Erik 5. Klipping
Erik 5. Klipping (cirka 1249 - 22. november 1286), dansk konge 1259-1286, søn af Christoffer 1. og den pommerske prinsesse Margrete, var hyldet allerede i sin fars tid, men endnu ikke kronet, da denne pludselig døde (29. maj 1259). Moren overtog styrelsen i den lille Erik Klippings navn under de vanskeligste forhold. Rigets ærkebisp Jakob Erlandsen var i fængsel, Abels søn Erik, som gjorde krav på Sønderjylland, stod sammen med Jarimar af Rügen i våben mod riget, og lige efter kongens død led sjællænderne over for dem et stort nederlag ved Næstved.

Til trods for ærkebispens protest kronedes Erik Klipping juledag 1259 i Viborg, men ellers gav man efter på alle punkter; Jakob Erlandsen blev sat fri, Erik fik hertugdømmet. Ærkebispen fremturede dog i sit fjendskab mod Kongehuset, og også med hertug Erik kom det straks til en strid, der fik det uheldigste udfald; i slaget på Lohede (28. juli 1261) faldt både enkedronningen og den unge konge i fangenskab. Erik Klipping blev overgivet til sine frænder, de brandenburgske markgrever og blev sat fri af dem 1264, måske mod et løfte om at ægte markgrev Johans datter Agnes uden medgift. Ved denne tid blev han myndig; endnu længe efter var det dog hans mor, der i virkeligheden styrede, og det er hende, der har fortjenesten af at have ført ærkebispestriden til en heldig udgang. Erik Klipping hjemførte sin tyske brud 1273, og hun fødte ham straks sønnen Erik (Menved), snart også andre børn. Ved denne tid vendte alt sig til kongens fordel; Jakob Erlandsen døde på hjemvejen fra Kurien (1274); også hertug Erik af Jylland døde (1272), og Erik Klipping tog hertugdømmet i sin hånd som formynder for sin frændes børn; heller ikke de andre opvoksende slægtninge af kongehuset gav han len, mens han derimod fik sin førstefødte søn hyldet til konge.

Erik Klippings egen styrelse har dog vist været hård og vilkårlig, og der samlede sig efterhånden mod ham en sådan grad af modstand, at han 1282 måtte give løfte om årlig at holde danehof og underkaste sig andre indskrænkninger. Det var Danmarks første »håndfæstning«, og fra nu af var »rigets bedste mænd«, hvad der siden blev til Rigsrådet, jævnsides kongen den øverste myndighed i landet. Den første følge var en række reformer i folkevenlig retning, men også fyrstefrænderne opnåede nu den ret, de påstod at have til at udstyres med len; Valdemar Eriksøn fik sit fædrene hertugdømme Jylland, Junker Jakob Nørrehalland.

Indtil 1284 måtte kongen på alle punkter vige tilbage og gøre nye indrømmelser; men så indtræder pludselig et omslag. Hertug Valdemar gjorde krav både på Als og på krongodset i Sønderjylland, men en danehofsdom gik ham imod; så søgte han at føre sine krav igennem med magt og talte også om sine rettigheder til selve den danske krone. Han kunne dog ikke stå sig over for kongens magt, og da han ville rejse til Sverige for her eller i Norge at finde støtte, blev han grebet og sat som fange på Søborg (1285). året efter løslodes han, men kun mod at bøje sig for kongens vilkår og love at være ham en lydig tjener.

Denne strid, hvori de andre konge frænder og rigets stormænd havde taget ivrig del, er baggrunden for Erik Klippings mord. Da han under jagten med ringe følge var taget ind i Finderup, blev han her i den åbne lade overfaldet af syv mænd og dræbt Skt Cæcilie nat (22. november 1286). Ved Danehoffets dom året efter udlagdes ni stormænd som skyldige i kongens død; kun een af dem, Arvid Bentsøn, beskyldtes for selv at have taget del i drabet, de andre, hvoriblandt Jakob af Halland, marsk Stig og Rane Jonsen for at være anstiftere af det. Selv påstod de anklagede deres uskyldighed, og striden herom varede ved gennem hele Erik Menveds tid og mere. Den genlyder også i folkeviserne, af hvilke een (med omkvædet: »Nu stander landet i våde«) er fuld af harme over disse mænd, der »sveg deres rette herre«, mens en anden (»Min ædelig herre, hin unge hr. Marstig«) fremstiller marsken som den, der uden grund rammes af anklagen. Enige er disse ældste viser dog i at se mordet som politisk; at kongen skal have krænket marsk Stigs hustru er derimod et motiv, der først fremtræder senere i visedigtningen, men snart gennemtrænger denne helt. Kongens lig, på hvilket man talte 56 sår, blev ført til Viborg, hvor det bisattes i domkirkens krypt; i Finderup rejstes et bodskapel.

Erik Klippings tilnavn Klipping betyder et klippet fåreskind; hvad deri skal ligge, vides ikke; først i 16. århundrede begyndte man at skrive Klipping, der fortolkedes som den rasende, senere som forføreren. Med Agnes havde Erik Klipping flere børn; af sønnerne blev Erik Menved og Christoffer 2. konger, mens Valdemar døde 1304; af døtrene blev Margrete gift med kong Birger af Sverige, og fra en anden datter, Regitse, som ægtede fyrst Niels af Werle, nedstammer Christian 1. Agnes giftede sig anden gang 1293 med Gerhard 2. af Holsten og blev derved mor til Johan den Milde.