Erik 2. Emune
Erik 2. Emune (Erik II), (frille)søn af Erik Ejegod, konge af Danmark fra 1134-1137 efter at have gjort det af med konkurrenterne Magnus og Harald Kesja. Erik arbejder på at få sin dræbte halvbroder Knud Lavard helgenkåret for at befæste slægtens krav på tronen. Knud Lavards familie og tilhængere ønskede at han skulle begraves i Roskilde med pomp og pragt, men Erik Emune, der alligevel frygtede for, at Knuds popularitet skulle blive for stor, gennemtvinger, at Knud gravlægges i Ringsted kirke. I nærheden grundlægger Erik et kloster, der skulle sørge for at dokumentere (fremskaffe?) de ønskede mirakler ved Knuds grav. Der er store forventninger til den nye konge. På Sjælland påbegynder man at nedskrive de love, der skal blive til »Den sjællandske lov«. Erik søger også at forsone de tidligere fjender.

I 1136 tager Erik Emune på korstog til Arkona på Rügen - paven opfordrer jo på den tid de kristne fyrster i Europa til at kæmpe mod de vantro, så hvorfor ikke tage fat på de hedninge, der bor lige i nærheden. Soldaterne har kors i skjoldene og på deres skjorter. Den ny roskildebisp Eskild holder afskedsgudstjeneste. Erik Emune lader soldaterne grave en kanal tværs over den smalle tange, der forbinder Arkona med Rügen og efterfølgende en skakt ind i kridtklippen under borgen, så fæstningens ene brønd bliver drænet for vand. Og til sidst må Arkona overgive sig på grund af mangel på vand. Beboerne, der villigt lader sig døbe, får alle en fin, ny dåbsskjorte.

Men hjemme i Danmark går det mindre godt for Erik Emune, og han får flere og flere fjender. På Sjælland gør biskop Eskild og stormanden Peder Bodilsøn oprør imod ham, og snart ulmer oprøret overalt, og Erik må afstå fra at tage til Arkona den følgende sommer. Efter tre år på tronen er det forbi. Den 18. september 1137 dræbes Erik Emune under et tingmøde på Urnehoved ved Ribe af herremanden Sorteplov. Erik får tilnavnet Emune, der vistnok betyder »den evigt huskede«.