod erobrede endog Rügen, ligeledes vagrernes hovedby Starigard eller Oldenburg og indsatte sin søstersøn Henrik til vendernes fyrste. Tilmed genoprettede han tugt og orden i landet. Hans smukke kæmpeskikkelse og mandige veltalenhed vakte beundring, og hans væsen vandt ham hjerterne; deraf hans ærefulde tilnavn, skønt hans kongegerning var en fortsættelse af Knud den Helliges myndige styrelse.

Roskildekrøniken hævder, at Erik Ejegod fandt på mange uretfærdige love; men den dom var ikke folkets røst, og man gav Erik Ejegod, hvad man havde nægtet Knud, særlig synes tienden at være indført. Erik Ejegod drog endog til paven for at få Knud kanoniseret. Erik Ejegod fulgte Urbanus 2. til Bari (1098), hvor også Anselm af Canterbury kom til stede, og grundlagde herberger for pilgrimme i Piacenza og Lucca. Endelig optog pave Paschalis 2. Knud blandt kirkens helgener, og ved en stor fest i Odense fejredes skrinlæggelsen af kongemartyrens relikvier. Erik Ejegod havde også et andet ærinde hos paven; han ville fuldende, hvad Svend Estridsen og Knud den Hellige havde tilstræbt: Oprettelsen af et nordisk ærkesæde i Lund. For at jævne vejen kaldte han de to andre nordiske konger til et fredsmøde i Konghelle (1101), fik dem forligt og udsonede sig med den norske konge, Magnus Barfod, som havde forfulgt en fjende ind på dansk grund. Ærkebiskop Liemar af Hamburg var i fjendskab med paven og derfor ufarlig. Selv oplevede Erik Ejegod dog ikke at se sit værk fuldført; først samtidig med hans pilgrimsfærd ophøjedes Lund til ærkesæde; men æren derfor tilkommer ligefuldt Erik Ejegod. Trods vidtdrevet frillelevned var Erik Ejegod religiøs; han byggede kirker, således i sin fødeby Slangerup, og grundlagde ved indkaldte engelske munke det berømte kloster i Odense til Hellig Knuds ære. Betaget af den mægtige korstogsbevægelse lod han danskere deltage i det første hovedkorstog og var selv den første konge, der efter Jerusalems erobring drog på pilgrimsfærd til det hellige land (1102). Efter sagnet tilbød folket forgæves tredjedelen af alt løsøre for at frikøbe den folkekære konge fra hans korstogsløfte: Erik Ejegod, og Bodil drog gennem Rusland til Konstantinopel, hvor kejser Alexios Komnenos først modtog ham med mistro, men da han ved spejdere erfarede, at den danske konge formanede væringerne til troskab mod deres kejser, viste han ham ære og skænkede ham skibe. Erik Ejegod og Bodil satte nu deres kurs til det hellige land, men Erik Ejegod fik feber og blev bragt i land ved Baffa på Cypern, hvor han døde (10. juli 1103).

Skjalden Markus Skeggjason har forherliget ham i sit Eiriksdrapa. Med Bodil havde Erik Ejegod kun sønnen Knud Lavard, men flere Slegfredbørn, blandt andre Harald Kesje, Erik Emune og datteren Ragnhild, Erik Lams mor.