Erik 1. af Sønderjylland
Erik 1. af Sønderjylland, hertug 1260-72, var den næstældste søn af kong Abel og gjorde efter sin ældre bror Valdemars død (1257) krav på hertugdømmet Jylland, som farbroren Christoffer dog nægtede ham. Erik sluttede sig da til kongens fjender blandt prælaterne og til Jarimar af Rügen, hvis datter Margrete han ægtede. Kort før Christoffers pludselige død landede han sammen med Rügerfyrsten og biskop Peder af Roskilde på Sjælland og sejrede her fuldstændig over de Kgl. ved Næstved (14. juni 1259), således at enkedronning Margrete nu måtte tilstå ham forleningen. Snart udbrød der dog, uden at man ved grunden, på ny strid mellem ham og kongehuset; Margrete rykkede ind i Sønderjylland, men led på Lohede syd for Dannevirke et fuldstændigt nederlag og faldt selv tillige med den unge konge i modstandernes hænder. Udsoningen bragte Erik nye fordele, især krongodset i hertugdømmet og Als, og siden stod han i et nogenlunde fredeligt forhold til kronen, om end de landsforviste prælater og andre af Kkngehusets modstandere altid havde et sikkert tilflugtssted hos ham. Ved et mageskifte med bispen af Slesvig erhvervede Erik borgen Gottorp, der fra nu af blev hertugernes hovedresidens. 1272 trak det atter op til strid mellem ham og kongen; men Erik døde da pludselig (27. maj), efterladende sig to små sønner, Valdemar og Erik (af Langeland), som hvis formynder Erik Klipping foreløbig fik Sønderjylland i sin magt.


           

mall>