Erik 4. Plovpenning
Erik 4. Plovpenning (1216 - 9. august 1250), søn af Valdemar 2. Sejr og Berengaria, fødtes i 1216. Han var dansk medkonge fra 1232, dansk enekonge fra 1241-1250. I øvrigt til stor fortrydelse for hans to brødre, Abel og Christoffer 1., der begge ønskede at få del i magten. Erik og Abel var i krig i flere år, hvorunder Abel, som var hertug af Sønderjylland, fik støtte af sine holstenske svogre. I 1244 forligedes de for at tage på et fælles korstog mod Estland, men snart blussede kampen op igen. For at finansiere disse kampe lagde Erik i 1249 skat på hver plov. Den hårdhændede inddrivelse af skatten skaffede ham tilnavnet »Plovpenning«. Skatten var ikke særlig populær, og i 1249 måtte han for eksempel flygte fra ophidsede skånske bønder, der nægtede at betale plovskat.

Herudover ragede Erik også uklar med kirken og den magtfulde Hvide-slægt. På den tid var bisperne meget offensive. For eksempel måtte Erik i 1237 skaffe sig pavens brev mod bisper, der nægtede at indsætte præster, udpeget af kongen, i hans kirker. Erik var dog også en kirkens mand. Han påbegyndte for egen regning opførelsen af Gråbrødre Kloster i Roskilde, men krig og ufred forhindrede ham i at fuldføre arbejdet. Erik skal have givet udtryk for et ønske om at dø i gråbrødrenes ordensdragt og blive begravet i klosteret.

I 1250 lykkedes det for Erik at erobre størsteparten af Abels hertugdømme, og de mødtes hos Abel for at slutte forlig. Under besøget, som fandt sted Skt Laurentii nat den 9. august 1250, blev Erik halshugget, og hans lig sænket ned i Slien. I 1258 blev hans jordiske levninger overført til Skt Bendts kirke i Ringsted, hvor han gravsattes. På hvælvingerne over Eriks grav ses kalkmalerier med scener fra hans liv og død.